Den neutrale domstol udelukker for mange

Det er efter alt at dømme et folkeligt krav, at de danske domstole skal fremtræde neutrale. Det vil sige, at dommere og domsmænd og nævninge i retssalen ikke skal udtrykke stillingtagen til politiske og religiøse spørgsmål.

Det er formentlig af den grund, at retsplejeloven forbyder, at præster i folkekirken og i de anerkendte trossamfund kan optræde som nævninge og domsmænd. Ja, der er en lang række personer, som man ikke vil have ind i dommersædet.

Således hedder det i § 70. »Udelukkede fra at være nævninger og domsmænd er: ministre, advokater, advokatfuldmægtige, centraladministrationens, domstolenes, anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets tjenestemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige.«

Magtens tredeling
Hvorfor udelukker man denne gruppe, som ikke kan siges at være homogen? Det er folk fra vidt forskellige hjørner af samfundet. Der ligger formodentlig for nogles vedkommende et ønske om at fastholde magtens tredeling; derfor kan man ikke have folk fra den udøvende magt siddende i domstolen.

Men hvorfor forbydes præster adgang, hvad enten de er fra folkekirken eller fra de forskellige anerkendte trossamfund? De hører jo ikke til den udøvende magt. Her må forklaringen være, at domstolen ikke skal udtrykke religiøs tendens.

Uden religiøse symboler
Så er det, at man spørger: Hvorfor i alverden mener kloge jurister, at muslimer, som nægter at aflægge deres religiøse symboler, skal have adgang til dommerembeder, når jeg som præst, der ikke reklamerer med mit religiøse tilhørsforhold i min daglige påklædning, har forbud mod at optræde som nævning. Hvorfor?

Man vil muligvis svare, at en uddannet jurist vil være i stand til se bort fra sin religiøse baggrund og dømme efter loven. Det er muligt, men en præst kan altså ikke, ja, folk fra centraladministrationen kan altså heller ikke, advokater kan ikke.

Er det derfor, man forbyder dem adgang? Nej, det er selvfølgelig for, at domstolen skal fremtræde upartisk. Man mistænker hverken præster eller folk fra den udøvende magt for at være idioter, men man ønsker, at domstolen fremtræder upartisk, så vidt muligt. Dermed opfylder man også et folkeligt krav.