Tip     Print     RSS     Del    

Kronik: Gode fortællinger og anstændige livsvilkår

Af Jens Peter Madsen, historiefortæller og seminarielektor, Davinde, Odense

Offentliggjort 15.12.07  kl. 03:00 

Den aktuelle velfærdsdebat er blevet til et spørgsmål om økonomiske beregninger, materielle krav og normer, hvor det ene politiske parti overbyder det andet.

Debatten om velfærd handler om meget mere end det. Det handler om det virkelige liv, som mennesker lever og ønsker at leve, om værdier, sammenhænge og kvalitet. Det er den slags viden om livet, som kun kommer frem, hvis vi tager os tid til at lytte til det, som vore medmennesker fortæller os. Det, som børnene fortæller om deres liv, det, som familierne fortæller om deres dagligdag, og det, som de gamle fortæller om deres ønsker og behov - kort sagt lad os lytte noget mere til livets fortællinger.

Min bedstemor kendte alle mennesker og alle familier der på egnen. Hendes vægge var fyldt med billeder af folk. En del af dem kendte jeg godt, men der var også gamle billeder af folk, der stod ret og havde hat på. Det var dem, der var gået bort, sagde hun. Men hun vidste, hvad de hed, hvor gamle de var blevet, og hvor de havde boet. Der var også mange fætre og kusiner. Både hendes egne fætre og kusiner, min mors og mine egne. Og når vi fik hørt om dem alle sammen; ja så var vi næsten i familie med hele landsbyen og den nærmeste omegn, og hun vidste besked med det hele.

Jeg kunne godt lide, når hun fortalte om den gang, hun selv var barn. Og jeg nød specielt, når hun fortalte om de store voksne mænd, som jeg kendte. Hun havde kendt dem dengang, hvor de var små drenge som jeg. Hun kunne fortælle om de ulykker, som de havde lavet, og om hvor små og søde de også havde været dengang. Det var svært at forestille sig, at store og stærke voksne mænd en gang havde været små og svage lige som jeg.

Når jeg lyttede til min bedstemor, fik jeg en oplevelse af sammenhæng og betydning. Verden blev kendt for mig og rummede ikke blot min historie, men hele slægtens og lokalsamfundets historie.

Sådan var det for mange danskere, da jeg var barn for 50 år siden. For 100 år siden, var det næsten hele befolkningen, der levede i små lokalsamfund, som var bundet sammen af slægtskab og fortællinger.

I dag er det kun en ubetydelig minoritet af danskere, der lever sådan, og selv i landdistrikterne lever de fleste i dag næsten som bymennesker.

Og hvad betyder så denne store forandring for det moderne menneskes liv og livsvilkår?

Den gang jeg selv forlod min og min bedstemors hjemegn i slutningen af 1960'erne, oplevede jeg det som en stor befrielse. For fortællingen rummede ikke blot sammenhæng og betydning, men også bånd og byrder. Det var det rygte, som netop min familie og min slægt havde, som også rummede historier om børnerigdom og fattige kår, gammelt nid og nag, uvaner og meget andet som kunne klæbe til de kommende generationer gennem fortidens overlevering.

Jeg slap for sladderen, da jeg drog ind til storbyen, og jeg følte det som en stor befrielse. I storbyen kunne jeg selv vælge min omgangkreds og lade den nærmeste nabo være næsten ukendt. Jeg kunne leve som et frit menneske, der selv valgte, hvordan jeg levede, hvor jeg arbejdede, hvilken stil og mode jeg fulgte, og hvilke sammenhænge jeg ønskede at indgå i.

Det føltes rigtigt godt, og jeg har som sådan ikke fortrudt det, selv om jeg nu, måske lidt nostalgisk i sindet, har valgt at leve i en af de urbaniserede landsbyer tæt ved en større by. Men når jeg ser sådan mere overordnet på mit eget liv, og på det moderne samfund jeg lever i, får jeg også øje på store omkostninger, som denne frihed har givet for det moderne menneske.

Det går helt fint, så længe vi er sunde og raske og kan overkomme at tage vare på os selv og vore nærmeste. Men når alderdom, svækkelse, enkestand og ulykker rammer det frie moderne menneske, så kniber det straks mere. Specielt for dem, der ikke har eller har mistet adgangen til den sammenhæng og betydning, som man kan få gennem den nære familie, arbejdslivet eller gennem andre sociale, kulturelle og religiøse sammenhænge, kan det blive virkeligt svært og tungt.

Den smerte, det er at have sin gamle mor siddende i en ældrebolig over 100 km væk overladt til andres pleje og omsorg, er til at bære, når jeg ser på, hvor godt hun har det i sammenligning med andre gamle, som jeg har hørt om. Men for min bedstemors datter (min mor), som var i familie med hele landsbyen, og som måtte flytte langt væk i en ny storkommune for at få adgang til en beskyttet ældrebolig, er det en smerte, som er svær at undskylde eller tænke bort.

Hun har en bolig, som hun er glad for. Hun havde en meget gammel hund, som netop er afgået ved døden, og som ikke må erstattes af en ny hund, da hunde ellers ikke er tilladt i disse ældreboliger. Hun har sygeplejersker og hjemmehjælpere, der kommer forbi flere gange hver dag, og hun bliver tre gange om ugen kørt i bus til samvær og aktivitet i et nærliggende ældrecenter.

Det er alt sammen nogenlunde, og som det nu lader sig gøre, men det er bestemt ikke svært at få øje på behov, der ikke opfyldes ordentligt og på forhold, der kunne forbedres. De fleste nuværende skatteydere, som drømmer om skattelettelser, ville næppe personligt affinde sig med de livsvilkår, som vi for tiden byder vore ældre medborgere.

Men uanset, hvor godt samfundet løfter sine velfærds - og omsorgsopgaver, så er der mange behov, som intet offentligt system kan løse. Det gælder i særlig grad de behov for mening og sammenhæng i livet, som mange mennesker har mistet i det moderne velfærdssamfund.

Den rigdom på mening og sammenhæng, som min egen bedstemor repræsenterede for 50 år siden, kan ikke erstattes af noget velfærdssystem. Det, at hun kunne fortælle og hele tiden fortalte sig ind i sin familie, sin slægt og sit lokalsamfunds liv, gav hendes liv en særlig mening og betydning. Hun tog sig tid til at dele denne mening og denne betydning med børnene, der kom i hendes hus og kiggede på hendes mange billeder og de ting, som hun gemte på sine hylder. Når hun fortalte, havde hun altid et sytøj i hænderne, for man skulle ikke øde tiden væk, sagde hun. Og alt imens hun strikkede, hæklede og broderede, fortalte hun os ind i det liv, som var hendes og blev vores.

Hendes tid, og det som hendes fortællinger repræsenterede, vender ikke tilbage, men fortællingerne lever og popper igen og igen op i den hastigt voksende interesse for den mundtlige fortælling. Der er meget nostalgi i den nutidige strøm af mundtlig fortællekunst, men der er i min forståelse også et grundlæggende menneskeligt behov, som uimodståeligt trænger sig på i det moderne samfund.

For mennesket er i sit udgangspunkt et fortællende væsen, som selv fortæller og bliver fortalt ind i verden af sine nærmeste, mor, far og søskende. Senere er det også pædagoger, lærere og andre voksne i dets omgangskreds, som fortsætter og udvikler fortællingen.

Mange af disse fortællinger var før i tiden givne, de lå lige som i livet og omgivelserne omkring barnet, og det brugte man mange steder ikke så mange ord på. Min bedstemor var nok ikke den store fortæller, men hun havde sine billeder, og vi kendte alle de steder og de mennesker, som hun fortalte om. Og vi nød det i fulde drag. Og hun nød at høre os fortælle om det liv, som vi levede, og de tanker vi gjorde os om det.

Der er stadig mange fortællende bedstemødre og voksne mennesker rundt omkring, men det, som der skal fortælles om, er ikke længere lige omkring os. Og dem, der skal høre fortællingerne, lever i en helt anden verden af oplevelser, fantasier og tanker, end den som bedstemødre og voksne lever i. Det betyder, at mennesker i det moderne samfund har brug for meget mere udviklede fortællefærdigheder for at kunne synliggøre sig selv i fortællinger og for at blive hørt.

Konkurrencen fra alle de mange nye medier er også hård. De lægger ikke blot beslag på tiden, men tilbyder også et massivt bombardement af sanserne og følelserne, i ord, billeder, lyde og interaktive udfordringer.

Men på trods af det har den mundtlige fortælling stadig fordele, som ingen andre fortællende medier råder over, nemlig, at vi kan være sammen, sidde over for hinanden eller holde hinanden i hånden, imens vi fortæller. Og det forunderlige er, at når vi først kommer i gang med at fortælle, så bliver vi bedre til at fortælle, og de historier vi fortæller bliver mere levende og interessante. Og det menneske, der fortæller godt, får mange tilhørere.

Den gode fortæller har brug for gode lyttere, men imens hun fortæller for andre, fortæller hun også for sig selv og finder måske også mere mening og sammenhæng i sit eget liv.

De fleste kender dette forhold fra mange situationer, hvor livet forekommer uoverskueligt og tungt, og hvor vi finder et andet menneske, der tager sig tid til at lytte til os. Alt imens vi får fortalt, hvad det er, der trykker os, oplever vi også lettelse, og tit finder vi også veje, vi kan gå for at løse op for det uoverskuelige og tunge.

Mennesker, der oplever mening og sammenhæng, ser også flere muligheder for at tage vare på sit eget liv og på andre.

Og det er vel det, som velfærd i bund og grund handler om.