Tip     Print     RSS     Del    

Kronik: Læreren er fortrængt

Asger Baunsbak-Jensen, tidligere undervisningsdirektør og sognepræst, Farum

Offentliggjort 04.01.08 kl. 03:00

Der mangler sammenhængskraft i skoleverdenen. Der ses nu meget få medarbejdere i Undervisningsministeriet, som har skoleerfaring eller pædagogisk indsigt. Til gengæld står der cand. polit., cand. oecon. eller cand. jur. på deres visitkort.

Der findes enkelte faglige konsulenter, men de er ikke placeret centralt i magtpyramiden, og det bevirker, at undervisningsministeren er kommet på længere afstand af skolen, og skolerne har ikke let ved at få besvaret spørgsmål i deres eget ministerium.

Kommer de endelig i kontakt med hinanden, taler de forbi hinanden, for embedsmændene ved for lidt om love og regler og deres virkning i praksis i skolerne.

Denne udvikling har været i gang i nogle år, men nu må kritikken forstærkes.

Ustandselig kommer der nye krav om individuelle elevplaner, kvalitetsrapporter, nationale tests, obligatoriske afgangsprøver og karakterreform. På samme tid oplever skolens folk, at det kniber med fagligheden og pædagogisk indsigt hos landets højeste skoleembedsmænd.

Er det galt i folkeskolen, må skolerne ty til Kommunernes Landsforening eller Danmarks Lærerforening, når de skal have svar på, hvordan bekendtgørelser, cirkulærer og regler fra ministeriet skal tolkes og administreres.

For gymnasiernes vedkommende er fagkonsulentantallet ligeledes skrumpet ind, og rektorforsamlingens sekretariat må så udføre de opgaver, ministeriet ikke magter.

Hvor en fagkonsulent tidligere nåede 60-80 skolebesøg på et år, ses fagkonsulenter ikke længere, og det betyder faglig svækkelse, ikke mindst, når revolutionerende lovændringer finder sted for gymnasiet.

På seminarierne lyder klagesangen så stærkt, at formanden for lærerseminariernes bestyrelsesforeninger, Søren Christian Jensen, siger til bladet Folkeskolen: »Ministeriet har afmonteret sin indsigt i læreruddannelsen. Der er ingen tilbage, der har konkret indsigt i uddannelserne.« Ministeriet er nødt til at spørge seminarierektorer og seminarielærernes organisationer til råds, fordi der ikke er erfarne pædagoger, der kan klare opgaverne inden for ministeriets mure.

Klagen lyder konkret på, at disse forhold kan være årsagen til, at man i den nye lov er på vej til at skævvride uddannelserne med linjefag, der slet ikke dækker skolernes linjefagsbehov.

På hele det erhvervsfaglige område erkender afdelingschefen, Søren Hansen, i en udtalelse til Folkeskolen, at »det er rigtigt, at man ikke på samme måde som tidligere kan bruge ministeriet som sparringspartner. Jeg har ikke forstand på hverdage ude på skolerne.«

Jeg anser denne udvikling for meget farlig og synes at kunne se konsekvensen af den i mange sammenhænge.

Hvornår er Undervisningsministeriet afskaffet som serviceorgan for befolkningen, for skolerne og deres ledere og for alle kommunerne?

Det er en udvikling, som er sket over ti år. Da man afskaffede de undervisningsdirektorater, som havde fungeret siden 1960'erne, og dannet de nye styrelser, så det ud, som om man havde koncernmodellen som forbillede. Den egner sig til produktionsselskaber men holder ikke til indretning af et undervisningsministerium.

Nu skiltes indhold fra regler og økonomi, og man fik en uddannelsesstyrelse og en institutionsstyrelse og et smalt koordinerende departement.

Folk med skoleerfaring blev afskediget eller marginaliseret, og i dag er der kun siger og skriver én skolemand, direktør Jarl Damgaard, i gymnasieafdelingen i topledelsen. De øvrige er cand. scient. pol., cand. polit., eller cand. jur. Den nære forbindelse mellem ministeriet og skolen er brudt.

Hvad betyder alt dette i praksis?

Når der er referat hos ministeren, stedet, hvor embedsmænd møder ministeren og diskuterer skoleadministration og skolepolitik, og hvor lovforslag gennemgås, ligesom bekendtgørelser og cirkulærer forelægges, sker det nu, uden at der er folk til stede, der har hentet deres kvalifikationer som undervisere, skoleledere eller rektorer. De kender ikke skolens hverdag.

De mange spørgsmål, som kommer fra Folketinget under lovforberedelse, og som ministeren har ansvar for at besvare, bliver til uden at være udsat for de reaktioner, der kommer fra den praktiske skolemand.

Det holder ikke. Skolen lider under det, og lærerne betaler prisen.

Dertil kommer forholdet til kommunerne. De er nu meget store og må undvære den rådgivning om indholdet, som er en forudsætning for, at skolen fungerer optimalt. De afleverer kvalitetsrapporter hvert år i oktober; men hvem i ministeriet er i stand til at bearbejde dem?

De faglige foreninger sidder tilbage med en følelse af ikke længere at kunne trænge igennem til deres fagministerium. Hvad betød det ikke engang, at ledende embedsmænd var til stede på årsmøderne i skoleorganisationerne, ikke alene i folkeskolen, gymnasiet og erhvervsskolerne, men også når Efterskolernes Forening og friskolernes samledes? Her kunne embedsmændene, hvis ministeren var fraværende, gå ind og besvare spørgsmål og belyse de problemstillinger, der blev lagt frem.

Jeg mener, det er påkrævet med en helt ny personalepolitik i Undervisningsministeriet. Der er brug for en modernisering og for de skolefolk, som savnes i dag. De skal kunne forholde sig til skolens hverdag og professionens selvforståelse. De skal kende det sprog, der tales i skolen, og også være kommunernes sparringspartnere.

Man kan få det indtryk, at mange af skolens problemer i en fantastisk nybrudstid henter årsag i det forhold, at skolelederne og lærerne unddrages den inspiration, der ligger i besøg af Undervisningsministeriets fagkonsulenter og de samtaler, der føres.

Og ministeriet er uden de tilbagemeldinger fra folk, der har været ude i marken og kan berette om hverdagene, om fagenes stilling og om lærernes kvalifikationer og problemer.

Det er tovejskontakten og dialogen, der tørrer ud.

Der er ingen tegn på ændring i denne politik. Landets øverste chef for grundskolen skal nu ikke længere være skolemand. Det hedder, at han skal have politisk tæft og handlekraft med evne til at skabe sammenhæng mellem de politiske mål og afdelingens opgaveløsning og evne til at sætte fokus på resultater og effekt. Sådan hed det i ministeriets annoncering i august 2007 for en ny grundskolechef.

Der er ingen krav om skolefaglig viden eller erfaring med skolearbejde; tvært imod var seminarieuddannede folk udelukket fra at søge. Han eller hun skulle nemlig have relevant akademisk uddannelse og »der vil kunne ske rotation til andre områder i ministeriet.«

Det er den chef, som står for folkeskolens afgangsprøver og nationale tests. Det er ham, ministeren har ved sin højre hånd ved ministerreferater, når folkeskolens og private grundskolers sager behandles.

Men det skal være en generalist. Det er blevet et mantra ved sådanne ansættelser.

Manden, der fik jobbet, er cand.scient.pol. Peter Grønnegaard. Han var før kontorchef i ministeriets koncernafdeling (bemærk markedssproget). Tidligere var han kontorchef for Det Kongelige Teaters budget- og planlægningskontor.

Stillingen som chef for skolestyrelsen blev besat med juristen Morten Isenbecker, der kom fra Integrationsministeriet.

»Man skal til at rekruttere mere pædagogisk personale,« udtaler departementschef Niels Preisler, »men mange bliver overrasket over, hvor lav lønnen er, og trækker sig.«

Ja, det siger sig selv, at hvis den læreruddannede er udelukket fra en karriere på linie med kontorchefen, så det aldrig kan tænkes, at en skolemand kan avancere i ministeriet og blive topchef, bremser det for dygtige folks lyst til at gå denne vej.

Til sidst: Hvordan mon det forholder sig i de nye kommuner? Hvor mange steder har man fravalgt en skolemand i direktionen?

Kan det tænkes, at kommunerne følger i Undervisningsministeriets spor, så det ikke længere kan forventes, at der er en skoledirektør med skoleerfaring? Hvilken afsmittende virkning kan det få på tilsynet med de enkelte folkeskoler og for skolelederens dialog med kommunen, der, hvor andet end struktur og økonomi er af største vigtighed?

Undervisningsminister Bertel Haarder siger til Folkeskolen: »Jeg er imod djøf'icering.« Hvilken konsekvens vil det have for fremtidens personalepolitik i hans ministerium?