Tip     Print     RSS     Del    

Leder: De stats- og lovløse

Offentliggjort 21.04.05  kl. 03:00 

FØRST VAR de omkring 460. Det var i marts 1992. I dag er der 321 tilbage, som har fået opholdstilladelse ifølge den såkaldte palæstinenserlov. De har fået i alt 110 børn. Tallet er behæftet med nogen usikkerhed, og det fremgår blandt andet ikke, hvor mange familiesammenførte ægtefæller der er kommet til.

En kendsgerning er imidlertid, at disse personer præger kriminalitetsstatistikken i utålelig grad, og at de repræsenterer en af de største skandaler i dansk parlamentarisk historie.

Særloven om de statsløse palæstinensere fra Blågårds Kirke i København bør den dag i dag få socialdemokrater, radikale og SF'ere til at rødme af skam. Men se, om de gør det. De efterrationaliserer og aktiverer deres selektive hukommelse.

Forhistorien er kort fortalt, at en gruppe statsløse palæstinensere var kommet ulovligt til landet og i overensstemmelse med gældende regler havde fået afslag på asyl.

De var imidlertid ikke indstillet på at rejse tilbage, hvor de kom fra, så de indledte en sultestrejke, som dog blev kortvarig. I efteråret 1991 kulminerede deres konfrontation med det danske samfund, da de først besatte Enghave Kirke og siden Blågårds Kirke i København.

Justitsminister Hans Engell havde for længst advaret mod den tiltagende indvandring og forsøgt at få gennemført en stramning af asylreglerne, mens hans forgænger, Erik Ninn-Hansen, over for rigsretten måtte stå til regnskab for sin egen noget selvstændige og ulovlige håndtering af problemet.

Hans Engell kunne imidlertid ikke komme igennem med sin lovstramning, og 600 folkekirkepræster gik i forbøn for de statsløse palæstinensere i Blågårds Kirke.

Et folketingsflertal bestående af socialdemokrater, radikale og folkesocialister fik gennemført en særlov, der tilsidesatte de administrative myndigheders lovlige beslutninger og gav humanitær opholdstilladelse til alle, der havde opholdt sig i Danmark i 12 måneder eller derover - lovligt eller ulovligt.

Begrundelsen var, at flygtningene var forfulgt i Libanon, hvor de kom fra, og risikerede tortur og henrettelser, hvis de vendte tilbage.

Straks efter at særloven var vedtaget, viste det sig, at det var så som så med vanskelighederne i hjemlandet: Omkring 200 af dem var smuttet en tur hjem på ferie for at fejre opholdstilladelsen i Danmark.

Den radikale Elisabeth Arnold, der var en af hovedkræfterne bag særloven, vrissede, at rejserne var både lovlige og forståelige.

Efter yderligere en uge viste det sig, at 312 af de forfulgte palæstinensere havde været i Libanon og Syrien i både 1990 og 1991, mens deres asylansøgning var til behandling i Danmark - blandt andet for at gifte sig. Tømmermændene begyndte at melde sig hos politikerne, men da var det for sent.

Det er nu godt og vel 13 år siden, og man må sige, at de statsløse palæstinensere har sat deres præg på det danske samfund.

Et notat fra Integrationsministeriet viser, at to tredjedele af de tilbageværende er på overførselsindkomst, og en tredjedel er dømt for lovovertrædelser, der giver større straf end en bøde på 1.500 kroner. Enkelte har også markeret sig i den rigtigt tunge del af kriminalstatistikken. Af de 110 børn, der er kommet til siden særlovens vedtagelse, er de 62 noteret for lovovertrædelser. Oplysninger om, hvordan de familiesammenførte slægtninge tegner sig i den statistik, har vi til gode.

Den radikale integrationsordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, erkender i dag, at integrationen er slået fejl, og begrunder det med, at »der ikke blev stillet tilstrækkelige krav til flygtningene på det tidspunkt.«

Hendes parti har heller ikke siden markeret sig med vægtige bidrag til en konsekvent integrationspolitik, men dengang var der tale om direkte parlamentarisk sabotage mod lovlige beslutninger fra myndigheder, der var sig deres ansvar bevidst. Den skandale bør ikke glemmes, og virkningerne må vi leve med i mange år endnu.

Og Elisabeth Arnold er stadig folketingsmedlem . . .