Jeg efterlyser en ny marionetspiller

Kunst kræver tilstedeværelse af en kunstner for at være kunst. Men også af politikere?

»At gavne, medens vi fornöie - har vi bestandig havt for Öie - da det er Kunstens Hovedsag?«

I ”Sanct Hansaften Spil” lader Oehlenschläger en marionetspiller på Dyrehavsbakken definere kunsten. Det er første gang, ordet dukker op som et udtryk med en selvstændig værdi, løsgjort fra håndværket.

Indtil da dækkede kunst det klassiske begreb ars, som betød kundskaben bag det at skabe ting, evnen til bonum operis - godt arbejde.

Det var således muligt at vurdere, om noget var god kunst/ars.

Da Kunstakademiet blev oprettet i 1754, fik det betegnelsen ”Det Kongelig Danske Skildre- Billedhugger- og Bygningsacademie”. Det var uddannelsen i specificerede håndværk, som akademiet skulle koncentrere sig om.

Fra den græske oldtid til 1700-tallets rokoko var ars en afgørende faktor.

12 år efter marionetspilleren skiftede akademiet navn til ”Det kongelige Academie for de Skjönne Kunster”. Kunstens hovedsag førte til guldalderkunstens følelsesfulde kunstner, der sidder i sin ensomhed og skaber sjælfuldt fattet form. Det kulminerer med l'art pour l'art, kunst for kunstens egen skyld, et udtryk for navlebeskuelse. Kunsten skal skærme sig inden for sin egen urørlige sfære. Nøjagtigt som Jürgen Habermas i ”Borgerlig offentlighed” har beskrevet samfundet som bestående af adskilte områder, der ikke måtte sammenblandes.

Retssagen om et maleri

Nye faktorer begyndte at manifestere sig, markedet, penge, griskhed. Retssagen om et maleri - vel af den skjønne slags - af André Derain er et bevis på griskhed. En 92-årig dame blev narret til at tro, at hendes maleri af Derain var uægte og dermed billigt. Det indbragte bagefter 35 mio. kr. på Sotheby's.

Som det herhjemme var en marionetspiller, der proklarerede kunsten som underholdende og gavnlig, således var det R. Mutt, der slog den skjønne kunst ihjel. Marcel Duchamp sendte i 1917 en pissekumme, ”Fountain”, ind til en ucensureret udstilling. Han signerede ikke med sit eget navn, men med R. Mutt. ”Fountain” fandt ingen nåde og blev aldrig udstillet. Først da man opdagede en kunstner bag pseudonymet, blev en masse pissekummer udstillet på diverse museer. Stadig signeret R. Mutt. Kunsten som sjælfuld fattet form blev skyllet ud.

Kunst og kunstner i dag

Hvad er så kunst og kunstner i dag? Uwe Max Jensen og Christian Tangø om Duchamps stunt: Kunsten kræver tilstedeværelsen af en kunstner for at kunne blive til kunst. Duchamps værk blev først anerkendt som kunst, da han gav sig til kende som kunstner. En eklatant cirkelslutning. Det er altså intentionen, der definerer kunsten, ikke Mutts, men en kunstners.

Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen kreerede 1994 ”Burn Out” på Kongens Nytorv i København. Det vakte forargelse og debat. ”Nybrud. Dansk kunst i 1990'erne” skriver, at ”Burn Out” i kraft af den omfattende medieomtale og debat er med til at tegne billedet af et nybrud.

Medieomtale

Medieomtale og debat. Det er vor tids momentum. Medieomtale er vel legitim på lige fod med tidligere udtryksformer. Eller er det? Hvor er ars?

”Nybrud”: ”Burn Out” er vigtigt ved at se ud over egne grænser og blive placeret i en social og kulturel sammenhæng, hvor det »blot er én ud af flere aktører i det netværk, der tilsammen er med til at forme kunstforståelsen. Andre aktører er kunstnerne, kunstpublikummet, kunstkritikerne, kuratorerne, museumsinspektørerne, nyhedsmedierne og politikerne.«

Også politikere? Også Pia Kjærsgaard, der om ”Burn Out” udtalte, at »udstillingen har intet med kunst at gøre, men derimod er hærværk for borgernes penge.«