Kunstneriske landvindinger

Ekskursion til supermarkedet gav indblik i formidlingen af to af kunstens yderpunkter.

27/9 hørte jeg, da jeg sad i bilen på vej til et supermarked, brudstykker af en interessant udsendelse i P1, der øjensynligt handlede om kunst og kunstpolitik/kunstformidling.

Jeg forstod på det hele, at diskussionen var aktuel pga. Pia Kjærsgaards nyligt tiltrådte medlemskab af Statens Kunstråd og Statens Kunstråds repræsentantskab.

Pia Kjærsgaard havde, kunne jeg forstå, ytret sig om, at hun fandt det skandaløst og uacceptabelt, at man bl.a. støtter udstillinger af »ufolkelige kunstudstillinger«, f.eks. en udstilling af "Lort på dåse" (Piero Manzoni (1933-63).

Derefter gik udsendelsen over til at diskutere, om den eventuelle "ufolkelighed" drejer sig om en dårlig "formidling" af tidens kulturbudskaber.

Den var, lod man forstå, måske ikke altid god nok. F.eks. kunne man godt have formidlet det aktuelle budskab på en måde, så, in casu, ideen med "Lort på dåse-budskabet" var blevet tydeliggjort verbalt. En støttende forklaring (såkaldt kunstpædagogik) havde nok været på sin plads.

Dybere fortolkning

I dette tilfælde burde man angiveligt have forklaret den undrende (uvidende) befolkning, at når man f.eks. putter lort på dåse, handler det om, at man vil udstille den begrænset, i stedet for »lort over det hele«, som det blev sagt.

Se det var jo en forklaring, der vaskede sig. Det var dybt, stort, ja, en fortolkning, som jeg næppe selv havde kunnet formulere.

Pludselig ændredes mit kunstsyn totalt, og jeg fornemmede, hvordan jeg gennemstrømmedes af en indsigt og en berigelse, som jeg sjældent har følt.

Umiddelbart før min ekskursion til supermarkedet havde jeg i min store folkelige naivitet siddet fordybet i en beskrivelse af den flamske maler Antoine Watteau (1684-1721).

Han kæmpede sig sin vej op i Frankrig (skønt tidligt tuberkuløs pga. kummerlige vilkår) og nåede, før han døde som en højt værdsat maler under hertug Philip af Orléans (der i otte år regerede Frankrig på vegne af den senere Louis XV, der som bekendt kun var fem år, da Solkongen døde), at udføre en perlerække af mesterværker.

To beskrivelser

Nuvel, jeg følte virkelig, at forsynet havde tilsmilet mig, da jeg på én og samme dag således havde modtaget to kunstpædagogiske beskrivelser.

Nu havde jeg pludselig begrebsparret "begrænset/ubegrænset" (oven i købet lort) at stille op mod min nyligt erhvervede kunstindsigt, som dog kun var blevet udtrykt af en outdated filosof/ historiker (W. Durant: ”The Story of Civilization”, Vol. 26. 1965. DK. Hassing 1972).

Men alligevel. Hør engang hans beskrivelse af Watteau:

»På kvindedragter ødslede han sine skønneste farver, som vidste han, at i kraft af denne pragt var kvinden blevet det mysterium, som føder ikke alene menneskeheden, men også halvdelen af al ånd, poesi og beundring i verden.«

Og senere:

»Disse henrivende sylfider kunne ikke virke så blide, hvis de ikke havde kendt en eller anden form for lidelse eller havde en anelse om beundringens korte varighed. Heri ligger Watteaus styrke - i den fintfølende gengivelse af fuldkomne øjeblikke, som må forgå.«

Ikke meget lort på dåser dér, men selvfølgelig heller ikke samme indsigt, der følger af vor fremskredne civilisation, der så åbenlyst er i stand til på en anderledes pædagogisk måde at udlægge tidens kunstneriske landvindinger vedrørende lort og lagkage.