Tip     Print     RSS     Del    

Analyse: Spillet om en syndebuk

Af  CHARLOTTE BEDER|CHRISTINE CORDSEN

Offentliggjort 20.12.09  kl. 16:27 

Hvem har ansvaret for, at det gik, som det gik på klimatopmødet? Spillet om at udpege en syndebuk er gået i gang. Men flere må dele æren.

Mindst fire parter kandiderer til rollen som syndebuk:

Danskerne

Fra flere sider er kritikken haglet ned over statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og det danske formandskab.

Løkke var arrogant. Han lagde sig for tæt op ad USA, trynede de fattige lande, og snublede gentagne gange i det indviklede FN diplomati.

Der er ingen tvivl om, at der har været fodfejl undervejs. Det erkender man også på Løkkes hold.

Her er man også på det rene med, at regeringscheferne fra EU's stormagter i løbet af fredagen var kritiske over for den danske håndtering af den krise, der brød ud i fuldt flor onsdag middag. Før de fleste af dem selv ankom til Bella Center.

Men det er også fornemmelsen, at det i løbet af fredag aften og nat gik op for de fleste, at opgaven reelt var umulig. Først og fremmest fordi Kina slet ikke ønskede en aftale i København.

Kina brugte topmødet til at få en offentlig styrkeprøve med USA og resten af den vestlige verden. Og når præsident Barack Obama ikke kunne vinde den, så er det trods alt nok tvivlsomt, om lille Lars fra Græsted kunne have gjort ret meget.

Kineserne

Den alvorligste brøler i forberedelserne til topmødet har været fejlvurderingen af Kinas position. Her spiller Dalai Lama-balladen ind. Danskerne tog det som et positivt tegn, at kineserne gerne ville snakke klimaaftale - også selv om Danmark ellers var lagt på is efter Lars Løkke Rasmussens møde med Tibets åndelige leder, Dalai Lama, i foråret. Det måtte være, fordi Kina virkelig var interesseret i en aftale, var vurderingen.

Også fra andre lande med god kontakt til Kina fik Danmark den melding, at kineserne var klar. Det var de ikke, viste det sig hurtigt, da topmødet gik i gang i Bella Center for to uger siden.

I stedet brugte Kina topmødet til at spille med musklerne og sende et klart budskab til den vestlige verden om, at Kina er en ny stormagt, som verdenssamfundet ikke bare kan køre over.

Fredagen kunne den kinesiske top bruge til også at demonstrere, at selv om verdens mest magtfulde mand gør noget for en amerikanske præsident så usædvanligt som at kaste hele sin politiske prestige ind i en forhandling, så makker de ikke ret.

Lumumba

Topmødet havde ikke været i gang i mange dage, før Lumumba Stanislaus Di-Aping gjorde sig bemærket med en meget lidt FN-diplomatisk kritik af især Lars Løkke Rasmussen.

Lumumba er fra Sudan og er talsmand for de 130 ulande i G77. Altså alle de fattige lande, som virkelig har noget på spil i de klimaproblemer, som først og fremmest er skabt af den rige vestlige verdens forbrug. Og de lande som ofte før har følt sig snydt, når verden udstedte gyldne løfter gennem FN.

Det gav Lumumba en god gennemslagskraft i alverdens medier. Men de vestlige lande har en klar fornemmelse af, at Lumumba først og fremmest gør, som Kina kræver. Kina er en stor økonomisk magt i Afrika, så det kan være risikabelt for de fattige afrikanske lande at sætte sig op imod kineserne.

Fortsættes...