Lad os vise islam respekt

Hijaben har stor betydning i muslimsk selvforståelse. Derfor skal hijaben ses som en muslimsk klædedragt og ikke som en pendant til dronningens underlige hatte.

Der er noget alvorligt galt ved den genopblussede tørklædedebat.

Som det har været tilfældet hver eneste gang, vi har skullet forholde os til muslimske særkrav - kønsadskillelse, halal-kød, ret til egen retshåndhævelse i familieretlige sager, ret til at sende sultne børn i skole under ramadanen osv. - betragter vi hijaben ud fra en vestlig forestillingsverden.

Og så er der ikke noget at komme efter. Kvinder skal naturligvis have lov at gå klædt, som de vil. Ja, det er åbenbart et spørgsmål om deres ytringsfrihed, forstår man på danske politikere og avisredaktører. Når dronningen har lov at gå med underlige hatte, skal andre kvinder vel også have lov at gå med særpræget hovedtøj. Har vi ikke frihed her i landet?

Hele udgangspunktet for diskussion er forfejlet. Vi skal naturligvis ikke anskue den kvindelige tilhylning ud fra, hvordan den eventuelt kan indpasses i en dansk sammenhæng, men ud fra, hvilken funktion den tjener i islams. Hvad er det, rettroende muslimer vil opnå ved at lade deres kvinder gå omkring med en sæk over hovedet? Hvilken funktion tjener det i deres overordnede plan for verden?

Hijaben - et af de vigtigste våben

Det - og mange andre islamiske manifestationer - har Mogens Camre og jeg prøvet at redegøre for i bogen ”1400 års krigen”, der udkommer på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 1/10. Og ud fra islams selvforståelse - som den kommer til udtryk i de kanoniske skrifter og i fortolkninger, der ikke har ændret sig, siden Harald Blåtand var knægt - giver hijaben eminent mening. Hijaben hører til de absolut vigtigste våben i islams arsenal. Uden den ville Muhammeds erobringsprojekt ikke kunne gennemføres.

Tilhylningen er simpelt hen det ydre tegn på, at kvinden tilhører den muslimske nation - ummaen - og med sin krop og sine børnefødsler står til rådighed for den hellige krig, hvis mål er at udbrede Allahs religion, indtil enhver modstand er nedkæmpet.

Når vi nu taler så meget om ”respekt”, kunne vi i det mindste udvise så meget respekt for islam, at vi tager dens selvforståelse for pålydende. Når nu alle muslimske anførere fra Muhammed og til Abdul Wahid Pedersen åbent og ærligt har fremlagt deres hensigter, ville det klæde os andre at tage dem alvorligt.

Sympatisk, men ligegyldigt

Det er et meget sympatisk træk ved dansk og vestlig tænkemåde, at vi går meget op i, om den enkelte muslimske kvinde frivilligt har valgt at pakke sig ind. Ud fra islams selvforståelse er det aldeles ligegyldigt. Det afgørende er ikke beslutningsprocessen i den enkelte muslimske familie, men hijabens funktion i den overordnede plan. Tager den enkelte kvinde frivilligt sækken på, går det naturligvis meget nemmere; ellers har islam andre metoder. Pisk, mord, saudiarabiske udbetalinger til familieoverhoveder, der sørger for, at ”deres” kvinder ifører sig islamisk signalpåklædning.

»Ellers slår vi hende«

Som en britisk imam udtrykte det: »Når pigen bliver 13, skal hun gå med hijab. Ellers slår vi hende.«

Spørger man den enkelte, tilhyllede kvinde, om det er hendes personlige valg, vil hun naturligvis svare ja. Og hvis man i Det Tredje Rige havde spurgt jøder på gaden, om de var glade for at gå med en gul stjerne uden på tøjet, ville de også have understreget, hvor taknemmelige de var for den menneskeret, som Hitler havde givet dem.

Og hvis de danske politikere, avisredaktører og menneskeretseksperter havde levet dengang, ville de have fyldt aviserne med angreb på de uslinge, der ville nægte tyske jøder en ret, som de var så glade for, og som intet rettænkende menneske kunne have ondt af.