Offentliggjort 17.10.07 kl. 03:00
AYAAN HIRSI Ali, hollandsk-somalisk eks-politiker og forfatter, har naturligvis krav på beskyttelse mod de modbydelige trusler, der er fremsat imod hende.
Og hvis hun ønsker at søge et fristed i Danmark, vil det være flot og rankt af Danmark at tilbyde hende en friby og den nødvendige sikkerhed.
Derfor er Dansk PEN enig med kulturminister Brian Mikkelsen i, at det vil være fint, hvis danske byer på forhånd og principielt vil invitere Ayaan Hirsi Ali til et ophold her i landet. Og det er godt, at ministeren med det samme slår fast, at regeringen vil sørge for beskyttelsen.
Om Ayaan Hirsi Ali ønsker at gøre brug af et sådant dansk fristed, er naturligvis hendes private sag. Indtil i sidste uge ønskede hun at søge ly i USA.
Og desværre syntes spørgsmålet om udgifterne til hendes sikkerhed i nogen udstrækning at være genstand for et politisk spil mellem Holland og USA.
Det er uværdigt for to demokratiske retssamfund - og Brian Mikkelsens udspil er på den baggrund fornemt.
Ayaan Hirsi Ali har ikke hidtil udtrykt ønske om dansk beskyttelse og heller ikke ønsket sig omfattet af den internationale friby-ordning for truede forfattere.
Søger afklaring
Men desværre er hendes situation blevet forværret af den åbenlyse uklarhed om ansvaret for hendes sikkerhed.
På Dansk PEN's foranledning er Ayaan Hirsi Ali i sidste uge naturligvis kommet på listen over forfattere, hvis sikkerhed er konkret truet. Samtidig har International PEN opfordret den hollandske regering til at sørge for en afklaring af ansvaret for hendes beskyttelse.
For PEN er det afgørende, at Ayaan Hirsi Ali sikres både beskyttelse og frihed til at fortsætte sit arbejde. Om det sker i Holland, USA eller Danmark bør være hendes eget valg.
Af en eller anden grund vil Jyllands-Posten alligevel gerne se en modsætning mellem avisens og Dansk PEN's opfattelse af Ayaan Hirsi Ali ret til beskyttelse. Det er der ikke.
Jyllands-Posten vil i denne sag gerne kalde Dansk PEN for ”Dansk PÆN” (14/10). Det må være en ros, som også tilfalder avisen selv, altså pæne Jyllands-Posten.
Vi er nemlig enige om at forsvare Ayaan Hirsi Alis ret til ytringsfrihed og beskyttelse.
Annonce:



















