Tip     Print     RSS     Del    

Udsyn: Angsten for det hele

Anders Raahauge, kommentator

Offentliggjort 07.02.12  kl. 03:00 

Det er påfaldende så bange, vi er blevet. Det er et stort held, at der varsles mildning i vejret i den kommende uge, for ellers varede det vel ikke længe, før angsten for global opvarmning suppleredes af den skræk for en ny istid, som havde magt over sindene for få årtier siden.

Med tøvejret kan vi måske nøjes med angsten for så megen opvarmning, at der atter kan dyrkes korn på Grønland som på Erik den Rødes tid, for da går havene over deres bredder. Det er ganske vist, for mange videnskabsmænd har spået det.

Man kan være på den sikre side, når det gælder om at holde på skrækken, hvis man satser på den nye win-win-kilde til angst: klimaforandringer.

Så kan både den sibiriske kulde og forårets snarlige varme være tegn på de sidste tider, ligesom storm, regnvejr og tørre perioder lader sig tyde som uhyggelige omskiftelser, der varsler apokalypsen. Tidligere var menneskeheden som bekendt forskånet for både oversvømmelser, orkaner og tørke.

Og skælver vi i kulden ikke af frygt for varmen, som skal komme, så er det epidemierne: kogalskab, sars og svineinfluenza. Og det sære ved al den skræk er, at mange ikke vil slippe den.

Man kunne ellers hente en smule beroligelse f.eks. hos de klima-forskere, der stiller sig skeptisk over for tesen om global opvarmning.

Men de regnes for kættere, der bare skal klappe i. Man klamrer sig til sin korrekte frygt – måske fordi den danner en god skærm ud mod en svimmel anelse bag tv-avisens skiftende dommedage; en fortrængt bevidsthed, som er angstens virkelige kilde.

Søren Kierkegaard ville ikke undre sig. Jo mere troen på Gud svækkes, jo mere hersker angsten, mente han. For angsten kommer af ens egen fortrængte skyld. De fleste aner nok, hvad der menes med ordet, selv om man ikke må bruge det længere. Derfor jager de af sted. Men man kan ikke galoppere fra angsten, for den sidder bag én på sadlen, noterer Kierkegaard. Man medbringer den selv. Han bruger et andet eksempel: Når man med rædsel stirrer ned i en afgrund, så kommer rædslen lige så meget af øjnene som af dybet.

Når Kierkegaard taler om skyld, hører han vist med det samme op med at være en mulig samtalepartner i 2012. Intet begreb er mere uacceptabelt og fornærmende for moderne mennesker. Enhver anser sig i dag som uskyldigt offer for sine omgivelser. De hæmmer ens livsudfoldelse, de udleder CO* og er årsag til alt ondt.

Omvendt siger Kierkegaard: »Synden kommer altid ind i verden ved den enkelte. Når den enkelte indser det, kan han til gengæld kaste al sin frygt på Gud. Så er der anlagt det evighedens perspektiv, der gør andre bekymringer relative. Den gudfrygtige«, siger Kierkegaard, vil »gå som i dans, når endelighedens angster begynder at spille op, og når endelighedens lærlinge taber forstand og mod.«

Vil man se et eksempel på den ubekymrethed, nu hvor filmen om Hvidsten-gruppen er på vejtrapperne, kan man gå på biblioteket og læse Marius Fiils sidste breve. Han skal henrettes, men øser roligt og uanfægtet trøst til familien. Sådan skriver en gudfrygtig mand, som med rene øjne kigger ned i afgrunden. Tænk om han havde hørt, at hans landsmænd i dag er bange for vejret.

Den kilde, Fiil øser sin fortrøstning af, afskærer vi os fra med iltempo i disse år.

Gudsfrygt er blevet et af sprogets uartige gloser, som får alle moderne til at hyperventilere og række efter lugtesaltet.

Vi er blevet ”endelighedens lærlinge”, og i den skole kan man lære mange raffinerede ting. Men ikke at overvinde angst.