Offentliggjort 09.09.09 kl. 03:00
Tonen og debatten omkring ønsket om at bygge en moské lugter af fremmedfrygt og af, at muslimerne i København endnu en gang skal have én over nakken.
Katrine Winkel Holm har stor frygt for, at muslimer vil bruge moskéeen på Vibevej som »arnested for voldsopfordringer og had til Vesten«, skriver hun i et indlæg her i avisen 5/9.
Hun vil have, at jeg som borgmester på teknik- og miljøområdet sammen med politikerne på Københavns Rådhus skal gribe ind - eller som hun skriver i sit indlæg: »Gør I intet af det, skal I ikke regne med, at eftertiden vil tilgive jer.«
Normalt hører man kun sådanne stærke ord fra religiøse fundamentalister, men de kommer altså fra Katrine Winkel Holm, som er teolog, datter af Søren Krarup (DF) og udnævnt til bestyrelsen i Danmarks Radio af tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K), og altså sidder på en nøglepost i den højredrejet kulturkamp, som regeringen og Dansk Folkeparti fører an i disse år.
Men jeg vil ikke bidrage til denne højredrejning i samfundsdebatten og hele tiden mistænkeliggøre muslimerne her i landet.
Vi kan ikke bare begynde at kræve dokumentation for, hvor pengene til et moské-byggeri kommer fra. Det instrument findes simpelthen ikke i planloven.
Lige så vel som alle andre private byggerier, skal der ligge en fornuftig og lovlig finansiering bag. I det øjeblik, det er dokumenteret, kan vi ikke med kommuneplanen eller lokalplanen i hånden forbyde det byggeri, hvis det altså lever op til de rammer, der er i kommuneplanen.
Jeg synes, at tonen og debatten, som Katrine Winkel Holm slår an omkring dette ønske om at bygge en moské, lugter af fremmedfrygt og af, at muslimerne i København endnu en gang skal have én over nakken.
Det er jeg sikker på, at rigtigt mange københavnere, muslimer eller ej, er ærgerlige over.
Og det er fuldstændigt absurd, at vi i forbindelse med byggeansøgningen, som det foreslås af Katrine Winkel Holm, skal vurdere, om grundlovens paragraf 67 bliver overholdt.
København er multikulturel by, hvor vi giver plads til alle trosretninger - og derfor behandler vi også alle religiøse mindretal ensartet og sagligt. Kristne får lov at bygge kirker. Jøder får lov at bygge synagoger. Og muslimer får lov at bygge moskéer.
Ifølge de papirer, som arkitekten bag byggeriet har indsendt til kommunen, bor en del af sponsorerne bag byggeriet i Iran. Arkitekten siger, at det drejer sig om iranske rigmænd, der ikke har nogen forbindelse til det iranske præstestyre, som jeg i øvrigt tager kraftigt afstand fra.
Jeg ser ikke, hvorfor vi skal mistænkeliggøre folk fra Iran eller noget andet sted på en så grov måde, som Katrine Winkel Holm ønsker det.
Moskéen er et privat byggeprojekt, kommunen har ingen penge involveret. Derfor bliver aktiviteterne i moskéen og økonomien bag heller ikke gransket nøjere i kommunen.
Men jeg vil da forsat opfordre folkene bag moskéen til at være åbne og fortælle, hvordan økonomien hænger sammen. Og så vil jeg i øvrigt glæde mig til at se byggeriet på Vibevej - ligesom jeg håber, at vi kommer til at få en stormoské på Amager.
Annonce:









