Dræbende vink med vognstang

Center for Positiv Integration demonstrerer total uvidenhed i forbindelse med ytringsfrihed.

Almindelig uvidenhed og et forbløffende ukendskab til de rent faktiske forhold om ytringsfrihed er åbenbart det dominerende varemærke for et foretagende, der kalder sig Center for Positiv Integration.

I hvert fald hvis man skal tro formanden, Jeppe Fogtmann, som i JP 17/4 var ude med den noget besynderlige melding om baggrunden for Muhammed-tegningerne, nemlig at »Det begyndte i sin tid med en fiks idé om, at ytringsfriheden var truet. Det er vel noget pjat - dengang som nu«.

Den fikse idé må så være opstået i februar 1989, da den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie modtog en fatwa i form af en dødsdom for sin bog ”De sataniske Vers”. Ifølge Jeppe Fogtmann må det således også være noget pjat at sige, at ytringsfriheden er truet, blot fordi Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, i juli 1991 blev stukket ihjel, og at hans italienske oversætter, Ettoro Capulo, i samme måned blev hårdt såret efter et mordforsøg, mens Rushdies norske forlægger, William Nygaard, i oktober 1993 med nød og næppe overlevede et attentat.

Kun én overlevede mordbrand

De sarte muslimske følelser, som Jeppe Fogtmann mener, at vi skal forholde os positivt til, kom i juli 1993 for alvor til udtryk i den østtyrkiske by Sivas, hvor 37 tyrkiske intellektuelle var samlet til kongres på et hotel. Blandt dem var den tyrkiske forfatter Aziz Nesin, som havde oversat dele af Rushdies ”De sataniske Vers”.

Efter fredagsbønnen drog en rasende hob opfyldt af, hvad der i Fogtmanns univers må være retfærdig harme over al denne ikke-positive og ugudelige ytringsfrihed, hen til hotellet og satte ild på. Samtlige kongresdeltagere på nær Aziz Nesin indebrændte.

Det er vel overflødigt at nævne, at de tyrkiske myndigheder intet gjorde for at retsforfølge brandstifterne. Tværtimod blev Aziz Nesin hevet ind til forhør, hvor man bebrejdede ham, at han havde ophidset folk.

Aziz Nesin, der til sin død i 1995 levede med dødstrusler hængende over hovedet, var i øvrigt i december 1993 gæst hos Dansk PEN. Men det var altså inden, Dansk PEN blev politisk korrekt og besluttede, at ytringsfriheden skal underlægges religiøse følelser. Muslimske, vel at mærke.

Listen over ofre for de muslimske trusler mod den ytringsfrihed, som det ifølge Jeppe Fogtmann er noget pjat at tale om, er lang.

Mange hollandske eksempler

Den prisbelønnede hollandske filminstruktør Theo van Gogh blev myrdet i november 2004. Det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders lever under jorden omgivet af livvagter. Det samme gør forfattere som Ayaan Hirsi Ali, Taslima Nazrin og Robert Redeker.

Med sin interesse for Trykkefrihedsselskabets aktiviteter burde Jeppe Fogtmann kende dem, og han kan oven i købet møde Robert Redeker i Vartov 4/5, hvor Redeker deltager i et arrangement i Trykkefrihedsselskabet i forbindelse med den danske udgivelse af sin bog med den meget sigende titel: ”Man må prøve at leve”.

Men her vil en Jeppe Fogtmann næppe sætte sine ben, for her er de så snæversynede, at de i modsætning til Jeppe Fogtmann og Dansk PEN ikke har fattet, at muslimske drab, mordbrand og mordtrusler mod forfattere, journalister, tegnere m.fl. er et positivt vink med en vognstang om, at islam skam da er en fredens og tolerancens religion, som vi gør bedst i at integrere os positivt i.

Hvis vi altså vel at mærke vil vort eget bedste og afskaffer al denne ugudelige ytringsfrihed, som har ført os ud af det middelalderlige mørke, hvor islam stadig befinder sig og altid vil befinde sig.