Mænd og kvinder uden mod

Vi mangler fremsynede reformer - men danske politikeres mål er bare at overleve næste valg.

I 1955 skrev en ung, fremadstormende amerikansk politiker en bog om otte senatorer, der turde vælge det rigtige frem for det populære.

Bogen hed ”Mænd af mod” og blev både en bestseller og en senere vinder af Pulitzer-prisen. Forfatteren var den senere præsident John F. Kennedy.

Skulle man skrive en tilsvarende bog om nulevende danske politikere, var der ingen anden udvej end at kalde den ”Mænd (og kvinder) uden mod”.

Hvor Kennedy portrætterer otte senatorer, der trodsede en øjeblikkelig folkestemning, har vi nu et politisk system, hvor politikere velvilligt løber efter den seneste avisforside om kamphunde eller badeforhæng.

Op igennem dette årti har tænketanke og økonomer skreget på reformer af vores velfærdssamfund. De fleste har set nødvendigheden, men ingen politikere har haft modet til at gennemføre dem.

I stedet er de blevet parkeret i kommissioner, som har været ”politisk tonedøve”, hvis de ikke kunne forstå, at fremsynede reformer ikke har nogen gang på jorden i et Danmark, hvor landets vicestatsminister hellere går efter pjattede værdipolitiske markeringer frem for at afstikke retningen for fremtidens Danmark.

Kulturelt forfald

Det er et trist tegn på kulturelt forfald, når man er mere optaget af at grave ægte danske værdier op af mulden end at afstikke kursen for fremtiden. Ansvarlige politikere er ikke valgt til arkæologiske opgaver. Og de er slet ikke valgt til at logre for skiftende folkestemninger. Deres opgave er at træffe beslutninger - også af den ubehagelige slags.

Men for danske politikere gælder, at deres fremmeste mål er at overleve næste valg. Deres horisont går sjældent meget længere. Derfor handler den politiske debat i Danmark om badeforhæng og fadervor i skoletiden, mens verden buldrer forbi os.

Man kan springe i det ironiske og elitære hjørne, når 22-Nyhederne f.eks. vælger at afsætte adskillige minutter til en diskussion om en kunstinstallation med 40 år på bagen og oven i købet vælger at invitere automatpiloten Georg Metz i studiet til debat med Pia Kjærsgaard. Så kan de så genopføre en diskussion, som de skulle have taget for netop 40 år siden.

Der er dog ikke alt for meget at grine af. For hver gang endnu en af disse helt meningsløse værdipolitiske punktmarkeringer fylder æteren, skal man huske på de ting, der ikke bliver diskuteret, og som får lov at ligge hen. De lokale og globale udfordringer forsvinder ikke bag et badeforhæng.

Politikerne har i det forgangne årti ikke formået at tage en tvingende nødvendig diskussion om den fremtidige indretning af vores velfærdssamfund. Ingen har modet til at tage svære og upopulære beslutninger, og mens vi så piller i vores egen kulturelle navle, kværner nye hårdtarbejdende lande løs på de globale markeder.

Hvad skal vi leve af?

Vi burde diskutere, hvordan vi kan bringe Danmark fremad i det 21. århundrede, og hvad vi skal leve af i en fortsat knivskarp global konkurrence. Fortsætter vi med at rode bevidstløst rundt i mulden, forstærker vi bare billedet af et selvtilfreds fortidslevn, der i fremtiden kan se frem til at agere levende museum for indiske og kinesiske turister.

Danskerne har fortjent mænd og kvinder af mod, der tør tage de rigtige og svære beslutninger.