Tip     Print     RSS     Del    

Hvem skal betale regningen?

Af  LARS FROM, spn.dk's udsendte medarbejder

Offentliggjort 12.12.08  kl. 22:36 

De rige og de fattige lande strides om magten til de mange penge, der fremover formentlig skal opkræves som en slags klimaskat for at få lov til at udlede drivhusgasser.

Poznan

Penge og magt. Ikke uenighed om klimasagen.

Det er en af de væsentligste forklaringer på, hvorfor de rige og de fattige lande har så svært ved at blive enige om en fælles køreplan for, hvordan man skal undgå, at temperaturen på kloden stiger dramatisk de kommende år.

Alle lande er nogenlunde enige om, at vi har en global opvarmning, at den menneskeskabte udledning af drivhusgasser er en del af forklaringen, og at der skal gøres noget ved det.

Men det bliver dyrt, og hvem skal betale?

De rige lande med EU i spidsen vil have indført handel med kvoter og overførsel af moderne og klimavenlig teknologi til de fattige lande i form af såkaldte CDM-projekter, Clean Development Mechanism. Samtidig forsøger man at blive enige om en eller anden form for afgift eller skat på de CO -2 -kvoter, som virksomheder som Aalborg Portland fremover skal købe, og som forventes at blive en gigantisk handelsvare i fremtiden.

Hvor skal pengene samles
Mange mener, at det vil være en god idé at bruge nogle af pengene fra salget af forurenings-tilladelser på at fremme overførslen af energi- og klimavenlige teknologier til de fattige lande.

Men så opstår der et slagsmål om, hvor stor en andel, der skal gå til puljen. Om det skal være 0 pct., 10 pct. eller endnu mere?

Men ikke nok med det.

Det helt store slagsmål handler om, hvor pengene skal samles? Og hvem der skal bestemme over dem?

De rige lande vil gerne have pengene samlet under Verdensbanken, hvor de, der har bidraget med flest penge, også har den største indflydelse. Man stemmer med andre ord efter, hvor rig man er.

De fattige lande vil derimod have pengene samlet under det traditionelle FN-system, hvor der i højere grad stemmes efter, hvor mange mennesker eller lande man repræsenterer. Her har man en fordeling af to tredjedele stemmer til ulandene og en tredjedel til de rige lande.

Den internationale chef hos Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, kan godt forstå de fattige lande.

»Ulandene er trætte af at blive druknet i bureaukrati, når de skal søge om penge fra Verdensbanken. De mener, at pengene på klimaområdet er penge, de har ret til.«

Efter FN-principper
Ifølge Christian Friis Bach vil et forslag fra Norge betyde, at en del af provenuet fra salget af CO -2 -kvoter skal gå til en fond styret efter FN-principper.

Det er især briterne og svenskerne imod, mens andre EU-lande støtter.

»Og hvis man også kan blive enige om at beskatte en del af de kvoter, der fremover skal sælges eller bortauktioneres, bliver det til meget store summer,« mener Christian Friis Bach.

Han kan godt forstå, at de fattige lande ikke har lyst at lade pengene fra salget af CO -2 -kvoter gå direkte ned i de enkelte landes statskasser, hvor mange politikere angiveligt drømmer om at bruge dem til skattenedsættelser og lignende.

»Man tør ikke stole på, at verdens finansministre en gang om året vil afsætte penge til dem. Her kan man blot se på ulandsbistanden, som de rige lande for mange år siden lovede, ville komme op på 0,7 pct. af landenes bruttonationalprodukter. Det er bare aldrig sket,« konstaterer Christian Friis Bach.

Selv om der for alvor kommer gang i overførslen af klimavenlig teknologi og penge til de fattige lande, vil det ikke nedsætte den globale udledning af drivhusgasser. Det vil i bedste fald forhindre en stigning.