Fidel Castro. Arkivfoto: AP
Offentliggjort 22.12.09 kl. 22:26
Fidel Castro ryster på hovedet over beslutningsprocessen ved klimatopmødet og kritiserer Danmarks engagement.
Cubas tidligere præsident kritiserer i skarpe vendinger de danske politienheder, som var i aktion i forbindelse med klimatopmødet i København.
”Politiets brutale undertrykkelse af fredelige demonstranter mindede om nazisoldaternes opførsel, da de besatte Danmark i 1940,” skriver den 83-årige Fidel Castro i flere kronikker, bl.a. i den australske avis South Morning Herald, som handler om, ”hvad der egentlig skete ved klimatopmødet i København.”
Den 83-årige Fidel Castro trådte tilbage i 2008 og overlod præsidentposten til sin broder, Raul Castro. Men det er tydeligt, at han har fulgt begivenhederne i København nøje fra sidelinjen.
I hans øjne viste mediedækningen den globale offentlighed, at ”klimatopmødet var et forum præget af kaos og ydmygende beslutninger, som kørte flere små lande ud på et sidespor.”
Danmarks politiske rolle ved COP15 står også for skud Castros beskrivelse af begivenhederne, og han gør meget ud af ”uretfærdighederne den 18. december” – klimatopmødets sidste dag.
”Hvem skulle have vidst, at den danske regering, som er medansvarlig for et blodbad i Afghanistan, gav USA’s præsident frit spil på topmødets sidste dag. Obama fik uden problemer lov til at udvælge nogle gæster, som sammen med ham kom til at diktere forhandlingerne. Hans bedrageriske og tvetydige arbejde fik aldrig en håndfast og bindende aftale i hus. Han ignorerede derimod Kyoto-aftalen,” står der i Fidel Castros kronik.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ovenpå klimatopmødets afslutning gentagne gange henvist til, at fem lande blokerede for en global og vidtrækkende klimaaftalen.
Fidel Castro ser noget anderledes på forløbet. Han kritiserer, at det aftaleudkast, der blev fremlagt på klimatopmødets sidste aften, var blevet handlet på plads af 26 lande, heriblandt EU og USA.
"Det var et anti-demokratisk og praktisk talt hemmeligt initiativ, der så bort fra de tusinder af repræsentanter for sociale bevægelser, videnskabelige og religiøse institutioner og andre deltagere i topmødet," skriver Castro.
Nattens forhandlinger beskriver han som komplicerede og pinlige for det danske formandsskab.
"Et lille antal lande fremhævede kraftigt de alvorlige mangler og uklarheder i det dokument, som blev støttet af USA, især manglen på et tilsagn fra de udviklede lande om en reduktion af CO2-udledningen, og finansieringen, der vil give de sydlige lande mulighed for at gennemføre tilpasninger," skriver han.
LÆS MERE: Fidel Castros beretning og kronik
Annonce:

Annonce:

Gå i dybden og på oplevelse i to nye e-magasiner om klima.
Annonce: