Offentliggjort 28.04.08 kl. 12:37
Optøningen af et sjældent eksemplar af en enorm blæksprutte er begyndt i New Zealand.
Optøningen af den 10 meter lange og omkring 450 kg tunge kolosblæksprutte begyndte mandag eftermiddag i Wellington. Det rapporterer britiske BBC.
Dyret er kommet i badekar med saltvand, og når det er tøet op, vil forskere begynde med at dissekere det.
Der findes ikke megen viden om kolosblæksprutter, der hovedsageligt lever i de kolde farvande omkring Antarktis og kan blive op til 15 meter lange.
”De er uhyre sjældne. Dette er formentligt et af måske seks eksemplarer, der nogensinde er blevet hevet op,” siger Carol Diebel, museumsdirektør ved New Zealands Te Papa centre.
”Det er helt sikkert et eksemplar, som vi er meget forsigtige med. Det er fuldstændigt intakt og i fantastisk stand,” fortæller Carol Diebel ifølge BBC om den store blæksprutte, der blev fanget i februar 2007 i Ross Sea.
En af de første opgaver for forskerne er at bestemme blækspruttens køn.
Man regner med, at det er en han, og hvis det viser sig at være tilfældet, så anser forskerne det for sandsynligt, at der findes større og tungere blæksprutter i de kolde farvande ved Antarktis, da de regner med at hunnerne generelt bliver større end hannerne.
Forskerne ved Ta Papa centret er også i gang med at optø et mindre, beskadiget eksemplar af en kolosblæksprutte og to kæmpeblæksprutter.
Interesserede kan følge med i arbejdet via webcast ved at klikke her.
Tv: Se en anden kæmpe blæksprutte, der i 2007 skyllede op på en strand i New Zealand
Annonce:
Annonce:
Annonce: