Tariq Ramadans to ansigter

Prædikantens ideologi er ikke forenelig med en stilling som rådgiver i spørgsmål om integration.

Efter måneders tøven har bystyret i Rotterdam måttet se virkeligheden i øjnene.

Tariq Ramadans ideologi er ikke forenelig med den stilling som rådgiver i spørgsmål om integration og multikulturalisme, som bystyret udnævnte ham til.

Udnævnelsen er blevet stedse mere problematisk, som tiden er gået. Især organisationer for bøsser og lesbiske har råbt vagt i gevær af bekymring over hans snerpethed og homofobi - som da Tariq Ramadan forklarede, at homoseksualitet set fra et islamisk synspunkt »åbenbarer en forstyrrelse, en dysfunktion, en uligevægt«.

Hidindtil har prædikanten knebet sig udenom og benægtet alt ved at tage et andet citat og bruge det uden for konteksten.

Som så ofte har journalister gengivet hans udtalelser uden at efterprøve dem. De har troet på hans ord om, at »det aldrig har kunnet bevises«, at han har udtalt sig som angivet om homoseksualitet.

Det er ikke rigtigt. Den sætning, som han er blevet kritiseret for, er citeret nøjagtigt og stammer fra en bog med titlen ”Peut-on vivre avec l'islam?” (Kan vi leve med islam), udgivet af det schweiziske forlag Favre, 2004, side 152.

I andre skrifter og taler har Tariq Ramadan vendt sig mod ægteskaber mellem muslimer og ikke-muslimer, forbudt sine tilhængere at bade sammen med det modsatte køn, hånet modernisering af islam som »billig islam, islam?uden islam«, og hyldet sin morfar, Hassan al-Banna, der stiftede det totalitære Muslimske Broderskab, som et forbillede.

Enkel holdning

Hans holdning, om end den er vanskelig at afkode, er faktisk ganske enkel: Accepter politisk islamisk fundamentalisme som et godt kompromis mellem salafistisk islam og moderne islam.

Hvilket kan koges ned til, at progressiv islam er yderliggående, og at magthaverne skal støtte en intolerant og reaktionær islam som den mindst dårlige mulighed.

Sådan har det været i 20 år. I 1990'ernes Schweiz roste journalister ham til skyerne som integrationsforbillede, før de blev grebet af desillusion - især da de så, at han støttede Den Islamiske Frelserfront (FIS) i Algeriet.

Tariq Ramadan koncentrerede sig herefter om Frankrig - indtil hans ”tvetungethed” blev afsløret.

Så rettede han blikket mod Storbritannien, Belgien og Canada, hvor end fundamentalismen blomstrede i skyggen af ”retten til forskellighed”, og tog revanche ved at puste til den populistiske og fremmedfjendske ild, hver gang tolerancen mente sig misbrugt.

Ved at vende det døve øre til befordrede bystyret i Rotterdam Geert Wilders' anti-islamiske populisme. Det troede på beskyldningerne om racisme.

Det vågnede først, da det opdagede, at dets ”brobygger” havde medvirket i en ugentlig tv-udsendelse på den engelsksprogede kanal Press TV, som finansieres af det iranske styre. Man finder ikke skyggen af kritik mod styret i udsendelser før, under eller efter det svindelbehæftede valg.

Fortsættes...