Offentliggjort 18.10.09 kl. 14:11
Et forskerhold har påvist, at dyr, der bliver slagtet ved at få halsen skåret over, dør med smerter. Det puster liv i debatten om rituelle slagtninger.
I Danmark bliver alle slagtedyr - uanset på hvilken måde, de bliver slagtet - bedøvet inden slagtning.
Men sådan er det ikke i alle lande. I Storbritannien er der for eksempel dispensation, hvis man tilhører en bestemt religiøs gruppe som jødedommen eller islam, og slagtedyret skal spises af folk fra disse trosretninger.
I så fald kan man udføre rituelle slagtninger uden bedøvelse.
Nu har et nyt studie dog påvist, at dyr, der bliver slagtet ved at få halsen skåret over, som det er tilfældet ved halalslagtning, rent faktisk føler smerte.
Det skriver The First Post.
Forskere har kunnet måle smertereaktioner i dyr ved slagtning, op til to minutter efter snittet blev lagt.
Indtil videre har medlemmer af de religiøse grupper hævdet, at sådanne slagtninger er ganske humane, men studiet er ifølge forskerne det hidtil bedste bevis på, at det ikke er tilfældet.
Adam Rutherford, der er redaktør på bladet Nature, har givet sit indspark til debatten på avisen The Guardians hjemmeside.
"Det (forskningsresultatet, red.) indikerer, at et fortidslevn som slagtninger uden bedøvelse ikke hører hjemme i en moderne verden og skulle forbydes. Denne eftergivenhed over for religiøse ritualer bør erstattes med en bevisbaseret tilgang, som alle vi andre skal rette os efter."
Men det bliver svært for Storbritannien at forbyde rituelle slagtninger uden at trække paralleller til det gamle Nazityskland, hvor et af nazisternes første træk var at forbyde jødiske, rituelle slagtninger.
I EU er normen, at man kræver bedøvelse før slagtning, men det er tilladt for medlemslandene at dispensere i sager om rituel slagtning. I USA anerkender man rituelle slagtninger som en human slagtningsmetode, og slagtning af dyr går ind under udøvelsen af religionsfrihed.
Annonce:
Annonce:
Annonce: