Tip     Print     RSS     Del    

Kronik: Nye udfordringer med klimaændringer

Af Ole Humlum

Offentliggjort 26.02.08  kl. 03:00 

Det er kun de sidste 150 år vi har så mange meteorologiske målinger, at man kan forsøge at beregne en slags global middeltemperatur. Med alle forbehold beregnes den til ca. 150 C. Små ændringer i dette gennemsnitstal er i dag grundlaget for mange vigtige politiske beslutninger, og omfattes ofte med stærke følelser.

Det illustreredes tydeligt 21/1 da Lars From her i JP helt korrekt citerede mig for at påpege, at den globale temperatur ikke var steget de sidste 10 år. Almindeligvis ville en simpel observation af denne art ikke nedkalde mange og stærke reaktioner, bl.a. fordi talgrundlaget er let tilgængelig for alle.

Men sådan skulle det ikke være. Opstandelse fulgte, med indvendinger om at dette var upassende at påpege. Indvendingerne er imidlertid interessante og giver mig anledning til et par refleksioner.

Indvendingerne falder i to grupper:

?10 år er en for kort periode, og

?disse ti år er uegnede, da der er specielle forhold i denne periode. Jeg beklager på forhånd, hvis jeg har overset andre vigtige synspunkter.

Lad os starte med indvending et: 10 år er for kort en periode at analysere.

Længden af det relevante tidsrum afhænger naturligvis af formålet med analysen. Vil man belyse klimaændringer over lang tid, må man have lange tidsserier til rådighed. Men her er formålet at alene at undersøge hvorfor der er så mange temperaturrekorder siden 1998, som påpeget i IPCC's 2007-rapport. IPCC (FN's klimapanel) understreger gentagne gange at de 5 varmeste år optræder fra og med 1998, nemlig årene 1998, 2002, 2003, 2004 og 2005.

Denne koncentration af temperaturrekorder kan naturligvis kun skyldes et af to forhold: Enten stiger den globale temperatur markant, eller også passerer vi netop nu et toppunkt. Uheldigvis gennemfører IPCC ikke denne analyse, så derfor må vi selv se nærmere på perioden fra og med 1998.

Studerer man de målte temperaturer, så tyder de vel mere på passage af en temperaturtop end på vedvarende stigning, men det må enhver jo afgøre med sig selv? Ingen ved om vi står over for et kommende temperaturfald eller om temperaturen igen vil stige. Det vil tiden vise.

Efter afslutningen af den såkaldte lille istid (1300-1900) steg den globale temperatur frem til omkring 1940. Derefter faldt den til omkring 1978, hvor en ny stigning satte ind. I juni 1988 (efter knap 10 års temperaturstigning) hævdede NASA-forskeren James Hansen i en amerikansk senatskomité at temperaturstigningen skyldes menneskets forbrug af fossile brændstoffer. Hermed kom CO -2 for alvor på banen. Daværende premierminister Margaret Thatcher støttede synspunktet ved en tale i The Royal Society i London september 1988, og allerede i november 1988 oprettes IPCC. I 1992 tiltræder flertallet af verdens regeringer synspunktet om CO -2 's store klimaeffekt gennem Rio-deklarationen. Så i dette tilfælde var knap 10 års global temperaturstigning en tilstrækkelig lang periode til at fatte store internationale beslutninger.

Temperaturstigningen fortsatte frem til kort inden årtusindskiftet, hvorefter der ikke har været store ændringer. Hvis de 20 års global temperaturstigning efter 1978 er betydningsfuld og usædvanlig, har en ændret udvikling i de efterfølgende 10 år naturligvis også interesse.

Indvending 2 hævder at temperaturudviklingen disse 10 år har specielle årsager, eksempelvis El Niño i 1998, og at man derfor ikke kan betragte perioden isoleret.

Det er helt rigtigt. Meningen er netop at pointere, at udviklingen over disse 10 år adskiller sig fra udviklingen de forudgående 20 år, der igen adskiller sig fra udviklingen i de forudgående 40 år, osv. Med andre ord: Klimaet varierer, hvilket det altid har gjort. Desværre undlader IPCC i sit "2007 Summary for Policymakers" at gøre opmærksom på det specielle El Niño år 1998 under sin listning af temperaturrekorder.

Det er vigtigt at understrege, at temperaturudviklingen de sidste 10 år adskiller sig fra den modellerede 0,2-0,3 graders temperaturstigning.

Der er heller ingen tvivl om at denne udvikling kommer bag på mange af de dygtige folk, der arbejder med klimamodeller. Nytår 2007 forudsagde eksempelvis det ansete engelske meteorologiske institut, at 2007 ville blive det allervarmeste år nogensinde. I virkeligheden blev 2007 et relativt køligt år.

Konsekvensen af dette er den enkle, at atmosfærens stigende CO -2 -indhold ikke de sidste 10 år har været dominerende for den globale temperaturudvikling, og derfor muligvis heller ikke har været det de forudgående 20 år. Andre faktorer har været dominerende.

Hvis disse andre faktorer havde været fuldt forstået og godt integreret i klimamodellerne, ville disse havde forudset manglen på temperaturstigning siden årtusindskiftet. De har de ikke, hvorfor man må formode, at en række faktorer ikke er godt nok beskrevet i de eksisterende klimamodeller.

Man kan hævde den alternative forklaring, at det kun er midlertidigt, at andre faktorer har dominans, og at vi efterfølgende vil se en endnu kraftigere temperaturstigning som følge af akkumuleret atmosfærisk CO -2 .

Vi skal bare vente til 2015, 2025 eller måske endnu senere. Dette er en interessant mulighed, men det kan også være, at det går helt anderledes. Det vil tiden vise.

Den alternative forklaring fortjener naturligvis opmærksomhed, men den er ikke videnskabelig interessant. Det hænger sammen med det forhold, at videnskabelige hypoteser testes ved forgæves at finde fejl ved dem. Derfor må hypotesen anvise en eller flere forudsigelser om ukendte forhold, som her og nu kan efterprøves.

Man kan naturligvis ikke sidde passiv i 7, 15 eller 30 år og vente på udfaldet af en prognose om en fjern fremtid. Denne alternative forklaring handler derfor mere om tro end om videnskab.

Dette bringer mig frem til den sandsynligvis overdimensionerede rolle, CO -2 har fået i dagens samfundsdebat. Det uafladelige fokus på klimamodeller, global temperatur og CO -2 betyder, at selve grundlaget for mange regeringers miljø- og energipolitik nu står og falder med, om den globale temperatur går op eller ned de nærmeste år. De sidste 10 års temperaturudvikling er et advarselsflag til politikere. Det er bekymrende, at fremtiden for mange gode politiske intentioner hviler på et så usikkert fundament som forventningen om en fortsat stigende global temperatur.

Det er derfor på høje tid, at politikere træder i karakter og mentalt frigør sig fra det altdominerende fokus på CO -2 og genvinder handlefrihed i klimaspørgsmål. IPCC gør et beundringsværdigt arbejde, men der findes også andre udmærkede kilder for information om klimaspørgsmål end kun IPCC. Politikere bør aktivt søge alsidig information om klima.

Alle er enige om, at klimaet i dag ændres, hvilket det i øvrigt har gjort til alle tider. At mennesket har indflydelse på klimaet, er der heller ingen tvivl om; eksempler herpå ses i det relativt varme byklima, samt i regionale klimaændringer forårsaget af ændringer i arealudnyttelse. Om vi derimod i øjeblikket gennemgribende og på potentiel farlig vis ændrer planetens klima ved udslip af CO -2 er ikke fuldt så sikkert.

Det er et velkendt faktum, at CO -2 absorberer varmeenergi i det infrarøde spektrum. Derfor er der ingen tvivl om at CO -2 teoretisk og isoleret set har opvarmende effekt, men i et komplekst system som jordens atmosfære er det ikke sikkert, at effekten bliver tilsvarende tydelig. Betragtes vor planets geologiske forhistorie, hvor atmosfærens CO -2 -indhold tidvis har været mindst 5-10 gange det nuværende, er der intet, der klart viser, at CO -2 har haft stor effekt på den globale temperatur.

At den globale temperatur omvendt har haft stor effekt på mængden af CO -2 er derimod veldokumenteret. Det er derfor muligt, at vi overvurderer betydningen af CO -2 , og at nutidens klimaændringer hovedsagelig skyldes naturlig variation. Det er umuligt at forudsige fremtidige klimaændringer, før alle forhold er klart forstået.

Forsigtighedsprincippet er et ofte benyttet argument for at iværksætte tiltag mod fremtidige klimaændringer, her og nu. Forsigtighedsprincippet bør imidlertid kun benyttes med stor varsomhed, da historien er rig på eksempler, hvor akkurat dette princip er brugt til at hindre anderledes tænkende i at komme til orde.

Desuden må man huske, at forsigtighedsprincippet er et tveægget sværd. Hvis man med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet gennemfører en række tiltag, uden sikkerhed for at årsager til nutidens klimaændringer er klart forstået, løber man naturligvis en risiko for grundløst at påvirke national og international økonomi negativt.

Fremtiden vil med sikkerhed bringe den ene eller anden form for klimaændring, men det er ikke ensbetydende med katastrofe og ødelæggelse. Kommende klimaændringer vil derimod som alle tidligere klimaændringer betyde nye udfordringer og nye muligheder.

Hvad der i fremtiden vil være vigtig for alle nationer, vil ganske som i fortiden være nationens geografi, kultur, uddannelse, politiske styreform og ikke mindst myndighedernes evne til med rettidig omhu at træffe rationelle beslutninger.

Klimaændringer og deres effekter er et uhyre komplekst tema, hvor historien lærer os, at forenklinger ofte leder til misforståelse og forvirring, og at forståelse forudsætter indsigt, eftertanke og analyse, samt en vedvarende åbenhed for nye forklaringsmuligheder.