Offentliggjort 02.03.10 kl. 07:16
Den britiske klimaforsker Phil Jones indrømmer, at han har sendt en række "ret forfærdelige" e-mails til klimaskeptikere, der har henvendt sig til ham for at få udleveret datamateriale. Men han afviser at have misinformeret om global opvarmning.
- Jeg har åbenlyst skrevet en række ret forfærdelige e-mails, siger han, da han forklarede over for det britiske parlament, hvorfor han havde afvist at udlevere klimadata til en klimaskeptiker.
Jones er leder af center for klimaforskning ved University of East Anglia, der var centrum for det såkaldte "Klimagate", hvor en række forskere ved universitetet blev beskyldt for at have manipuleret klimaberegninger og dermed overdrevet, hvor omfattende de menneskeskabte klimaforandringer er.
Sagen rullede, efter at mere end 1.000 e-mails og 3.000 andre dokumenter blev hacket fra centrets server og lagt ud på nettet op til klimatopmødet i København.
Lederen af klimacentret har tidligere udtalt, at Klimagate har fået ham til at overveje selvmord. Mens undersøgelsen af sagen står på, holder Jones pause som leder på University of East Anglia.
Jones har i en privat mail omtalt et "trick", der skulle få statistikker til at "gemme nedgangen" i temperaturen.
Denne vending, forklarede forskeren, var blevet taget ud af kontekst og kaldte beskyldningerne om, at han havde forsøgt at overdrive beviserne for global opvarmning for "rendyrket vrøvl."
Han fastholder, at beviserne for global opvarmning er videnskabeligt holdbare og efterprøvede.
Ritzau
Annonce:


Gå i dybden og på oplevelse i to nye e-magasiner om klima.
Annonce:
Annonce: