Tip     Print     RSS     Del    

Kronik: Nekrolog over fodnotepolitikken

Af Peter la Cour, forlægger, cand. phil København

Offentliggjort 02.05.06  kl. 03:00 

I dag skal Folketinget drøfte rapporten om Den Kolde Krig fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). SF'erne Villy Søvndal og Ole Sohn har bedt om debatten og vil bruge rapportens konklusioner til at kræve undskyldninger for anklager om svigt og moralsk forræderi under 1980'ernes fodnotepolitik.

Men det er dem selv, der bør sige undskyld. For rapportens konklusioner holder ikke til et nærmere eftersyn, skriver kronikøren.

Som enhver garvet nekrologlæser véd, er det almindeligt accepteret, at nekrologer ikke behøver at være helt objektive. De fremhæver de positive oplysninger om den afdøde og nedtoner eller udelader de mindre heldige ting.

Undtagelsen er naturligvis den gamle historie om manden, der læste sin egen nekrolog i avisen og fandt den for negativ. Da han ringede til avisen for at få korrigeret nogle af oplysningerne, blev han mødt med spørgsmålet: "Hvor ringer De fra?"

1980'ernes "alternative sikkerhedspolitiske flertal" og den såkaldte fodnotepolitik er for længst er afgået ved en alt for sen død. Det beklager nok de færreste. Og det var i hvert fald ikke den nuværende regerings mening, at den store koldkrigsrapport, som Folketinget skal drøfte på tirsdag, og som er udarbejdet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), skulle tage sig ud som en skånsom nekrolog over et betænkeligt eksperiment med Danmarks sikkerhed. Men det er lige præcis det, den gør.

I den debat, der har været om DIIS-rapporten, siden den blev offentliggjort for snart et år siden, har DIIS været højst utilbøjelig til at gå i dialog med sine mange kritikere, og vi har således ikke fået noget fornuftigt svar på, hvordan i alverden DIIS kunne nå frem til, at den "alternative" sikkerhedspolitik i årene 1982-88 ikke udgjorde nogen nævneværdig trussel mod NATO-sammenholdet og Danmarks sikkerhed.

Selve rapportens vej til denne ejendommelige konklusion er direkte pinlig. Den lyder som et ekko af SF's og nogle socialdemokraters version af forløbet. Men i bedste nekrologstil er oplysninger og kilder, der for alvor anfægter rapportens skønmaleri af fodnotepolitikken, simpelt hen udeladt.

Omtalen af vore NATO-allieredes holdning til Danmarks "alternative" sikkerhedspolitik er således tæt på at være ren manipulation. Man forsøger på flere måder at tegne et billede af, at det ikke var noget, der i nævneværdig grad bekymrede vore allierede.

F.eks. nævner rapporten slet ikke, at NATO's daværende generalsekretær, den højt ansete Lord Carrington, besøgte Danmark i 1985 og advarede Folketingets Udenrigsudvalg mod den "alternative" sikkerhedspolitik. I bogen "Det historiske svigt", skrevet af den tidligere medarbejder i Udenrigsministeriet, Nils Jæger, kan man bl.a. læse følgende om hans advarsel:

»Lord Carrington (...) understregede, at NATO hvilede på medlemslandenes gensidige solidaritet, hvilket indebar, at de enkelte lande ikke kunne afvige fra de centrale dele af forsvarsalliancens politik. Hvis medlemmer af NATO besluttede, at de kunne udvælge bestemte dele af alliancens politik og udelade andre, ville dette efter Carringtons opfattelse alvorligt svække alliancen.« En elementær men nødvendig konstatering over for et dansk folketingsflertal, der gjorde nøjagtig dette, fastslår Nils Jæger.

Men det er endnu værre! Rapporten bruger et interview med en amerikansk diplomat ved navn Peter Swieres, som i 1980'erne arbejdede på USA's ambassade i Danmark, som belæg for at konkludere, at vore allierede tog det helt roligt. Men Swiers har gjort opmærksom på, at han er blevet fejlfortolket i rapporten, bl.a. fordi rapportens forfattere "valgte ikke at tage hensyn til" en e-mail, som han sendte efter interviewet med en præcisering af, at USA faktisk så med alvor på den danske enegang.

Og ikke nok med det! Et tredje led i rapportens forsøg på at manipulere med virkeligheden var en udokumenteret konklusion - i rapportens første udgave - om at den daværende Schlüter-regering selv medvirkede til, at den udenlandske kritik af fodnotepolitikken blev skærpet, og at orienteringen af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn tenderede mod at overdrive de udenlandske reaktioner i negativ retning.

Denne konklusion blev DIIS tvunget til offentligt at trække tilbage og erkende, at der ikke var dokumentation for. Det skete efter hård kritik fra ambassadør Eigil Jørgensen, der efter gennemlæsning af rapporten fandt ud af, at den dokumentation, som DIIS-rapporten henviser til, byggede på et interview med ham på baggrund af hans ambassadørtid i Washington 1983-89.

En udtalelse til Jyllands-Posten 17/09 2005 fra Eigil Jørgensen viser, hvor tynd is, DIIS var ude på med påstanden om, at den danske regering selv bad udlandet kritisere os: "Det ville kræve, at der lå en instruktion til mig om at få USA til at kritisere Danmark. Det har ikke fundet sted. Det ville være angribeligt og betyde, at udenrigsministeren havde vildledt Folketinget".

Da rapporten blev offentliggjort i slutningen af juni sidste år betegnede Svend Auken (S) det som en frifindelse af socialdemokratiske fodnotepolitikere som Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Poul Nielson, Anker Jørgensen og ham selv.

Og SF's formand, Villy Søvndal, var så opstemt, at han bad om den forespørgselsdebat, der nu finder sted i dag, samtidig med at han erklærede, at nu skulle alle de borgerlige, der med statsministeren i spidsen havde anklaget venstrefløjen for svigt og moralsk forræderi, stå skoleret og sige undskyld.

Men det er ham selv og hans meningsfæller i det daværende "alternative" flertal, der bør sige undskyld. For som det ses, holder rapportens konklusioner ikke til et nærmere eftersyn. Og DIIS-rapporten ikke kan bruges til at "frifinde" det daværende alternative sikkerhedspolitiske flertal for anklagen om at have eksperimenteret med Danmarks sikkerhed.

Kun fordi den borgerlige regering lagde sig imellem og nærmest blæste på over 20 sikkerhedspolitiske dagsordener, fik dette flertals flirt med Sovjets propagandaforslag om atomvåbenfri zoner og dets indirekte hjælp til Sovjet i striden om de europæiske mellemdistanceraketter ikke vore allierede til at vende Danmark ryggen.

Som det fremgår af den kritik, der er haglet ned over DIIS-rapporten, står det lige så elendigt til med konklusionerne på to andre hovedområder. Ved offentliggørelsen af rapporten var en af de store "nyheder" en konklusion om, at der ikke var danske "topspioner". Men det måtte DIIS hurtigt moderere - for langtfra alle arkiver havde været åbne for DIIS - så man kunne aldrig vide, hvad der ville dukke op.

Heller ikke en hovedkonklusion om, at Sovjet ikke kunne finde på at rette et "uprovokeret" angreb mod os, fik nogen let gang på denne jord. Som direktøren i Det Udenrigspolitiske Selskab, Klaus Karsten Pedersen, har udtrykt det: »Konklusionen tyder på en forenklet opfattelse af trusler og deres dynamik. Krige mellem nogenlunde jævnbyrdige parter begynder næppe med et planlagt uprovokeret angreb. Men de begynder nogle gange alligevel, fordi kriser udvikler sig, og situationer fejlfortolkes, eller fordi angriberen har en meget rummelig definition af, hvad der er en provokation«.

SF har motiveret forespørgselsdebatten med følgende spørgsmål: "Deler regeringen hovedkonklusionerne i DIIS-rapporten "Danmark under Den Kolde Krig"?"

Spørgsmålet er rettet til statsministeren og udenrigsministeren. Som det må fremgå af ovenstående, kan svaret næppe komme helt bag på selv SF. Jeg gætter på et klart NEJ!

Det er svært helt at forstå, hvad det er, der er gået galt hos DIIS under udarbejdelsen af rapporten. Et af problemerne kan være, at man overhovedet ikke har inddraget én af Danmarks største kapaciteter på netop de områder, rapporten behandler, historikeren professor, dr. phil. Bent Jensen.

Efter at have "stridt sig igennem" rapportens 2.250 sider rettede han i et stort indlæg i Jyllands-Posten 16/9 2005 en sønderlemmende kritik mod hele rapporten.

Hvis SF og den øvrige venstrefløj stadig tror, at regeringen skal have "læst og påskrevet" i dag, så bør nogen læse følgende afsnit fra Bent Jensens indlæg op i folketingssalen:

»Den fundamentale svaghed i DIIS-udredningen er en manglende realistisk beskrivelse af Sovjetunionen som system og af den sovjetiske parti-militære ledelse som det, den var: En samling formørkede og klaustrofobiske mænd, hvis afsindige livssyn var hele motoren i Den Kolde Krig. Denne alvorlige mangel gør hele udredningens mere end 2.000 sider til en sær abstrakt skriveøvelse, præget af alarmerende virkelighedstab.«