Denne illustration viser den øverste del løsrive sig fra rumfartøjet på vej mod Månen. Illustration: Nasa/AP
Offentliggjort 13.11.09 kl. 18:05 - opdateret kl. 20:12
For første gang nogensinde er der fundet "en betydelig mængde vand" på Månen, oplyser den amerikanske rumfartsorganisation Nasa. Det er en historisk opdagelse.
Jorden er ikke det eneste sted i universet, hvor der er vand.
Det findes også på Månen.
Det oplyser den amerikanske rumfartsorganisation Nasa begejstret på et pressemøde fredag aften dansk tid.
»Ja, vi har fundet vand på Månen. Og vi har ikke bare fundet en lille smule, vi har fundet en betydelig mængde,« sagde Anthony Colaprete, leder af det såkaldte L-Croos-forskningsprojekt.
Forskere har tidligere fundet spor af vand på Månen, men det er aldrig tidligere blevet bekræftet. Selvom der er tale om foreløbig data, så siger Nasa, at de er 100 procent sikre på deres resultater om vand.
Forskere oplyser, at der er fundet "betydelige mængder vand" i et cirka 20 meter bredt krater, hvor Nasa den 9. oktober skød en raket mod Månen. Formålet var at se, hvad der gemmer sig under det umiddelbare månestøv.
En del af vandet er fundet som is. Også andre "spændende" stoffer er fundet på Månen, oplyser Nasa.
»Vi er ved at åbne mysterierne om vores nærmeste nabo, og på den måde hele solsystemet,« siger Michael Wargo, leder af den generelle måneforskningen i Nasa's hovedkvarter i Washington.
Han beskriver stemningen hos Nasa som »estatisk« over den historiske opdagelse, der muligvis gør det muligt at bygge permanente baser på Månen.
Nasa mener også, at vandet på månen kan være med til at forklare vores solsystems oprindelse.
»Det åbner et helt nyt kapitel for vores forståelse af månen,« siger S. Pete Worden, centerleder for Nasa.
Forskningen af rumresultaterne er fortsat i gang, men Nasa følte det "nødvendigt" at dele resultaterne på nuværende tidspunkt.
Annonce:
Annonce:
Annonce: