Piloten Keith Pattie (til højre), direktøren for Air New Zealand, Rob Fyfe, (i midten) og førstepilot David Morgan (til venstre) kort forinden testflyvningen. Foto: AP/Paul Esrcourt
Offentliggjort 30.12.08 kl. 13:34
Flyselskabet Air New Zealand har gjort en opdagelse, der kan revolutionere hele flybranchen.
Så lykkedes det: Et passagerfly, der til dels flyver på vegetabilsk olie, har gennemført en to timer lang flyvning. Det skriver nyhedsbureauet Associated Press. Dermed har forskerne overvundet problemet med, at vegetabilsk olie fryser i de højere luftlag.
Flyvningen skete som led i forskningen i biobrændstof, som forventes at kunne mindske flyenes forurening og brændstofsudgifter væsentligt.
Flyselskabet Air New Zealand stod bag den testflyvningen, der blev gennemført tirsdag. Flyselskabet sendte et Boing 747-fly på vingerne, og et af flyets motorer fløj på en 50-50-blanding af almindelig flybrændstof og olie fra planten jatropha.
Flyselskaberne er blevet hårdt ramt på pengepungen i 2008. Dels på grund af de stigende oliepriser, og dels på grund af faldet af rejsende som følge af den økonomiske krise.
Mens Air New Zealand ifølge AP endnu ikke med sikkerhed kan sige, hvorvidt blandingen vil være billigere end almindeligt flybrændstof, så forventer flyselskabet, at deres nye opfindelse vil ”kunne konkurrere på prisen”.
Årsagen til, at Air New Zealand endnu ikke har overblik over den endelige pris for udviklingsproduktet, er, at blandingen stadig er på forsøgsbasis og endnu ikke kan produceres i stor stil.
Flybranchen har hidtil haft besvær med vegetabilsk olie, da de fleste slags fryser ved de lave temperaturer, som flyene støder på i de højere luftlag. Men forsøg viser, at olie udvundet fra frøene fra en jatropha-planten, har et meget lavt frysepunkt.
Ifølge AP kalder Rob Fyfe, der er administrerende direktør for Air New Zealand, opdagelsen for ”en milepæl for flyselskabet og flybranchen som helhed”.
”Vi står på dørtærsklen til opdagelsen af et bæredygtigt brændstof, og et vigtigt øjeblik i flybranchens historie,” sagde Rob Fyfe kort efter flyvningen.
Air New Zealands nye blanding vil betyde, at flyenes CO2-udslip vil blive reduceret med en fjerdedel.
Ifølge flyselskabet vil det tidligst i 2013 være muligt at producere de enorme mængder af den vegetabilske olie, der skal til for, at alle flyselskabets fly kan flyve på blandingen.
Tv: Virgin-fly flyver på nødde-olie
Annonce:
Annonce:
Annonce: