Offentliggjort 13.12.09 kl. 12:50 - opdateret kl. 17:16
Antallet af anholdte og frihedsberøvede efter de seneste aktioner er søndag eftermiddag oppe på 257, oplyser politiet.
Næsten samtlige deltagere i søndagens demonstration ved Østerport Station blev anholdt. Foto: Brian Berg
Af dem er der 14 anholdte med sager. De sigtes bl.a. for overtrædelse af våbenloven, loven om euforiserende stoffer og vold mod politiet.
De 239 er anholdt eller tilbageholdt, da politiet søndag eftermiddag opløste demonstrationen "Hit the Production" ved Østerport Station, heraf er der syv med sager. Blandt dem er fire Greenpeace-aktivister, som forsøgte sig med rapelling og firede sig ned med et tov fra en bro fra Kastellet til Østbanegade over banelegemet og Folke Bernadottes Allé, oplyser politiet.
Talstærkt politi med hunde omringede kort efter kl 13 aktivisterne, som kort forinden havde samlet sig ved Trianglen. Arrangørerne ’Hit The Production of Climate Caos’ havde på forhånd præsenteret demonstrationen "konfrontativ" med det formål at lukke Nordhavnen.
En talsmand for arrangørerne, Sam fra Californien, sagde, at han var blandt de anholdte i går, da 968 aktivister blev anholdt på Amagerbrogade.
"Vi har ikke lyst til at komme i fængsel igen, og vi vil prøve at gøre dette til en fredelig demonstration. Vores mål er at vise verden, at transport og handel er skyld i klimaproblemerne," sagde han til jp.dk's reportere, inden demonstrationen gik i gang.
Tv: Se tv-billeder af masse-anholdelserne
Kort tid efter gik politiet ind i demonstrationen, fordi man observerede et køretøj, som var ladet med sten, lyder det fra politiets pressetalsmand, Henrik Møller Jakobsen.
"Jeg kan ikke sige, hvor mange sten, men da man brugte en vogn til at transportere dem, var der givetvis flere, end de kunne have i lommerne," siger Henrik Møller Jakobsen.
Der opstod tumult og politiet trak kortvarigt stavene, da aktivisterne blev bedt om at sætte sig ned og andre blev skubbet ned, inden betjente gik i gang med at visitere dem alle.
En anden af politiets talsmænd, Flemming Steen Munch siger:
"Belært af i går har vi i dag lysegrønne underlag med. Vi har haft en dialog med aktivisterne om, at de kunne visiteres og gå videre, hvis de ikke havde noget på sig. Men det ville de ikke, og da de blev mere og mere agressive, valgte vi at rykke ind. Vi kunne jo ikke blive stående her, til det begyndte at ske. Der var 30, der lod sig visitere, men de løb bagefter til den store gruppe, og derfor blev også de anholdt," sagde Flemming Steen Munch.
LÆS OGSÅ: 4 ud af 968 anholdte sigtes
Jonas Gregersen fra Århus var en af de aktivister, som deltog i demonstration. Han så sin ven blive anholdt af politiet, eller "få smadder", som han kalder det.
"Det var en superfredelig demonstration. Der var ikke optakt til noget som helst," siger han til jp.dk.
"Jeg oplevede det som supervoldeligt og superunødvendigt," tilføjer han.
Tv: Se tv-billeder af dagens masseanholdelser
LÆS OGSÅ: Retshjælp oversvømmes af aktivistklager
Annonce:

Annonce:

Gå i dybden og på oplevelse i to nye e-magasiner om klima.
Annonce: