Dansk helikopter i svær snemanøvre
Flyvevåbnets redningshelikoptere skal kunne rykke ud i barske vejrforhold og til de mest uvejsomme steder.
Er jorden dækket af et tykt lag løs sne, bliver det ekstra besværligt for piloterne at lette og lande.
Lufttrykket fra rotorbladene pisker sneen op i en kæmpe sky, der gør det stort set umuligt for piloten at bedømme højde og afstande.
I uge 5 sendte Flyvevåbnet en af Danmarks EH101 Merlin redningshelikoptere og besætning til Norge. Her trænede piloterne de krævende landinger i sneen - de såkaldte "white outs" - hvor helikopterens instrumenter bliver ekstra vigtige for piloten.
Flyvertaktisk Kommando har optaget denne video fra øvelserne og offentliggjort den på sin kanal på Youtube (klik her).
De seneste års snerige vintre i Danmark har gjort det relevant for Flyvevåbnets piloter at få ekstra træning i "white outs". Helikopterne var på en lignende øvelse i Norge sidste år.
Falder der store mængder sne i Danmark i år, kan der også blive "white out"-øvelser herhjemme, oplyser Flyvertaktisk Kommando.
Se flere videoer fra Flyvevåbnet på Youtube (klik her) eller på Flyvevåbnets Facebook-side (klik her).

























