Tip     Print     RSS     Del    

Leder: PET's afsløringer

Offentliggjort 05.07.09  kl. 03:00 

Det er artige sager, som PET-kommissionens 4.600 siders rapport giver et nådesløst indblik i. Venstrefløjens antidemokratiske udskejelser og historieløse flirt med totalitarismen under Den Kolde Krig udstilles for alverden. Man væmmes.

Dengang var det faktisk alvor. Det var en kamp på liv og død. Det var den frie verden mod Sovjet-imperiet. Warszawa-pagten var Vestens fjende. Der var afsat 12 atombomber til Danmark alene til første angrebsbølge. De, der med et ekko fra nazi-tiden i dag siger: »Vi vidste ikke noget dengang«; ja, de lyver simpelt hen. Karakteren af det sovjetiske diktatur var alle, der ville vide besked, pinligt klar.

Alligevel er det forbløffende at læse sig gennem de mange sider om, hvordan venstrefløjen opvartede diktaturets lakajer. Der er ingen ende på alle de frokoster, alle de øl og snapse, som blev hældt ned i selskab med hårdkogte KGB-typer på indrekøbenhavnske beværtninger. Hvad var mon egentlig meningen? Ringede der aldrig en klokke?

Normalt lyder svaret gerne, at det var vigtigt at holde gang i en ”dialog” med Østblokken. ”Dialog” er sådan pr. definition altid godt; her oven i købet påstået ”tillidsskabende”.

Ak ja, mens snapsene røg ned, gik forstanden åbenbart ud. Hvori bestod lige det tillidsskabende i at sidde og råhygge sig med en officiel repræsentant for Ondskabens Imperium? Hvordan ser vi ikke i dag på de danskere, som i en såmænd ikke så meget fjernere fortid omgikkedes Gestapo-bødler?

Det er venstrefløjens og fredsbevægelsens store livsløgn, at denne ”dialog” førte frem til Murens fald. Sandheden er, at der kan trækkes en lige linje til 1989 fra det historiske lykketræf, at Reagan, Thatcher og Johannes Paul II var besjælet af den samme idé om folkenes frihed. Resten var naivitet.

En af de mere spektakulære nyheder i PET-rapporten er påvisningen af, at PET anså daværende justitsminister Ole Espersen for en sikkerhedsrisko. Man tror dårligt sine egne øjne. Tjenesten aftalte med statsminister Anker Jørgensen, at den største PET-operation nogensinde, KGB-afhopperen Oleg Gordievjskij, skulle køre uden om landets justitsminister. Samme Espersen må i dag spørge sig selv, hvorfor han egentlig så villigt modtog nogle flasker spiritus af en KGB-mand. PET fastholdt de gode vibrationer på et foto.

Sådan er det hele vejen igennem. Venstrefløjen opgav simpelt hen at skelne mellem rigtigt og forkert; mellem demokrati og diktatur. Man var mere optaget af at finde de små hår i suppen hos sig selv end fokusere på de massive menneskerettighedskrænkelser bag pigtråden i de kommunistiske kasernestater. Denne tilpasningspolitik fortsatte direkte over i 1980'ernes fodnote-svigt.

Kun i få tilfælde blev der rejst egentlige sigtelser. Det skal altid kræve ekstraordinær dokumentation at rejse sager om spionage, agentvirksomhed eller regulært landsforræderi. Det er hele forskellen på det demokrati, som venstrefløjen var en del af, og det imperium, som man omgikkedes så tæt.

Men moralsk er dommen klar. Der blev i mange tilfælde begået et intellektuelt forræderi mod freden, friheden og demokratiet som idé, som ikke nok så mange spirituspåvirkede søforklaringer kan dække over.

Undertiden kammede det helt over. Da VS ved dagens SF-medlem Anne Grete Holmsgaard indgik en samarbejdsaftale med terrorgruppen PFLP om at ”knuse” zionismen, var den voldsromantiske retorik så ildevarslende - på det tidspunkt kun 35 år efter Holocaust - at tømmermændene hos Holmsgaard og SF i dag forhåbentlig er mere end moralske.