Tip     Print     RSS     Del    

Kronik: Musik i Danmark - en kunstart i krise?

Af Niels Lyhne Løkkegaard, komponist og musiker, København

Offentliggjort 05.04.08  kl. 03:00 

I de danske medier og det øvrige offentlige rum møder man næsten kun musikken i den rene underholdningsform. Kan det virkelig være rigtigt, at musikken - en kunstart som kan provokere - efterhånden kun flyder som en lind strøm af sukkervand i et tandløst samfund? spørger kronikøren.

I vores åndelige kostpyramide indtager musikken for mange mennesker efterhånden kun pladsen som en slags sukkervand, man kan mæske sig i og opnå et hurtigt sukkerfix.

Man bliver som lytter nærmest dopet med musik i så let en underholdningssform, at den går ind af det ene øre og ud af det andet uden at sætte sig andre spor end sukkerklister i øregangen.

Man opnår måske en hurtig stimulans, men får ikke en oplevelse, der for alvor sætter tankerne og følelsesapparatet i gang.

Sukkeret har en smag, som de fleste kan lide, men det er også en smag, der efter nogen tid tilsyneladende gør de øvrige smagsløg resistente overfor musik i andre former, i flere nuancer og med dybere smage.

Således har mange mennesker i Danmark en forventning om, at musik er noget, man oplever i hurtige fix. Musikken må ikke være besværlig. Den skal helst åbenbare sig selv, uden at man som lytter skal bruge tid til at fordybe sig i den, og ofte er det bedst, hvis musikken har en småsentimental karakter, så den minder om alle mulige andre sange, man kender i forvejen. Man forventer ligesom med så mange andre ting i vores informationstidsalder, at musikken åbner sig og afgiver informationer af sig selv. Denne måde at tænke på; at man er en forbruger i en konstant informationsstrøm kan imidlertid ikke altid overføres på musikken. Det forholder sig nemlig nogen gange sådan, at man som lytter selv skal finde ud af, hvad musikken vil. Det er her, mange danskere står af, og det er her musikken oplever sin største krise som kunstart.

I disse X Factor-tider bliver man endnu engang mindet om, hvordan danskerne bliver præsenteret for musik i de danske medier. Det er i X Factors tilfælde, som i så mange andre tilfælde, hvor man møder musik i medierne og i det offentlige rum, nemlig i den rene forsødede underholdningsform. Man bliver i X Factor showet godt underholdt ved at se og høre dommerne fælde dom over de mere eller mindre amatøragtige deltagere, og man fatter sympati for deltagerne, når det kunne være naboens søde datter, der giver den hele armen for derefter at få en hård medfart af dommerne.

Man har i DR hentet musikeren Thomas Blachman ind som en slags overdommer, der ikke som de andre to dommere bare vægter, om deltagerne klarer sig godt eller skidt den pågældende aften, men også udtaler sig om, hvorvidt deltagernes præstation peger frem eller tilbage i forhold til en samtidig kunstnerisk kontekst og i det hele taget om, hvorvidt deres optræden måtte indeholde et højere eller lavere indhold af kunstnerisk kvalitet.

Det er netop her, seerne bekræftes i deres opfattelse af, at musik som kunstart så at sige ikke skal kunne andet end bare underholde - jo bedre underholdning des bedre kunst.

Man kan spørge sig selv, om der ikke her er tale om en forarmelse af befolkningens tilgang til musik i forhold til andre kunstarter, og om man overhovedet kan tale om musik som en kunstart, idet den i så høj grad kun udsondres i så let en sukkervandsagtig form, som man oplever det i medierne.

Man kan da forstå, at en privat ejet radio/tv-kanal bliver nødt til at sende den musik med det mest kommercielle tilsnit, højeste underholdningsværdi og tilsyneladende desværre også ofte den laveste fællesnævner for at kunne løbe rundt. Men at en public service kanal som DR i den grad fylder de bedste sendeflader ud med supermainstream underholdning, samtidig med at den skærer de områder væk med lidt smallere musik - det kan man undres over.

Det kan godt være, at et af målene for god public service er at servere let underholdning for folket, men en målsætning burde også være at stimulere, provokere og åbne befolkningens øjne for nye, mere ukendte vidensområder og derigennem højne det generelle videns- og dannelsesniveau inden for diverse felter, der iblandt også det kulturelle.

Kunne man forestille sig, at Statens Museum for Kunst altid kun udstillede værker med absolut ingen abstraktionsgrad, eller måske kun udstillede værker, der var kopier af Monets åkander, lavet på aftenskole af glade amatører? Eller at bibliotekerne kun erhvervede sig triviallitteratur, udgaver af noveller fra Hjemmet, og at digte, der ikke rimede, slet ikke blev indkøbt.

Det er som om, at man herhjemme har vænnet sig til, at musik ikke skal kunne noget. Den skal ikke rykke ved noget, og da slet ikke udfordre lytteren.

Mange mennesker kan næppe forestille sig musik, der ikke er tilsat vokal, for da slet ikke at tale om musik uden rytme? Det er som om, musik kun skal kunne underholde og den (musikken) bliver bedømt ud fra kriterierne om, at man skal kunne synge med på omkvædet, der selvfølgelig kommer efter verset, og at man skal kunne danse til musikken, der i hvert tilfælde ikke varer længere end 3,5 min.

Hvis man ikke ved første gennemlytning nærmest genkender sangen, bortkaster man sangen som værende dårlig.

Dette skal være en opfordring til lyttere, musikere, komponister og medier om at være med til formidle, opdage og skabe musik, der rykker ved noget dybere og er mere end blot et hurtigt underholdningssukkerfix. Mange kan ikke lide smagen af oliven første gang, de smager dem, men pludselig elsker de dem og deres specielle smag, og på samme vis forholder det sig med meget musik.

Netop her går mange galt i byen, idet man i Danmark har en tilbøjelighed til at fordømme og afskrive musik og kunst i det hele taget som værende noget ”lort”, hvis den ikke fra starten viser sig fra den mest banale og genkendelige side.

Hvis et stykke musik eksempelvis ikke lyder som noget, man har hørt før eller måske ligefrem lyder lidt ”mærkeligt”, så afskriver man det lynhurtigt som værende et stykke dårligt musik i stedet for at imødegå musikken med en positiv interesse for at høre, hvad den har at byde på.

Vi er på så mange måder reflekterede og uddannede her i Danmark, men i vores forhold til kunst, er vi så bemærkelsesværdigt enfoldige og forarmede. Dette er imidlertid ikke et karaktertræk, der ser ud til at ændres i en nær fremtid, idet vores regering, som jo repræsenterer et flertal af befolkningen, tilsyneladende ikke synes, at det er vigtigt at stimulere danskernes interesse for det kreative og kunstneriske.

Regeringen har fjernet musik fra skemaet som obligatorisk fag i gymnasierne, og i folkeskolen er antallet af musiktimer ligeledes blevet reduceret. Således kan vi forvente, at en stor del af den næste generation af skolebørn aldrig vil opleve, hvordan musik kan berige ens liv og stimulere fantasien og skabertrangen.

På støtteområdet til kunstnere er der et tiltagende pres fra politisk side om, at politikerne i højere grad vil være med til at beslutte, hvilke kunstnere der skal modtage støtte, og hvem der ikke skal, og for professionelle orkestre er transportstøtten tilsyneladende forsvundet. Et støtteområde, der måske ikke lyder som en vigtig post, men som reelt set er vital og absolut nødvendig for, at man kan komme rundt i Danmark og præsentere smallere musik, hvor man i forvejen kun lønnes med minimumstariffen.

Der føres til stadighed en nærmest merkantil, rindalistisk kulturpolitik, og man er tilsyneladende af den mening, at den musikkultur, der skal være i Danmark, kun er den, som det brede flertal af befolkningen vil betale for, dvs. den musik, de bliver præsenteret for i medierne. En ond, forarmende cirkel hvor kun den allerbredeste mainstream overlever.

Det kan altså ikke være rigtigt, at vi i Danmark kun skal have en slags monomusikkultur, hvor diversiteten er væk, og hvor musikscenen er blevet uhyggelig endimensional, uvedkommende, undeholdningsorienteret og tandløs.

Noget musik er bare ikke skabt ud fra disse underholdningspræmisser, og den musik lukker ikke lytteren ind med det samme. Den (musikken) tager sig derimod tid og åbner sig langsomt for den tålmodige lytter for til sidst at åbenbare sig med alle dens dybder og følelser, man aldrig havde forestillet sig, at musik kunne tilvejebringe.

Man må forstå, at det handler om, at forskellig kunst fungerer på forskellige præmisser og åbenbarer sig på forskellig vis.

Noget kunst er sværere tilgængeligt end andet, men fælles for kunsten er, at man som beskuer, lytter eller hvad ved jeg, er indstillet på at investere noget af sin tid på at dykke ned i de forskellige lag i kunstværket. Man skal ikke forvente, at kunstværket altid åbenbarer sig lynhurtigt og helt af sig selv, nej, ofte forholder det sig direkte modsat.

Du kan ikke lytte til eksempelvis moderne klassisk musik ud fra de samme præmisser, som du lytter til The Voice , ligeså lidt som du kan se på et billede af P. S. Krøyer på samme måde, som du ser på et billede af Jackson Pollock.

Noget kunst skal man bruge mere tid på end andet, før kunstens skønhed åbenbares, og det samme gælder for musikken som kunstart - den kan være meget mere og andet end bare underholdning.

Musikken i det offentlige rum og i medierne fremstår i dag kun som den fine, ufarlige, slebne top af et musikalsk isbjerg, hvor det, der er farligt, og det som stikker dybere i menneskene, ligger hengemt under overfladen.

Kom nu op af klichepølen - træk ud på det dybe vand - dyk ned og se, hvad der gemmer sig under overfladen.