Tip     Print     RSS     Del    

Der er forskel på folkemord

Lars Aslan Rasmussen, socialordfører (S), medlem af borgerrepræsentationen

Offentliggjort 04.03.10  kl. 03:00 

I år er det 95 år siden, at folkemordet på armenierne fandt sted i Tyrkiet.

Omkring 1,5 millioner mennesker blev systematisk udryddet i et organiseret massemord, som den tyrkiske stat stod bag, og som i vid udstrækning blev udført af kurdiske håndlangere.

Den dag i dag nægter Tyrkiet at anerkende folkedrabet. Dette til trods for, at udryddelsen af armenierne er lige så veldokumenteret som nazisternes Holocaust.

Ikke alene nægter Tyrkiet at anerkende folkemordet, men det er også forbundet med stor risiko overhovedet at tale om emnet i Tyrkiet.

For få år siden blev chefredaktøren for den eneste armenske avis i Tyrkiet, Hrant Dink, skudt ned på åben gade i Istanbul, efter igen og igen at have krævet, at Tyrkiet anerkendte folkemordet.

Selvom morderen blev pågrebet, gik der ikke lang tid, før temmelig afslørende billeder viste, hvordan den tyrkiske stat så på forbrydelsen. På billederne så man Hrant Dinks morder i selskab med politibetjente foran det tyrkiske flag: Et billede, der mindede om fejring af en stor begivenhed, hvor modstanderens nederlag fejres.

I Tyrkiet sidder der folk i fængsel for at omtale folkedrabet, og ingen medier eller journalister kan nævne emnet, medmindre de er villige til at risikere, at der bliver rejst sager imod dem ved domstolene, eller at de bliver skydeskiver for nationalistiske grupper.

Selv den tyrkiske forfatter og nobelprismodtager Orhan Pamuk har været nødt til at forlade Tyrkiet efter at have modtaget hundredvis af dødstrusler, fordi han krævede, at Tyrkiet gav det armenske folk en undskyldning for begivenhederne i 1915.

Statsautoriseret benægtelse

Det var denne statsautoriserede benægtelse af kendsgerningerne og det utålelige debatklima i Tyrkiet om emnet, der for få måneder siden fik os til at tage initiativ til at lave en appel til den tyrkiske regering.

Vi har begge rødder i Tyrkiet og tænkte, at det ville være en god idé, hvis samtlige politikere i Danmark, der ligeledes havde rødder i Tyrkiet, sendte en appel til den tyrkiske regering om at anerkende folkedrabet og give det armenske folk en undskyldning.

Vi sendte derfor et brev ud til samtlige politikere i Danmark, som vi vidste havde rødder i Tyrkiet. Det blev til i alt 25 henvendelser til valgte folketingspolitikere, kommunalpolitikere, folketingskandidater og byrådskandidater. Vi var stensikre på, at politikere, der agerer i et demokratisk land som Danmark, naturligvis anerkendte folkedrabet, og ligesom os syntes, det var på tide at gøre noget ved benægtelsen i Tyrkiet.

Desværre skulle det vise sig at være en meget naiv antagelse. På nær et byrådsmedlem, nægtede samtlige af de adspurgte at være med i en appel til den tyrkiske regering.

Fortsættes...