Tip     Print     RSS     Del    

Den Kolde Krig bag facaden

Jette Elbæk Maressa, udlandsredaktør

Offentliggjort 30.06.09  kl. 03:00 

PET-kommissionen har afsløret, at regeringen Hilmar Baunsgaard og adskillige regeringer efter den har ført befolkningen bag lyset, da de over for offentligheden i 1968 hævdede, at ingen danskere ville blive registreret alene på grundlag af lovligt politisk arbejde.

I virkeligheden opererede Politiets Efterretningstjeneste (PET) efter langt videre retningslinjer, som var beskrevet i et hemmeligt notat, der var godkendt af regeringen. Notatet gav groft sagt PET frie hænder til fortsat at registrere medlemmer af DKP og andre især venstrefløjspartier, der var lovlige og for nogles vedkommende havde medlemmer i Folketinget.

Regeringen var tilsyneladende også klar over, at de allierede i Nato kunne risikere at få anfægtelser, når de læste den officielle regeringserklæring.

Som Financial Times senere beskrev det, så måtte de russiske spioner i KGB's hovedkvarter have grinet højt og inderligt over den danske naivitet. På det tidspunkt, i 1968, havde DKP reelt i flere år fungeret som en slags underafdeling af KGB. I hvert fald godtgør PET-kommissionen, at de danske kommunister villigt stillede op, når KGB bad om hjælp.



At reaktionen fra Nato-landene ikke blev større, skyldes formentlig, at Udenrigsministeriet allerede samme dag, som regeringserklæringen blev offentliggjort, sendte en besked ud, hvori det blev forsikret, at alt bag facaden var ved det gamle.

Sagen er endnu et eksempel på den svære balance, som skiftende danske regeringer befandt sig i under Den Kolde Krig. På den ene side skulle hensynet til en skeptisk befolkning varetages, på den anden var der tungvejende sikkerhedspolitiske hensyn i forholdet til de allierede.

Mens der gik 41 år, før regeringens dobbeltspil blev afsløret på registreringsområdet, så tog det kun 38 år at få sandheden om det såkaldt atomvåbenfrie Danmark frem. I 1995 dukkede statsminister H.C. Hansens brev fra 1957 til den amerikanske ambassadør Val Peterson op. Heri giver den danske statsminister sit tilsagn til, at amerikanerne udstationerer atomvåben på Thule-basen, hvad de gik i gang med i 1958.



Senere dokumenter har afsløret, at Danmark trods erklæret politik om at ville være atomvåbenfrit indgik i Natos strategi for netop brug af atomvåben. Da Socialdemokratiet i 1957 inddrog Danmarks Retsforbund og Det Radikale Venstre i regeringen, skete det med en regeringserklæring om at tage afstand fra atomvåben i Danmark. Men i 2004 kunne historikere afsløre, at atompolitikken byggede på fleksibilitet og fortielser. Sandheden var, at der lå et stort amerikansk pres på Danmark, og at der både politisk og militært blev trænet i anvendelse af atomvåben fra dansk jord.



Hermed ligger der i hvert fald to velbeskrevne eksempler på, hvilke problemer et lille land støder ind i, når det som i Den Kolde Krig er strategisk vigtigt og sikkerhedspolitisk afhængigt af sine allierede.

Der er (naturligvis) grænser for, hvor frit man kan agere uden at sætte hensynet til de Nato-allierede over styr, og hvor langt Danmark kan agere egenhændigt uden at komme på kollisionskurs med dem, der er garanter for sikkerheden.

Det gælder formentlig også i dag, da Danmark deltager i Nato- og amerikansk-ledede aktioner. Det vil være illusorisk at tro, at Danmark alene kan sætte betingelserne for eksempelvis behandling af fanger eller for overflyvninger med CIA-fly.

Problemet er, at de danske politikere ikke vil stå ved det, men lader, som om Danmark med blot 5,5 mio. indbyggere og et beskedent bidrag til den fælles sikkerhed kan køre sin helt egen stil.