Tip     Print     RSS     Del    

Leder: Med forbehold

Offentliggjort 24.04.08  kl. 19:38 

EGENTLIG BURDE det være rart, at Folketinget nu har ratificeret den EU-traktat, der har været så længe undervejs. Oven i købet rigtigt rart, fordi SF denne gang har stemt ja og dermed efter års vaklen har meldt sig ind i ja-partiernes rækker.

Dermed burde Danmark omsider bryde med årtiers tradition for, at enhver EU-traktat og ethvert EU-spørgsmål gøres til genstand for en lidenskabelig debat for eller imod EU som sådan.

Den nærmest lydløse ratificering på Christiansborg kunne være et tegn på, at EU er blevet et vilkår, som er bredt accepteret i befolkningen.

Men i glæden mærkes et forbehold. Det skyldes først og fremmest en fornemmelse af, at politikerne også denne gang har forsøgt at pakke indholdet ind og sælge det som en anden vare, end det egentlig er.

For ikke så lang tid siden gik traktaten under navnet forfatningstraktaten, og der var ikke tvivl i statsministerens sind om, at den skulle til folkeafstemning. Det fik Holland og Frankrig sat en så effektiv stopper for, at diplomater og politikere siden har udført behændige juridiske krumspring for at luge enhver form for formel suverænitetsafgivelse ud af traktaten. Tilbage står imidlertid, at de punkter, der har påkaldt folkelig debat - eksempelvis den nye ordning med, at Danmark i perioder mister en EU-kommissær - står helt intakte i den nye Lissabon-traktat.

Når dertil lægges, at SF er blevet ja-parti, og at meningsmålinger har vist en overvældende støtte til traktaten, bliver det endnu mere uforståeligt, at statsministeren ikke stod ved sit første løfte om en folkeafstemning.

Omsider var der i Danmark åbnet et vindue for at få mere luft under EU-debatten og at få vendt de sædvanlige nøjeregnende argumenter til en mere positiv og visionær debat om Europa. Det ville i sig selv have været et godt afsæt til afstemninger om forbeholdene.

Med den nuværende tys-tys-strategi risikerer statsministeren, at vælgerne bliver mistroiske og vil trække i nødbremsen, når enten et eller flere forbehold kommer til afstemning senere på året.

I stedet for et positivt afsæt risikerer EU-tilhængerne igen at blive bragt i defensiven over for modstandernes argumenter.

Det er rigtigt ærgerligt både for de 15 år gamle forbehold og for Danmarks mulighed for at få indflydelse i EU. Ingen - og da slet ikke forbeholdendes fædre - havde forestillet sig, hvor vidtrækkende konsekvenser de fire forbehold ville få.

Forbeholdene har kostet indflydelse i EU, og de har kostet utallige arbejdstimer for embedsmænd, som skulle opfinde absurde konstruktioner, der både ville betyde, at forbeholdene blev respekteret, og at Danmark alligevel tilsluttede sig det, som forbeholdene ville have forhindret.

Den tid kunne være brugt langt bedre på noget andet.

Endnu står det uklart, hvor mange forbehold vælgerne skal tage stilling til og under hvilken model. Det mest åbne og vanskelige spørgsmål er euroen.

Kampagnen under folkeafstemningen i 2000 er netop et lysende eksempel på, hvor galt det kan gå, når politikerne betjener sig af andre argumenter end de rent saglige for at sælge varen. Også dengang forsøgte man at tale til danskernes pengepung for at få mønten til at glide ned. Men de dystre forudsigelser om, hvordan især husejere ville få ekstraregninger i form af højere renter og øgede skatter, har ikke holdt stik.

Havde man dengang brugt mere visionære, positive politiske argumenter, ville meget være vundet.

Ikke mindst danskernes tillid til politikerne og det europæiske projekt.

Ved at ratificere traktaten uden debat eller folkeafstemning er EU-debatten desværre slået tilbage til start.