Danmark har kurs mod trældom

Det er blevet politisk ukorrekt at sætte spørgsmålstegn ved velfærdssamfundet, også selv om det er en samfundsmodel, der er dømt til at gå galt.

Den danske offentlige sektor har i årene efter Anden Verdenskrig udviklet sig betragteligt, og i dag er over 1.000.000 danskere direkte beskæftiget i den offentlige sektor. Samtidig modtager lidt under 1.000.000 danskere også overførselsindkomster fra staten.

Dette gør også, at vi i Danmark har et skattetryk, som selv de mest kommunistvante østeuropæere finder abnormt. Denne gruppe af borgere, som udgør mere end 50 pct. af danskere i den arbejdsdygtige alder, er blevet døbt velfærdskoalitionen.

Denne koalition er op igennem en årrække blevet større og større, og som en rullende snebold øges koalitionens styrke og indflydelse, i takt med at flere og flere bliver afhængige af det offentlige.

Ud fra dette kan man udlede, at om en given periode er vi alle en del af denne koalition.

Dette vil dog ikke komme til at ske, eftersom det økonomiske aspekt i det slet ikke vil kunne hænge sammen i fremtiden. Simple økonomiske og menneskelige faktorer vil nemlig hindre dette. En af disse faktorer er moralsk hasard.

Utilsigtede konsekvenser

Moralsk hasard er et økonomisk begreb, der kan forklare de utilsigtede konsekvenser, som følger i kølvandet på regulering.

Begrebet bygger på, at hvis et individ eller en virksomhed ikke bliver stillet til ansvar for alle af sine handlinger, så kan det føre til, at vedkommende eller virksomheden opfører sig anderledes, idet ansvaret for handlingerne havner andetsteds.

I Danmark har vi eksempelvis et fælles sygehusvæsen, som bliver betalt over skatten. På skatteborgernes regning kan fede mennesker få foretaget en fedtsugning, hvis fedmen vurderes til at være helbredstruende, og patienter, som har udviklet lungekræft grundet rygning, kan ligeledes blive behandlet af det offentlige.

Der er selvfølgelig omkostninger for patienten forbundet med begge eksempler. Patienten har givetvis bidraget til det skattebetalte sundhedssystem via sin skat, og patienten alene bærer den omkostning, som det måtte være at være syg.

Problemet er blot, at patienten ikke afholder samtlige omkostninger, og dermed ændrer det patientens måde at agere på.

Essensen i situationer, hvor moralsk hasard gør sig gældende, er, at individet eller virksomheden pålægger andre en omkostning, som de måske ikke engang selv ville have været villige til at betale.

Denne omkostning, som kunne være undgået via en adfærdsændring, kommer nu til at ligge hele samfundet til last, og på denne måde svækkes velstanden.

Moralsk hasard er afledt af regulering, og i takt med at reguleringen stiger, stiger den amoralske adfærd ligeledes, og denne vil trække velstanden i samfundet i en negativ retning, og i sidste ende vil det undergrave hele systemet.

At vi skal omfordele store dele af samfundets velstand er i Danmark blevet institutionaliseret som en selvfølge. Det er blevet politisk ukorrekt at sætte spørgsmålstegn ved velfærdssamfundet, og det bør der laves om på.

Dømt til at gå galt

Velfærdssamfundet er en konstruktion, der er dømt til at gå galt. Man er nødt til at producere for at kunne efterspørge, ikke blot efterspørge, som en stor del af velfærdskoalitionen ellers tror. Danmark har optimeret socialismen med markedet, og det har indtil nu virket.

Problemet er, som altid når politikere er indblandet, at systemet fortsat ikke er levedygtigt på langt sigt. Den østrigske økonom Friedrich Hayek advarede i sin bog ”Vejen til Trældom”, at statslige interventioner og reguleringer til syvende og sidst vil ende i totalitarisme.

Vækst og velstand ligger ikke gemt i en stor offentlig sektor. Danmark er nødt til ændre kurs. Vi er lige nu på vejen mod trældom.