Kepler-satelitten pakkes sammen og gøres klar til afsendelse i Florida. Foto: NASA
Offentliggjort 06.03.09 kl. 20:03
Forskere fra Aarhus Universitet står i spidsen, når NASA i nat sender satellit i luften for at besvare det afgørende spørgsmål - ”er vi alene i universet?”
De har ventet i årevis.
Og i nat sker det, når NASA klokken præcist 04.48.43 sender den såkaldte Kepler-satellit i rummet fra basen i Florida.
Et enormt teleskop på Kepler skal observere hele 170.000 stjerner på én gang døgnet rundt i mere end tre år.
Håbet er at finde planeter på størrelsen med jorden, der er i kredsløb omkring andre stjerner, på samme måde som Jorden er i kredsløb omkring Solen.
Og samtidig får forskerne forhåbentlig svar på bonusspørgsmål som - hvor gamle er stjernerne egentlig? Og hvordan opstår en stjerne sig.
“Missionen leder efter svar på helt grundlæggende menneskelige spørgsmål, som har været en del af vores genetiske kode, siden den første mand eller kvinde kiggede op i himlen og spurgte: Er vi alene?” siger Ed Weiler, administrator i NASA.
Det er astronomerne på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet, der står i spidsen for en del af de 240 forskere fra 50 forskellige institutioner over hele verden, der i de kommende år skal analysere data fra satellitten.
”Vi er meget spændte. Og det er klart, at vores puls vil være godt i vejret i aften, når det sker. Det bliver en lang og spændende nat for os, mens vi følger om satellitten kommer godt af sted,” siger en af de danske astrofysikere, Jørgen Christensen-Dalsgaard til jp.dk.
De danske forskere vil især se nærmere på de såkaldte stjerne-seismiske analyse af Kepler-satellittens malinger, som blandt andet kan bruges til at bestemme stjernes størrelse.
”Det kan ændre hele vores forståelse af, hvordan stjerner er opbygget,” siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.
Allerede til juni får Århus-forskerne mulighed for at se de allerførste data, og formentlig fra september kommer den første store mængde data, der så skal analyseres i de kommende år.
”Det kommer til at tage meget tid. Men vi glæder os,” siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.
Følg med i nat på NASA TV her allerede fra klokken 20.30 østamerikansk tid, klokken 2.30 dansk tid.
Annonce:
Annonce:
Annonce: