Tip     Print     RSS     Del    

Justitsminister - uden justits

Jens-Peter Bonde

Offentliggjort 12.07.09  kl. 03:00 

Jens-Peter Bonde, medlem af Europa-Parlamentet fra 1979 til 2008, blev aflyttet af PET. Nu forlanger han ren besked.

Fra 1968-1971 hed den danske forsvarsminister Erik Ninn-Hansen. Han blev siden justitsminister og formand for Folketinget.

I 1968 var jeg i Radikal Ungdom og med til at presse den nye VKR-regering til at forbyde registrering af danskere for deres meninger.

Ninn var vældig flink og moderne. Nu viser det sig så, at vi havde en kriminel i toppen af demokratiets og fædrelandets forsvar og siden som landets justitsminister.

Umiddelbart efter regeringserklæringens offentliggørelse kaldte han folk i ministeriet, PET og FE sammen og sagde: »Vi fortsætter registreringerne som hidtil.«

Her er genfortællingen fra Niels Krause-Kjær, den konservative spindoktor i hans blog i Berlingske: Erik Ninn-Hansen beklagede sig ifølge Erik Fournais' forklaring over varmen, smed jakken og smøgede ærmerne op og sagde: »Nu skal I høre, hvad det drejer sig om: Vi fortsætter, som vi hele tiden har gjort og siger udadtil, at vi nøje overholder regeringserklæringen.«



»Sådan taler en kyniker, frigjort fra nævneværdige skrupler og hensyn. Flertallet i kommissionen finder det i orden, at PET og FE registrerer i lodret strid med statsministerens ordre.

Her er det hverken almindelige kriminelle eller kommunister, der bryder loven. Det er selveste justitsministeren og forsvarsministeren og deres embedsmænd i PET og FE. Ninn lyver helt bevidst for kollegerne i regeringen og Folketinget. Knud Thestrups rolle er mindre belyst.



Erklæringen blev holdt skjult for skiftende ministre.

Folketingets særlige kontroludvalg er ikke blot holdt for nar. Det er blevet aktivt og fuldt medvidende direkte misinformeret. Alligevel siger PET-kommissionen, at der ikke er noget at komme efter.

Det var sørens. Tamilsagen, som væltede Schlüter-regeringen, er da en ren bagatel ved siden af den krimi, der delvis optrevles i PET-kommissionens beretning.

Naturligvis bør der gøres ansvar gældende, når ministre og embedsmænd lyver bevidst for Folketinget. Jeg hører selv til dem, der er blevet aflyttet ulovligt. Jeg har fra første dag sagt til mig selv, at det gad jeg ikke tage hensyn til, fordi jeg så ville blive paranoid over et forhold, jeg alligevel ikke kunne ændre på.



Aflytningen startede, mens jeg var aktiv i Studenterrådet og Radikal Ungdom. Den fortsætter formentlig stadig. Jeg er ikke pivet. Det er OK, at PET indimellem tjekker samtaler mellem ungdomspolitikere og russiske diplomater. Det er også OK at tage en lytter på bestyrelsesmedlemmer i et kommunistisk parti, når der er afsagt en behørig dommerkendelse på grundlag af en konkret mistanke om lovstridig adfærd, og aflytningen bringes til ophør, når det viser sig, der ikke foregår noget ulovligt.

Det er den systematiske aflytning i strid med Baunsgaard-regeringens beslutning, som jeg reagerer imod og kræver undersøgt til bunds. Jeg vil have ret til at se samtlige notater om mig selv. Jeg vil også vide, hvem der har fået udskrifterne at se. Hvem har snaget i mit liv?

Det er ganske vist: Bonde har fået penge fra Sovjet til Notat og Folkebevægelsen. Det er ganske vist: han har nok fået spiritus fra dobbeltagenten Gordievskij - som jeg slet ikke mindes at have mødt.

Det er ganske vist: DKP forlangte, at Bonde skulle være redaktør for Det ny Notat - som jeg startede med to venner - længe før, vi drømte om at melde os ind i DKP.

PET-kommissionen handler her på en måde, som ville betyde dumpning inden optagelsen til Journalisthøjskolen.

PET-kommissionen har brugt 10 år og 70 millioner kr. for at finde op og ned i PET's arbejde. Men den har hverken haft tid eller råd til at foretage et enkelt opkald til mig, så helt forkerte beskyldninger har kunnet undgås.

For at PET-kommissionens referater ikke skal stå alene for eftertiden, har jeg bedt om et formelt genmæle anbragt på passende sted.



Den Kolde krig er slut. Alle sandheder må frem i fuldt dagslys, også de ubehagelige, som for mig er oplysningen om, at DKP fik hemmelige tilskud fra Sovjet oven i de mange millioner, vi indsamlede gennem frivillige bidrag.

Først betalte vi 10.000 medlemmer hver typisk et par tusinde kroner om året i landets suverænt højeste kontingent og bidrag til Land og Folk. Så indsamlede vi derudover syv mio. kr. i den årlige indsamling. Det var måske naivt, men jeg havde altså ikke fantasi til at forestille mig, det var muligt at bruge mere.

Det var det. Ledende medlemmer modtog Moskva-guld. Det er nu bevist.

Jeg fik denne nyhed en dag på Storebæltsfærgen, hvor jeg sad i cafeteriet med historikeren Kurt Jakobsen. Han fortalte om hemmelige bidrag fra Sovjet.

Jeg blev dårligt tilpas, fordi jeg troede, jeg var medlem af et dansk parti, og meldte mig ud.

Siden fik jeg bekræftet de illegale pengeoverførsler af en russisk diplomat, som jeg mødte som leder af Europa-Parlamentets Norden-delegation. Han havde selv personligt afleveret penge til DKP-formanden i en skov i Nordsjælland.

Sådanne transporter skulle naturligvis have været fulgt af PET og standset ved henvendelse til partiet, hvis centralkomite ikke kendte til bidragene.



PET-kommissionens beretning tyder på, at ikke alle led i PET har været lige professionelle. De har jagtet oppositionen i stedet for at stå vagt om dansk folkestyre.

Justitsministeriet har tydeligvis udviklet sig til et ministerium uden fornemmelse for internationale konventioner, som Danmark har skrevet under på, magtens tredeling og elementær justits.

Det er statsministerens ansvar.

God søndag!



Indland

Flere sigtelser mod formodet drabsmand

Pædagog fra bosted blev fundet dolket og afklædt ved kiosken ved Hald Sø i Dollerup Bakker. Læs artikel

Udland

Syrien: Massakre kan være på vej i Homs

Indbyggerne i den syriske by Homs frygter et nyt stort angreb fra regeringsstyrkerne. Læs artikel

Sport

Korruption gennemsyrer sporten

De absolutte topledere har i årtier malket idrætten for hundredvis af millioner kroner. Læs artikel

Aarhus

Omstridt center flytter til Viby

Slut med skimmelsvamp: Handicapcentret for Børn flytter til nybyggeri i Viby. Læs artikel

København

Zoo har fået en lille ny girafhan

En giraf i Zoologisk Have har fået et velskabt hanføl. Vinterfødslen gik helt som den skulle, oplyser Zoo. Læs artikel

Ny viden

Overraskende gennembrud i Alzheimers-behandling

Et sjældent produkt, der bruges til behandling af kræft, kurerede mus med Alzheimers. Læs artikel

News in English

Energy deal edges ever closer

A deal on the future of the nation's energy came a step closer this week after opposition party Venstre (V) stated that they are finally willing to meet the government to discuss the decisive issue of the plan’s cost. The...Læs artikel


Annonce:

Annonce:



Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her.
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt JP: http://jp.dk/kontakt/