Offentliggjort 10.12.09 kl. 08:41
Internationale aktions-trænere forbereder på Christiania klimaaktivister på, hvordan det er støde sammen med politiet. Mød aktivisternes "landstræner".
Politiets teori er, at disse bidetænger skulle være brugt til at klippe strips på anholdte aktivister i stykker. Foto: Uffe Frandsen
En lille seddel ved indgangen til biografen Byens Lys på Christiania signalerer, at det er her, at klimaaktivister trænes i, hvordan de skal forholde sig ved konfrontationer med politiet.
»Der er behov for træning, så folk kan passe på sig selv og vide hvilke dele af kroppen, de skal beskytte. Eller hvis der er nogen, som kommer til skade,« siger 24-årige Eustace fra London.
Han er en af de i alt 10-12 såkaldte aktions-trænere og repræsenterer ifølge sit eget udsagn ingen organisation eller gruppering. Eustace har tidligere trænet aktivister før G8-topmødet i Rostock, Tyskland, i juni 2007, hvor det kom til voldsomme sammenstød. Flere end 430 politifolk og 60 demonstranter blev såret.
»Jeg træner ikke folk i at slås eller i at få situationen til at eskalere. Intentionen er ikke at slås med - eller at skade - nogen. Jeg træner folk i at bevæge sig i det offentlige rum, forblive samlet i grupper, og i hvordan de skal forholde sig, når politiet begynder at banke folk. Politiet har undercover-agenter, der kan få situationen til at eskalere, og det er åbenlyst, hvad der skal ske, når politiet tager gasmasker på,« siger Eustace.
TV: Mød Eustace - landstræneren - her
På Teglholmen i Københavns Sydhavn holder en brandbil ved en stor industribygning. Muren ud mod vejen er overmalet med graffiti.
Inde bag porten forsvinder en pige hastigt ned gennem en bygning, da hun ser de uanmeldte besøgende. Kort efter dukker en lille gruppe aktivister op. De er venlige, men skeptiske over for pressen. I de højloftede haller skal der indrettes primitive overnatningsmuligheder til omkring 1.450 aktivister fra ind- og udland. En del har allerede redt op i hallerne med en europalle som sengebund. Aktivisterne fortæller, at det ikke er tilladt at fotografere i hallerne.
Kort efter dukker en ung mand i rød kedeldragt og langt, filtret hår lettere forpustet op. Han fortæller venligt, at besøgende er velkomne efter aftale med pressegruppen. Der sker nogle mærkelige ting for tiden, siger han. Uden at uddybe hvad.
»Jeg beklager. I er sikkert fine nok. Men lav en aftale med pressegruppen,« siger han, inden han venligt, men bestemt leder de uanmeldte gæster ud og låser porten indefra med en hængelås.
Københavns Kommunes bygninger i Ragnhildgade 1 huser til daglig bl.a. et ressourcecenter og aktiviteter for unge mellem 18-25 år på ydre Nørrebro. Her har People's Climate Action og andre organisationer indrettet gratis overnatningsmuligheder til aktivister, der ikke er sikret privat indkvartering eller ikke vil betale 50 kr. for at sove på skoler eller i kommunale haller.
Indretningen er sket i samarbejde med bl.a. politiet og brandmyndighederne, der har sagt god for 400 overnattende gæster. Samarbejdet knirker dog efter en politiaktion natten til onsdag, hvor omkring 150 aktivister blev vækket af ca. 100 betjente.
»Politiet dukkede op efter at have fået et tip, og der er fundet effekter til civile ulydighedsaktioner, som vi har taget i vores varetægt. Det er bl.a. bure med mælkekasser, der kan bruges til at komme ind over et hegn. Malerbomber og skjolde,« siger politikommissær Henning Munk Plum, Københavns Politi, der er ude på stedet.
En række aktivister blev anholdt ved aktionen, men alle blev hurtigt løsladt igen, og ingen er blevet sigtet i sagen. Sekretariatsleder Lene Vennits fra People's Climate Action er ikke tilfreds med aktionen.
»En masse unge har lagt et kæmpe arbejde i at sikre klimagæsterne et godt ophold herude. Hvorfor kommer politiet om natten, hvis de kunne have klaret det om dagen? Politiet behøver ikke at bruge en bidetang, hvis de kan nøjes med en pincet,« siger hun.
Lene Vennits fortæller, at der har været et fornuftigt samarbejde med politiet, som har fået telefonnumre, de kan ringe til, hvis en aktivist ikke kan finde vej eller mangler et sted i København at overnatte.
Foran indgangen i Ragnhildgade står aktivist Ask Holmsgaard med ryggen ind mod ejendommen og bliver interviewet af flere tv-stationerne. På den anden side af porten følger enkelte andre aktivister med. En ung pige beder Morgenavisen Jyllands-Postens fotograf om vise sine billeder for at sikre sig, at aktivisterne ikke er blevet fotograferet. Hendes ønske bliver afvist.
TV: Politiet beslagslagde aktivisters våben
Annonce:

Annonce:

Gå i dybden og på oplevelse i to nye e-magasiner om klima.
Annonce: