Onsdag 23. maj

Slukøret Wozniacki: Jeg var ikke god nok

Offentliggjort 16.04.12 kl. 09:29

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki tabte søndag finalen i e-Boks Open til tyskeren Angelique Kerber.

Det var en meget slukøret Caroline Wozniacki, der søndag mødte op på pressemøde efter at have tabt finalen i WTA-turneringen i Farum til den tyske tennisspiller Angelique Kerber med cifrene 4-6, 4-6.

Nederlaget kom som en overraskelse, for i de forrige kampe i turneringen havde danskeren overlegent elimineret den ene modstander efter den anden.

Hun skulle helt hen til finalen, før hun mødte reel modstand, og da blev den altså for stor.

- Jeg gjorde, hvad jeg kunne i dag, men det var ikke godt nok, sagde hun efter kampen.

Der var længere mellem smilene og de små sjove kommentarer på pressemødet.

Hun sad lænet tilbage i stolen, mens hun svarede på, hvorfor hun ikke levede op til favoritrollen som dobbelt forsvarende mester. Og hun brød sig ikke om det.

- Det gik meget frem og tilbage i kampen, men der var ikke noget i hendes spil, der overraskede mig, siger Caroline Wozniacki, der i starten af andet sæt vred om på sin højre fod, der måtte tilses af en læge.

Efter fem minutter rejste Wozniacki sig til store klapsalver, tog skoen på igen, bandt snørebåndet og trådte ud på banen.

Den korte pause gav Caroline Wozniacki tro på tingene, og hun vandt de næste fire partier.

Men glæden blev kort, for en veloplagt Angelique Kerber havde ikke tænkt sig at lade danskeren rende med den tredje titel i træk i den danske turnering.

Blandt andet faldt Wozniackis førsteserv fra 180 til 140-150 kilometer i timen efter det lille stunt.

- Jeg blev hæmmet en smule i serven på grund af min fod, men min skade betød ikke noget i spillet generelt. Jeg er klar igen, sagde hun.

- Og foden har det helt fint nu, så jeg spiller fortsat alle mine planlagte turneringer, tilføjer hun.

Det var tredje gang, at e-Boks Open blev afviklet i Farum, og både Wozniacki og Kerber vil ifølge dem selv være at finde på banen til næste års turnering.

/ritzau/

Annonce:
Dine muligheder
JPtv logo

Grøndalsvej 3
8260 Viby J


Tv-redaktør
Jacob Bendixen Andersen

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send
pressemeddelelse

Netannoncer
Kontakt
Eric.jonsen@jp.dk
Eric Johnsen

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten

Artikelarkiv
Mest sete
Seernes favoritter
Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her.
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/