Offentliggjort 10.03.06 kl. 03:00
EU-Kommissionen bliver bestormet med ønsker om, at der indføres skatter og afgifter på varer fra tredjelande.
Bruxelles
EU-Kommissionen er under stigende pres fra europæiske virksomheder, der føler sig truet af udenlandske konkurrenter. Kommissionen kæmper med sager om alt fra plastikposer til el-kabler, og lige nu forbereder den italienske møbelindustri en klage, hvor de kræver økonomiske sanktioner mod kinesiske sofaer og køkkenmøbler.
EU's handelskommissær Peter Mandelson advarer mod at tro, at Kommissionen vil bremse import af udenlandske varer.
»Både vores hjemmemarked og vores eksport er under pres fra asiatiske produkter, men velkommen til den globale økonomi!« sagde han forleden til AP. »Lad være med at bede mig om at gøre jer bedre til at konkurrere med kineserne. Det må I selv finde ud af, med mindre der er klare beviser for dumping, og at det er i fællesskabets interesse at bruge anti-dumping foranstaltninger,« sagde Mandelson.
De liberale toner har dog ikke stoppet ham i at indføre straftold på import af sko fra Kina fra den 7. april efter pres fra blandt andet den italienske skolobby.
Det sker til stor utilfredshed for den danske skoindustri og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), der synes, at EU skal blande sig fuldstændig uden om markedet på det punkt. Erhverv- og Økonomiministeriet spår, at EU vil komme til at miste to milliarder kr. årligt i tabt fortjeneste ved at indføre de begrænsende foranstaltninger, hvilket Bendtsen sørgede for blev gjort klart for EU's antidumping-komité, da handelskommissær Peter Mandelson i går orienterede gruppen om planerne for straftolden. Ifølge EU-diplomater stillede medlemslandene rigtig mange spørgsmål til Mandelsons forslag, og komitéen er indkaldt til endnu et møde om sagen i næste uge.
Blandt økonomer er det da også den almindelige antagelse, at Kommissionens anti-dumping-regler indvirker på globaliseringens konsekvenser, som et plaster virker på en brækket arm. »Det er sådan med anti-dumping-tiltag, at de bare gør, at det gør ondt lidt længere. Bedøvelsen virker kun på kort sigt, men når den tager af, så ligger problemet der stadig væk,« siger Susana Borrás, der er lektor i europapolitik på Roskilde Universitetscenter og leder af en forskergruppe om international politisk økonomi.
»EU-industrien skal ruste sig bedre, og det bliver også allerede gjort. Der sker en kæmpe delokalisering internt i Europa, hvor for eksempel italienske skofabrikanter flytter hele produktionen til Rumænien, så det undrer mig faktisk, at de brokker sig. Men der er en tendens til, at de, der græder højest, sætter dagsordenen. Fordi de er bedre til at presse Kommissionen,« siger Susana Borrás, som dog understreger, at bare fordi Danmark har en rimelig højtudviklet industri og derfor ikke lider så meget under globaliseringen, gælder det jo ikke overalt.
»Vi må ikke glemme, at der er 25 lande i EU nu, og der er nogle, der er meget mere sårbare end Danmark er. Det er de steder, hvor der er mange ufaglærte arbejdere, som lider mest. Der er de sociale omkostninger af globaliseringen klare og tydeligt, så det er naturligt, at det er der, der er mest bekymring,« siger hun.
Annonce:
Annonce: