Tip     Print     RSS     Del    

Troldspejlet: Fed lever

Af  NIELS LILLELUND

Offentliggjort 10.02.12  kl. 03:01 

Det måtte jo komme, for dels skal man være god mod dyrene, dels skal Dansk Folkeparti immer have noget symbolsk at tage sig til. I disse tider især.

Så selvfølgelig foreslår Dansk Folkeparti et forbud mod import af foie gras, og selvfølgelig bakker Socialdemokratiet op, sådan rent principielt og ideelt, det skulle jo nødigt hedde sig, og man kunne jo aldrig selv finde på etc., men så kommer den voksne, livstrætte tilføjelse, at det ikke kan lade sig gøre, for der er jo EU, hvor vi er formænd, og hvor der er hensyn til konventioner i almindelighed og franske traditioner i særdeleshed.

Så der bliver ingen af pølse af det skind, men det er lette point, for det er jo ren tortur, ikke sandt?

Jo da. Sådan da. Måske. Tvangsfodring af gæs og ænder er ikke nogen rar ting. Der findes forskellige variationer udi fremgangsmåder, nogle mere ubehagelige end andre, nogle ser ligefrem naturlige ud, og selv franskmændene er begyndt at forske i andre metoder end den traditionelle le gavage (det lyder pænere på fransk, ikke?), altså tvangsfodringen, men vi kommer ikke uden om det: Det er et dilemma, og lad mig forbifarten sende en medlidende tanke til dronning Margrethe, der dels er protektor for Dyrenes Beskyttelse, dels er gift med en fransk prins, hvis kogebog bærer titlen ”Ikke altid gåselever”.

Nøgleordet her er ”altid”.

Som sagt et dilemma, og selvfølgelig kunne man undvære foie gras (selv om det smager forbandet godt til tider), men debatten i almindelighed og Dansk Folkepartis indslag i særdeleshed trænger i den grad til at blive sat i perspektiv. For der er en hensigt, man mærker den og bliver forstemt. Foie gras er mildt sagt ikke det største problem, vi har i dagens Danmark vis À vis dyrevelfærd og modbydeligheder mod de umælende.

Foie gras er en gammel ting. Sådan cirkus 5.000 år gammel. Ægypterne dyrkede det, romerne også, men de faktiske forhold i fødevareindustrien er anderledes moderne. De seneste 50 år har

vores produktion af fødevarer undergået en industrialisering og en dehumanisering uden sidestykke, og det er en industri, der forstår at vogte på sine grumme hemmeligheder i en ganske anden grad, end nogle få foie gras-bønder magter det.

Stiller mon de ædle forslagsstillere sig selv de gode spørgsmål, når de står ved køledisken? Spørgsmål som: Hvorfor kan jeg købe fem kyllinger for en hund, hvordan mon de har haft det, og hvordan blev de så fede så hurtigt? Hvad er buræg for noget og hvad med de høns, der lægger dem? Hvorfor er grisen så billig?

Og så videre og så videre, jeg skal ikke trætte læseren med pædagogik, blot konstatere, at Dansk discountkultur hver dag medfører større lidelse for uskyldige dyr end samtlige verdenshistoriens flommefede, franske gourmeter har formået at forårsage med indtagelse af fed lever i diverse sammenhænge. Læg dertil fastfoodkulturen, den universelle, hvis konsekvenser for folkesundhed, landbrugskultur og dyrevelfærd er så hårrejsende og tragiske, at tobaksindustrien er de rene menneskevenner ved siden af, så har vi balladen, og det er den store ballade, nok værd at tale om, men selvfølgelig også alt for besværlig og farlig at tackle.

Politikere i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed foretrækker derfor at tale om noget andet og mere overskueligt end vore egne spisevaner.

Foie gras er en folkefremmed delikatesse forårsaget af en typisk udenlandsk barbarisme, derfor må den forbydes, det er devisen, det nemt nok, men det er også for nemt. Som sædvanlig.