Tip     Print     RSS     Del    

Kronik: Thorning-Schmidts utroværdige rådgivere

Af Bent Jensen, professor, dr. phil., Frørup

Offentliggjort 02.11.07  kl. 03:00 

Socialdemokratiets leder Helle Thorning-Schmidt fremsatte for nylig i Jyllands-Posten nogle bemærkelsesværdige udtalelser om sit partis politik i den såkaldte fodnoteperiode i 1980'erne. Hun sagde bl.a.:

»Jeg synes, at der har været et hårdt billede af, at vi svigtede i fodnoteperioden. Det var en meget svær tid. Vi skulle tage bestik af, at der var oprustning i Europa, som mange vendte sig imod, og som vi selv gjorde. Samtidig havde vi en stærk kommunistisk inspireret fredsbevægelse herhjemme, og vi har altid haft til opgave at holde kommunisterne uden for indflydelse. Og det passer heller ikke, at det var noget vi fandt på, da vi kom i opposition. Kjeld Olesen havde markeret vores position i NATO.«


Fodnoterne var udtryk for, at »vi havde en selvstændig holdning på europæisk plan, og ... de undersøgelser, der er kommet siden hen, har konkluderet, at det ikke havde nogen negativ indflydelse på amerikanernes ageren over for russerne og heller ikke for afslutningen på Den Kolde Krig.«



»Man er nødt til at forstå den situation, som de politiske aktører stod i. ... Vi havde en diskussion om, hvordan vi kunne holde kommunisterne ude, hvor meget oprustning der skulle være i Europa, og hvordan Den Kolde Krig bedst kunne afsluttes. Det var en meget vanskelig balancegang.«



Helle Thorning-Schmidt siger hele tiden "vi", men hun var 13 år, da NATO's dobbeltbeslutning blev vedtaget i december 1979, knap 16 år da Socialdemokratiet kom i opposition i september 1982; og 16 et halvt år, da Socialdemokratiet sammen med SF og RV fik anbragt den første fodnote. Hun har med andre ord ikke selv noget personligt kendskab til eller ansvar for, hvad der foregik i Socialdemokratiet i disse år. Det, hun nu siger om sit partis overvejelser, taktik og strategi i årene 1979-1989, er altså noget, andre har fortalt hende. Det ville derfor være interessant at vide, hvem disse andre er.



Som alle andre versioner af historiske forløb skal også Thorning-Schmidts bedømmes på virkeligheden, dvs. de kilder, der kan belyse denne periodes socialdemokratiske politik. Lad os se på hendes udsagn ét efter ét.



»Der var oprustning i Europa«. Det er rigtigt, men HTS skelner ikke mellem Øst- og Vesteuropa. Både Sovjetunionen og USA er fraværende i hendes udsagn. Siden 1976 - dvs. i afspændingsårene - havde Sovjetunionen udstationeret et stort antal SS20-raketter med atomladninger rettet mod Vesteuropa. Ikke mindst de socialdemokratiske regeringer i Tyskland, Frankrig og England frygtede, at det forstærkede sovjetiske pres ville "afkoble" Vesteuropa fra USA og bad derfor USA om at styrke forsvarsgarantien over for dets europæiske allierede ved at udstationere nogle mellemdistanceraketter som modvægt til de sovjetiske. Resultatet blev NATOs énstemmige dobbeltbeslutning i december 1979. Der skulle ikke udstationeres en eneste raket i Danmark.



»Kjeld Olesen havde markeret vores position i NATO.« KO var udenrigsminister 1979-1982 og udtalte sig stærkt imod den sovjetiske oprustning og fredsbevægelsen. Sammen med sine 14 kolleger i NATO havde han været med til at forberede NATOs dobbeltbeslutning. Da den længe forberedte beslutning skulle vedtages i december 1979, forsøgte KO - uden at have drøftet sagen med andre partier i Folketinget og uden at have orienteret Udenrigspolitisk Nævn - i sidste minut at få alle de andre NATO-ministre til at udsætte beslutningen. Hans forslag blev opfattet som useriøst og derfor afvist. KO underskrev derpå uden forbehold dobbeltbeslutningen sammen med alle de øvrige NATO-ministre.



»Vi havde en selvstændig holdning på europæisk plan«. Sådan kan man godt udtrykke det, men den selvstændige holdning var stik i strid med det solidariske princip, der nødvendigvis måtte være gældende i en kollektiv forsvarsorganisation som NATO. Socialdemokratiets holdning i disse år brød også med selve grundlaget for NATOs strategi og med de forstærkningsaftaler, som den socialdemokratiske regering havde indgået med Danmarks allierede.



»Vi havde en diskussion om, hvordan vi kunne holde kommunisterne ude, hvor meget oprustning der skulle være i Europa, og hvordan Den Kolde Krig bedst kunne afsluttes.«

Der var ingen diskussion i Socialdemokratiet om, hvordan Den Kolde Krig kunne afsluttes, for ingen havde på dette tidspunkt nogen som helst idé om, at Den Kolde Krig kunne afsluttes. Det var først, da en ny ledelse i Kreml indså, at Sovjetunionen ikke kunne vinde Den Kolde Krig, at der blev grundlag for en afslutning af denne krig. Det er igen bemærkelsesværdigt, at HTS ikke skelner mellem Øst og Vest, selv om Danmark var medlem af den vestlige forsvarsalliance. Hendes udsagn om, at kommunisterne blev anset for et problem, og at de skulle holdes ude for indflydelse, er interessant.



»Vi havde en stærk kommunistisk inspireret fredsbevægelse herhjemme, og vi har altid haft til opgave at holde kommunisterne uden for indflydelse.« Her bliver det for alvor interessant. Det er første gang, at en ledende socialdemokrat udtaler, at baggrunden for partiets sikkerhedspolitiske skred var et ønske om at bekæmpe kommunisterne. Men er det troværdigt? Det er rigtigt, at der var en stærk kommunistisk inspireret fredsbevægelse i Danmark i disse år. Det er imidlertid en kendsgerning, at det var borgerlige politikere og analytikere samt socialdemokratiske "kustoder" (Ritt Bjerregaards skældsord for NATO-loyale partifæller), der dengang fremførte dette synspunkt. Ledende socialdemokrater understregede tværtimod, at fredsbevægelsen var autonom, og at der ikke måtte "hetzes" mod fredsbevægelsen.



Det er rigtigt, at Socialdemokratiet sammen med andre demokratiske partier altid havde forsøgt at holde kommunisterne uden for indflydelse under Den Kolde Krig. Man havde gjort det ved at udgrænse kommunisterne og afvise enhver form for samarbejde med dem - kort sagt ved at give DKP en kold skulder. Men nu gik ledende socialdemokrater pludselig arm i arm med ledende kommunister i fælles fredsdemonstrationer. Og den socialdemokratiske politik støttede i disse år aktivt Kremls "fredspolitik". Socialdemokratiet holdt altså ikke kommunisterne uden for indflydelse, men tog dem ind i varmen. Og til DKPs tilfredshed indskrev Socialdemokratiet sovjetiske krav i de dagsordener, som Folketingets alternative sikkerhedspolitiske flertal vedog.



»De undersøgelser, der er kommet siden hen, har konkluderet, at det ikke havde nogen negativ indflydelse på amerikanernes ageren over for russerne og heller ikke for afslutningen på Den Kolde Krig.« Der er tale om én undersøgelse, nemlig DIIS-udredningen fra 2005. Men udredningen er faktisk blevet stærkt kritiseret af bl.a. professor Nikolaj Petersen og direktøren for Udenrigspolitisk Selskab, Claus Karsten Pedersen, for netop dens opfattelse af konsekvenserne af de fodnoter, som Socialdemokratiet var den drivende kraft bag. På den anden side kan man godt sige, at Socialdemokratiets udskriden i disse år ikke fik nogen negativ eller positiv indflydelse på hverken USA's eller NATOs "ageren over for russerne". Man ignorerede simpelthen Socialdemokratiet og anså det for useriøst. Dets fodnoter havde (naturligvis) heller ingen som helst indflydelse på afslutningen af Den Kolde Krig. Der var så store problemer i Sovjetunionen og de andre socialistiske stater, at de hverken gjorde fra eller til i den store politik. Det var heldigt for alle, også for socialdemokraterne. For hvis Socialdemokratiets politik havde haft indflydelse, ville den have forlænget Den Kolde Krig.



Ledende socialdemokrater talte i disse år om det farlige USA og det fredelige Sovjet. Reagan blev kaldt en kræftbyld og en gal hund. Ritt Bjerregaard havde for længst afskrevet kapitalismen, hvis undergang angiveligt var nær. Hun påstod, at NATO-generaler ville "smide" atombomber over Europa. Ole Espersen angreb systemkritikeren Andrej Sakharov. Claus Larsen-Jensen fra SiD angreb NATO's "selvmordspolitik". De baltiske lande fik at vide, at de skulle holde sig i ro. Socialdemokratiet deltog i fredsmøder med repræsentanter for det herskende parti i STASI-staten DDR. Så sent som i november 1989 roste Lasse Budtz sig af sit partis tætte forbindelser til de herskende kommunistpartier i Østeuropa, mens "højreorienterede anti-kommunister" blev fordømt. Få dage før Berlin-muren blev væltet af den østtyske befolkning, var Ritt Bjerregaard på sit partis vegne ikke i stand til at tage stilling til, om man skulle opgive samarbejdet med politistaterne. Det var endnu for tidligt at afgøre "Danmarks interesse" i den udvikling, der fandt sted, mente hun.



Det er dårlige rådgivere, Helle Thorning-Schmidt har haft. Hun får også store problemer med at få sin ny version af partihistorien til at rime med andre socialdemokraters opfattelse. Tidligere finansminister Knud Heinesen var imod den nye kurs, men ønskede ikke at gå ud i et åbent oprør med partiledelsen. Partiets nuværende politiske ordfører Henrik Sass Larsen sagde i 2004 til Jyllands-Posten: »Det forekommer mærkeligt, at et parti [dvs. Socialdemokratiet], der har været regeringsbærende og for NATO, sidder med modparten [i Moskva] og drøfter vitale danske sikkerhedsinteresser uden om den danske regering [... ] Jeg skammer mig især over vores kritik af USA. 90 pct. af fredsbevægelsens kritik var rettet mod USA, Europa og de 572 raketter. Det var de helt forkerte standpunkter. Vores største vrangforestilling var, at der under Den Kolde Krig var tale om to ligeværdige supermagter.« Han kaldte sit partis behandling af "kustoden" Robert Pedersen for skammelig.

Socialdemokratiets partisekretær Henrik Dam Kristensen sagde ved samme tid: »Vi var for destruktive på en række punkter i 1980'erne.

Jeg har en klar fornemmelse af, at Socialdemokratiet brugte udenrigspolitikken i et indenrigspolitisk spil, og det er farligt og må ikke gentage sig.« Metals formand Georg Poulsen sagde: »Vi var i Metal meget kede af fodnoteperioden og tog skarpt afstand løbende. Anker Jørgensen selv havde ingen evne til at gennemskue tingene, og Kjeld Olesen var nok manden, der via internationale kontakter trak den ideologiske linje op. Men den egentlige policy maker på de indre linjer var Ritt Bjerregaard.«



Det egentligt interessante ved Helle Thorning-Schmidts nye version af Socialdemokratiets politik dengang er som sagt: Hvem er hendes kilder?

Hun burde for sin egen og sit partis skyld finde nogle mere troværdige.