Anmelder: Lennons streger er spild af tid
Denne weekend kan Lennon-fans og kunstinteresserede få et unikt indblik i en af John Lennons mindre kendte sider, når en række af hans kunstværker udstilles i København.
Udstillingen, der er gratis at besøge, er åben fredag, lørdag og søndag på Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestaden.
Vurderer man billederne kunstneriske værdi, er der dog ikke meget at komme efter, siger kunstanmelder Torben Weirup.
"Tegningerne er kun udstillet og trykt i mange eksemplarer, fordi det er John Lennon, der har lavet dem. Kunstkendere vil nok ikke besøge udstillingen - man skal nok være fan," siger Torben Weirup.
John Lennon tegnede hele sit liv og gik tre år på kunstskole i Liverpool, inden Beatles slog igennem.
Selv om musikken mildest talt kom til at dominere hans liv, så lagde han aldrig blyanterne og penslerne på hylden.
Han efterlod sig således flere hundrede tegninger og malerier.
Lennons hustru, Yoko Ono, er primus motor bag udstillingen, der er i Danmark for første gang.

























