Tip     Print     RSS     Del    

Dybt betænkelig redegørelse

Preben Wilhjelm, tidligere folketingsmedlem, Frederiksberg

Offentliggjort 27.06.09  kl. 03:00 

Mindst 20 gange har skiftende justitsministre garanteret Folketinget, at registreringsforbuddet fra 1968 stadig var i kraft, og at Wamberg-udvalget kontrollerede, at det faktisk blev overholdt. Nu ved vi, at det var løgn, skriver Preben Wilhjelm.

Med PET-kommissionens redegørelse slås det fast, at PET ikke har efterlevet regeringserklæringen af 30. september 1968, som forbød registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

At registreringsforbuddet fra 1968 systematisk er blevet overtrådt, kan ikke komme bag på nogen. Det var klart efter afsløringen i 1998 af den instruks, som daværende PET-chef Arne Nielsen udsendte et par måneder efter VKR-regeringens beslutning i 1968. »Den er i lodret modstrid med regeringserklæringen«, var den umiddelbare reaktion lige fra Frank Jensen (S) til og med Helge Adam Møller (K).

For mit eget vedkommende var det slet ikke så nyt. Allerede et år efter VKR-erklæringen fandt vi i VS så stærke indicier for, at Folketinget og befolkningen var ført bag lyset, at vi i 1969 stillede forslag om en rigsretssag mod justitsminister Thestrup for at få forholdene afklaret. Alle andre partier afviste forslaget. Nu er det klart, at vi havde ret.

Det er nu indiskutabelt: Folketinget og befolkningen er i årtier blevet ført bag lyset med hensyn til PET's registreringspraksis. Det er under alle omstændigheder en dybt alvorlig sag. Men tilbage står det ikke uvæsentlige spørgsmål: Er det et selvbestaltet PET, som har tilsidesat VKR-regeringens registreringsforbud, eller er det de skiftende regeringer, der har givet PET videregående beføjelser, som man bevidst har holdt skjult for Folketinget og offentligheden?

På det punkt må jeg blankt erkende, at kommissionen har overrasket mig.

Ifølge redegørelsen har PET hele tiden haft politisk rygdækning, idet PET's registreringer stort set har holdt sig inden for de rammer, der udstikkes i et hemmeligt notat fra justitsministeriet af 14. september 1968. Ganske vist er disse rammer uforenelige med det klare og uforbeholdne forbud mod registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, som fremgår af regeringserklæringen, men det er politikernes problem, ikke PET's.

Kommissionen frikender altså PET og placerer aben hos de skiftende regeringer, som udadtil har fastholdt, at VKR-regeringens registreringsforbud fra 1968 stod ved magt, men indadtil har givet PET tilladelse til at registrere i lodret strid med dette forbud.

For så vidt kunne kommissionen have ladet det blive ved det. Men den går videre ud i en retlig vurdering af de skiftende regeringers handlemåde, hvor flertallet konkluderer, at der rent juridisk »ikke er noget at komme efter«, idet en regeringserklæring som den af 30. september 1968 ikke er retligt bindende.

Jeg finder, at kommissionens redegørelse er dybt betænkelig langt ud over de krænkelser, som PET-registreringerne udgør mod enkeltpersoner og lovlige politiske organisationer.

Hvis det virkelig er rigtigt, at PET gennem alle årene har haft politisk rygdækning for en praksis, som klart er i strid med VKR-erklæringens registreringsforbud, så forekommer det mig langt alvorligere, end hvis det "blot" var PET selv, der havde anlagt vidtløftige fortolkninger. Så handler det jo om, at den ene regeringstop efter den anden bevidst har ført Folketinget bag lyset. Så er det ikke blot en forvaltningsgren, der er på afveje, men selve demokratiet, der er angrebet ved roden, fordi man fjerner forudsætningen for enhver demokratisk beslutningsproces.

(Noget helt andet er, om forvaltningen kan frikendes, hvis bare den har et legitimerende notat fra et ministerium. Kan den så lukke øjnene for, at Folketinget og offentligheden føres bag lyset? Har embedsmænd ikke et selvstændigt ansvar? Har man overhovedet intet lært af Tamil-sagen? Det spørgsmål synes end ikke at have strejfet kommissionen).

Værre bliver det, når kommissionens flertal indirekte forsvarer vildledningerne ved at konkludere, at regeringserklæringen af 30/9 1968 ikke er juridisk bindende, hvilket betyder, at regeringen kan gøre snart sagt hvad som helst i strid med erklæringen uden så meget som at informere Folketinget om, at man nu har besluttet noget helt andet.

Naturligvis er ikke en hvilken som helst udtalelse fra en statsminister eller en regering retligt bindende. Men her er ikke tale om et tilfældigt valgløfte eller en ukonkret hensigtserklæring. Her er tale om en erklæring med en helt præcis beskrivelse af, hvad der fra nu af er forbudt at registrere. Det er en erklæring, som oven i købet drøftes og bekræftes i Folketinget.

Hvis en sådan erklæring er fuldstændig uforpligtende, hvis en regering i al hemmelighed kan vedtage det stik modsatte dagen efter, hvor er vi så henne?

Hvis man overfor Folketinget og befolkningen kan bedyre, at reglerne nu er sådan og sådan, men uden at informere nogen om det kan lave det hele om, så har Folketinget jo ikke en chance for at rette op på tingene, hvis man er uenig.

Her er ikke tale om en erklæring, som er fremsat og derefter glemt. Mindst 20 gange i de følgende år har skiftende justitsministre garanteret Folketinget, at registreringsforbuddet fra 1968 stadig var i kraft, og at Wamberg-udvalget kontrollerede, at det faktisk blev overholdt. Nu ved vi, at det var løgn.

Nu ved vi oven i købet, at Wamberg-udvalget, som netop skulle kontrollere, at registreringsreglerne blev overholdt, og som ofte påpegede, at de fandt nogle registreringer i strid med regeringserklæringen, aldrig blev informeret om det notat, som ifølge kommissionen var PET's alibi.

Kan disse gentagne vildledninger af Folketinget mon også undskyldes med, at regeringserklæringen ikke var retligt bindende? Hvad er der så tilbage af ministeransvarlighedsloven? Selvfølgelig er en vildledning en vildledning, uanset om den erklæring, der henvises til, er juridisk bindende eller ej.

PET-kommissionens flertal har rodet sig ud i et forfatnings- og forvaltningsretligt morads, som - hvis det danner præcedens - kan få uoverskuelige, negative konsekvenser for den demokratiske beslutningsproces i årtier.

Hvis PET havde politisk rygdækning, skrev jeg ovenfor. Fordi der så er mange uforklarlige eller ulogiske ting i forløbet.

Hvis notatet af 14/9 var PET's alibi, hvorfor fremlagde man det så ikke for Wamberg-udvalget? Det ville have fjernet grundlaget for udvalgets gentagne kritik. Hvorfor skriver Thestrup i sin dagbog, at han er ”mismodig” over indrømmelserne til de radikale, hvis han har fået dem til at acceptere notatet som fortolkning? Hvorfor henviste kommissionsdomstolen i 1977 ikke blot til notatet i stedet for at slå knuder på sig selv for at retfærdiggøre overtrædelserne af registreringsforbuddet? Frank Poulsen, som forestod undersøgelsen, kendte notatet, som han selv havde været med til at udarbejde. Hvorfor laver den nytiltrådte Schlüter-regering i 1983 i al hemmelighed en ny instruks for PET med nogle beføjelser, som i alt væsentligt svarer til dem, PET allerede havde, hvis de kunne påberåbe sig notatet? Hvorfor bliver daværende PET-chef Birgitte Stampe så panikslagen, da hun i september 1998 finder Arne Nielsens instruks, at hun straks farer op til justitsministeren, hvis hun vidste, at Arne Nielsen havde politisk rygdækning i kraft at notatet? Hvorfor reagerer justitsministeren så voldsomt, at han taler om »lodret modstrid med regeringserklæringen«, hvis alle regeringer siden 1968 har kendt til Arne Nielsens alibi?

I alle de situationer havde det være meget nemmere blot at henvise til, at VKR-regeringen i 1968 over for PET havde ”præciseret” registreringsforbuddet ved hjælp af justitsministeriets notat.

Vi ved fra Frank Poulsen (i 1968 kontorchef i det kontor, som varetager forbindelsen til PET, god ven af PET-chefen Arne Nielsen, brygger i sommeren 1968 notater mv., som skal mindske ”skadevirkningerne” ved de radikales krav om stop for politiske registreringer, forlod ministeriet umiddelbart før regeringserklæringen 30/09 1968), at man i Justitsministeriet bryggede på notater hen over sommeren 1968. Så vidt, vi ved, var der kamp til det sidste om regeringserklæringens ordlyd, som skulle være på plads inden Baunsgaards åbningstale i Folketinget.

Refererer notatet af 14/9 overhovedet til den endelige ordlyd af VKR-erklæringen 16 dage senere, eller refererer det til et tidligere og mindre restriktivt udkast, som Justitsministeriet havde ønsket? Dét ville gøre det efterfølgende forløb langt mere logisk.