Kvindekamp

Det er især kvinderne, der har været på gaden mod Irans præstestyre. Det mener flere iagttagere, og har de ret, er det forståeligt.

Kvinder i Den islamiske Republik er ikke bare andenklasses borgere, men risikerer også steningsdomme, hvis de gribes i utroskab. Derfor vakte det furore, da Mette Frederiksen (S) for nogle år siden sammenlignede USA med præstestyrets kvalmende barbari; hun fandt, at der var slående ligheder mellem landene, når det gælder kvinders rettigheder. Den form for nedgørelsen af Vesten er betegnende for en gren af 1970'ernes kvindebevægelse, nemlig rødstrømperne.

I de kritiske tilbageblik får rødstrømperne ofte en nænsom behandling. F.eks. er Ralf Pittelkow, der i sine erindringer gennemhegler studenteroprøret, påfaldende mild i sin bedømmelse af rødstrømpebevægelsen. Han lægger ikke skjul på, at det bl.a. skyldes, at han mødte sit livs kærlighed i rødstrømpebevægelsen. Det samme går igen, når rødstrømpernes døtre interviewes. Gennemgående er de uhyre loyale over for de mødre, der udsatte dem for ret groteske eksperimenter.

En ægtemand er loyal over for sin kone, en datter over for sin mor. Det er helt i orden, nærmest bibelsk og meget smukt - men dybt ironisk, når det nu er rødstrømpebevægelsen, der nyder godt af familieloyaliteten. For det var familien, ”kernefamilien”, den i vid udstrækning lagde for had.

Prøv en gang at læse, hvad Germaine Greer, Suzanne Brøgger og Suzanne Giese skrev dengang.

Brøgger, ung og smuk og smart, proklamerer i 1973, at det monogame ægteskab er kannibalisme, så ikke alene skal kapitalismen væk, kernefamilien - far, mor og børn - skal også afskaffes og erstattes af et matriarkat. Børnene vantrives nemlig i kernefamilien, der ikke producerer andet end »en bunke uselvstændige magtesløse individer«.

Brøgger foretrækker derfor, at børn opdrages i ”grupper og bander udenfor hjemmet”. Altså flere ungdomsbander!

Rent ud sagt var Brøggers udseende dengang mere interessant end hendes meninger, som er svære at tage alvorligt, uovervejede og letkøbte som de er. Men de blev taget alvorligt, husmødrene læste dem og lærte at foragte sig selv. For vel havde de radikale feminister mange hårde ord mod manden og hans ”phalliske narcissisme”, hans ubevidste undertrykkelse og ”moderskabsmisundelse”, men når f.eks. Germaine Greer rigtigt spidser pennen, er det de traditionelle engelske kvinder, der ristes, de »impotente, usikre, inferiøre væsner, der er ude af stand til at elske nogen på en generøs måde«.

Men man skal ikke glemme, at disse ”inferiøre” væsner, kvinderne anno 1970, havde muligheder og rettigheder, som iranske kvinder i dag kun kan drømme om.

Men i den radikale feminismes kamp mod det kapitalistiske samfund, rubriceredes den vestlige kernefamilie ofte som moralsk uværdig, og den forsørgede kvindes liv som en finere form for prostitution.

Grundkernen i det vestlige samfund, familien, kunne med fordel smides i historiens skraldespand.

Når Mette Frederiksen en generation senere sammenligner kvindes stilling i USA med kvinders vilkår under præstestyrets barbari, er det en stump af en gammel antivestlig rødstrømpesang, hun synger.

Kvinderne, der demonstrerer i Teherans gader, minder os om, hvor falsk denne melodi er.