Sådan ser den afsidesliggende ø ud fra luften. Det lykkedes ved et eksperiment at skabe et helt nyt planteliv på den vulkanske ø. Foto: Spacephotos.com
Offentliggjort 02.09.10 kl. 23:15
Botanikere og den britiske flåde skabte en ø med unikt økosystem.
Vis Ascension på et større kort
Øen Ascension er ikke én, man sådan lige kommer forbi.
Den ligger bogstaveligt talt midt i Atlanterhavet, stort set lige langt fra Afrika og Sydamerika.
Nærmeste nabo, Sankt Helena, ligger 1.300 kilometer væk. Og hvis man vil til fastlandet, er der godt 1.600 kilometer til Brasiliens kyst.
Ikke desto mindre lykkedes det i 1800-tallet både den berømte naturhistoriker Charles Darwin og hans ven Joseph Hooker at lægge vejen forbi Ascension, som også blev brugt af den britiske flåde som en strategisk base.
Her lagde de grunden for et natureksperiment, der skabte et unikt økosystem på øen, skriver BBC.
Ascension er skabt af et vulkanudbrud for millioner af år siden og bestod, da Darwin kom til øen, af et tørt landskab uden megen plantevækst.
Det skulle der laves om på, tænkte han, så han fandt sammen med Joseph Hooker, en botaniker, på en enkel plan: Der skulle importeres træer og andre planter til øen.
Med hjælp fra Joseph Hookers far, der var i bestyrelsen for den botaniske have Kew Gardens, lykkedes det at overtale flåden til at transportere vegetation til øen fra både Europa, Sydafrika og Argentina. Og planterne tog fat.
”Det her er mærkeligt,” tænkte økologen David Wilkinson, da han besøgte øen for første gang i 2003, fortæller han til BBC.
”Der var alle slags planter, som ikke hører sammen i naturen, der voksede side om side,” siger David Wilkinson, som siden har nærstuderet øens økosystem.
Han mener, at Ascension måske holder nøglen til en fremtidig koloni på Mars.
”Det er meget spændende! Det viser os, at vi kan bygge et fungerende økosystem gennem tilfældigheder eller ved at prøve os frem,” siger David Wilkinson ifølge BBC.
Indtil videre har Charles Darwin og John Hookers eksperiment ikke haft helt så store konsekvenser.
Men de gav Ascension et nyt planteliv, som har bidraget til, at øen i dag er beboet af omkring 1.000 mennesker.
Annonce:
Annonce:
Annonce: