Tip     Print     RSS     Del    

Overgreb på muslimske piger

Af  RALF PITTELKOW, politisk kommentator

Offentliggjort 27.01.10kl. 03:00

Islam fylder meget i samfundsdebatten herhjemme og i stigende grad også i andre europæiske lande. Det er ikke så mærkeligt. Vi lever i en tid, hvor den muslimske andel af de europæiske befolkninger vokser kraftigt, hvilket får vidtrækkende konsekvenser for samfundet.

Denne udvikling bør debatteres åbent og grundigt i stedet for at ligge under for politisk korrekte fortielser og fordrejninger. Men når man insisterer på en åben debat, har man en forpligtelse til at føre den på et sagligt grundlag. Uden skældsord, uden uholdbare generaliseringer og løse påstande.

Hvad det angår, har Lars Hedegaard, formand for Trykkefrihedsselskabet, og Jesper Langballe, MF for Dansk Folkeparti, på det seneste kørt debatten af sporet. På tre måder:

Hedegaard startede balladen med en uacceptabel generalisering, da han om muslimske mænd sagde: »De voldtager deres børn«.

Men problemet er ikke kun generaliseringen. Det handler også om dokumentation. Når man udtaler sig om et så alvorligt og følsomt emne, må man fortælle, hvilken form for dokumentation man bygger på. Ingen kan forlange en præcis statistik, for en sådan findes ikke. Men der må være nogle oplysninger om kilder. Om ikke andet må man kunne give dem på opfordring.

Hedegaard nævnte ingen, og Langballe kom galt af sted med den ene henvisning, han havde - nemlig bogen ”Mødom på mode”, hvis ene forfatter, Kristina Aamand, straks lagde luft til ham.

Endelig burde både Hedegaard og Langballe langt klarere have beklaget, hvad der var sket, i stedet for at trampe videre i et forsøg på at forsvare for det.

Men hvad med sagens indhold? Pegede Hedegaard på et væsentligt problem, selv om det skete i en upassende form? Ja, det tyder meget på, også hvis man skal tro muslimske røster:

Enkelte muslimske piger, der er blevet seksuelt misbrugt i familien, har fortalt om det (se for eksempel Politiken 17/1). Kun få tør dog gøre det. Men lad mig så henvise til en anden muslimsk kilde, som ingen vil mistænke for at nære islamkritiske tilbøjeligheder:

Det drejer sig om bogen ”Råd og vejledning om ægteskab og samliv” skrevet af imam Abu Yusuf al-Funi (der hed Jan Hansen, før han konverterede) og med forord af den nok så kendte imam Abdul Wahid Pedersen. Bogen understreger på god ortodoks vis, at kvinden ifølge islam er underordnet manden. Men så kommer der nogle betragtninger om voldtægt eller andet seksuelt misbrug af piger:

»Især for en ung pige kan det være uoverskueligt svært at finde vej ud af et overgreb, især hvis det (som det ofte er tilfældet) finder sted fra en nær slægtning.«

Bemærk det lille ord ”ofte” i parentesen. Her erkender imamen, at der er et væsentligt problem med seksuelle overgreb på muslimske piger inden for familien.

Der er brug for at få kastet mere lys over disse og andre krænkelser af muslimske piger - regeringen bør også tage problemet alvorligt. Den tyrkisk-tyske advokat og kvindeforkæmper Seyran Ates gik for nylig ind i debatten med bogen: ”Islam har brug for en seksuel revolution”, hvorefter hun modtog dødstrusler.

Danske medier kan gøre meget mere for at afdække disse forhold. Hvis de altså vil. Det rejser et interessant spørgsmål: Hvor meget af den voldsomme omtale af Hedegaard og Langballe handler om journalisters behov for at dukke Dansk Folkeparti, og hvor meget handler om en ægte interesse for de problemer, der er udgangspunktet for hele balladen? Det må komme an på en prøve.

Nu har Hedegaard og Langballe fået deres bank. Hvad så med de muslimske piger?