Margrethe Vestagers politiske gravskrift

På den radikale partichef Margrethe Vestagers indre GPS er for længst programmeret adressen ”undergang” .

Uden svinkeærinder har hun ført sit 104-årige parti ind i et skæbnefællesskab med Retsforbundet, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne, hvis højdtidsstunder er, når de samles for at lovprise fortiden.

For tag ikke fejl! Margrethe Vestagers kølige ydre dækker over en ægte lidenskab, i hendes tilfælde en ubønhørlig dødsdrift. Men som Edvard Brandes sagde til en af sin unge partifæller: »Kun de lidenskabelige udretter noget.« På sin specielle måde har den radikale partileder taget dette råd fra en af partistifterne til sig.

Uden vaklen har hun lagt sit partis skæbne i hænderne på den socialdemokratiske partiformand Helle Thorning-Schmidt og Socialistisk Folkepartis makkerpar Villy Søvndal-Ole Sohn, hvis erklærede mål er at realisere partistifter Aksel Larsens gamle drøm om en ministertaburet.

Og hun har partifællerne bag sig.

Med Morten Helveg Petersens afgang og fader Niels' (kendt som "gamle Helveg", da dynastiets nestor Kristen Helveg Petersen endnu var i Folketinget lydende tilnavnet "unge Helveg") kommende overgang til pensionistlivet synes ingen at kunne stoppe hende på dødsmarchen sammen med de sidste rester fra de københavnske cafeborde, selv om de i deres inderste nok stadig tilbeder søjlehelgenen, Marianne Jelved, hvis storhedstid var de år, hvor hun kunne prædike økonomisk ansvarlighed i EU og svinge håndtasken over Mogens Lykketoft.

På dødsmarchen er det en indlysende fordel, at Margrethe Vestagers økonomiske politik, herunder skattepolitik, og udlændingepolitik er den stik modsatte af socialdemokraternes og SF's.

Som en anden Lene Espersen vil Vestager have skatterne ned, og når det gælder udlændingepolitikken, er S og SF - det påstår de i hvert fald - mere end enige med regeringen og dens støtteparti. At Svend Auken febrilsk forsøger at drage kirkebesætterne på Nørrebro med tilhørende besteforældre til sig, har realpolitisk ingen betydning.

Fra undfangelsen i 1905 og frem til 2001 stod Det Radikale Venstre i fornuftens tjeneste, iblandet et stænk af liberalisme.

Lederne mente at repræsentere indsigten og ansvarligheden og mindede i påfaldende grad om de selvretfærdige og elitære nationalliberalister, de foragtede.

Ydmyge er de i dag fast besluttet på at tilpasse sig Søvndal-Thorning-doktrinens artikel 1: Danmarks riges frelse kræver en yderligere udbygning af den offentlige sektor. Måske også fordi det ses som værende i pagt med det partiprogram, P. Munch udformede ved stiftelsen - at »den økonomiske frigørelse er det første og største af demokratiets bud«, dvs. frigørelse forstået som lighed.

At den liberale Morten Helveg Petersen ikke mere ønsker at fungere som kirkegårdsgraver, end ikke som en af de sendrægtige af slagsen, kan ikke overraske.

Afgørende for et samarbejde er ikke hvem, men hvad, erklærede den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard i et lyst øjeblik.

Underkastet Villy Søvndal-Helle Thorning-Schmidt-doktrinen sætter Vestager ubetinget ”hvem” foran ”hvad”. Hendes politiske gravskrift? »Jeg underkastede mig frivilligt.«