Tip     Print     RSS     Del    

Leder: Græsk tragedie

Offentliggjort 10.02.12  kl. 03:01 

»Der er en aftale«, lød det i går i alverdens medier med henvisning til de udmarvende forhandlinger mellem fallitboet Grækenland og den såkaldte trojka EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond.

Aftalen, der indebærer vedtagelse af endnu en græsk spareplan med dramatiske nedskæringer, skal bane vej for udbetaling af 130 mia. euro til Athen for at undgå en formel statsbankerot i begyndelsen af marts, når der skal falde 14,5 mia. euro i afdrag på den græske statsgæld.

Det er den anden redningspakke til Grækenland. Hensigten er, at den skal følges op af en aftale, der betyder, at private investorer som følge af en frivillig omlægning af græske statsobligationer må acceptere et tab på op til 70 pct.

Hvad det græske cirkus ender med er svært at forudsige, men ét er sikkert: Den uansvarlige omgang med europæiske skatteborgeres penge og demokratisk tvivlsomme procedurer har skabt en legitimitetskrise i Grækenland og EU. Og selv om processen er kompleks, præges af uforståelige fagudtryk og forekommer uigennemskuelig for den menige borger fra Athen til Aberdeen, så kan krisen ikke alene forklares med de mange fremmedord.

I Grækenland er de seneste fire årtiers politiske orden i færd med at krakelere, fordi befolkningen ikke længere har tillid til de etablerede partier, mens yderfløje med rabiate synspunkter styrkes.

Hvis det græske demokrati skal overleve, er det nødvendigt, at græske politikere står bag de upopulære og smertefulde beslutninger, der træffes, og derpå betaler prisen i form af tabte valg. Den aktuelle situation, hvor Grækenland reelt regeres fra Bruxelles, er uholdbar, men en logisk konsekvens af de græske politikeres uansvarlighed.

Den europæiske statsgældskrise har sået tvivl om euroens fremtid, fordi den fælles valutas konstruktion er noget makværk. For at gardere sig mod manglende politisk ansvarlighed og undgå økonomisk fallit forsøger man ad bagvejen at etablere et føderalt Europa, hvor landene opgiver deres ret til at træffe vitale beslutninger og eksekvere deres suverænitet. Det kan hænde, at der ikke er anden udvej, men der bør ikke herske tvivl om, at den fremgangsmåde undergraver EU som en institution, der bekender sig til demokratiske principper.

I de første 50 år efter etableringen af det europæiske fællesskab var der opbakning til rationalet om, at europæisk integration skulle sikre, at det gamle kontinent ikke mere blev ramt af ødelæggende krige. Det gav mening i lyset af dyrt købte erfaringer. I dag virker krigsfrygten imidlertid ikke længere som et troværdigt argument i de fleste europæeres ører. Ingen har fantasi til at forestille sig, at Frankrig og Tyskland skulle ryge i totterne på hinanden.

Til gengæld er der hos millioner af europæere opstået en velbegrundet frygt for, at EU i stedet for at fremme frihed og demokrati er godt på vej til at lænke individet og forvandle det demokratiske underskud til en græsk tragedie. Det skyldes, at trangen til at uniformere er blevet for dominerende.

EU står og falder med borgernes opbakning. I hvert fald hvis man er af den opfattelse, at EU alene har sin berettigelse som et demokratisk projekt. Derfor skal man ikke kun have øje for økonomisk nødvendighed, når der vedtages redningspakker og finanspagter.

Hvis tilstrækkeligt mange europæere begynder at opfatte EU som en trussel mod nationalstatens demokratiske fundament og den enkeltes frihed, så er EU dødsdømt.