Klimapædofile på spil

Af fratage børn troen og håbet er det værste, man kan gøre. Der er ikke nogen større forbrydelse. Vi må ikke tage børnene som gidsler i klimaspørgsmålet, skriver Søren Pind.

Vi ved det godt - der er intet nyt under solen. Alt hvad der er sket, vil ske igen, og alt, hvad der sker, er sket før.

Således også nu. Her forleden i TV Avisen optrådte en såkaldt klimaambassadør. Der er 100 af dem. Kim Bildsøe meddelte os nok så glædesstrålende, at det var gode, måtte man forstå, unge mennesker, der rejste rundt i landet på skoler og ulønnet ”oplyste” om klimaudfordringerne.

Scenen var en femteklasse. Og her stod disse selvudnævnte ambassadører og ambassaderede. »Jorden har ondt i maven«, »Jorden græder«, lød det blandt andet. En Gaia-tankegang, der blev hevet ned over hovedet på de uskyldige børn. En skrækhistorie om snarlig undergang og død - og med mindre disse stakler omvendte sig, da ville Herren (i dette tilfælde Naturen, vil jeg tro. Med stort N) lade det regne og regne og regne, til intet var mere og de onde mennesker var udslettet.

Disse onde mennesker, der i modstrid med naturens orden havde ødelagt klimaet, og derfor fortjente denne omgang.

Når vi nu er nået dertil, så lad mig understrege, at dette ikke er et klimaskeptisk indslag i debatten. Det kan man udmærket diskutere, tvivlen skal også altid være der - tvivlen er i det hele taget en central del af den vestlige - antifundamentalistiske - tankegang, hvor vi stiller spørgsmål ved alt og drøfter alt. Tvivlen er den, der sørger for, vi aldrig giver os fundamentalismen i vold. Men dette er ikke mit ærinde.

Mit ærinde er den vold og de overgreb, der i denne tid af bl.a. disse mennesker udøves mod uskyldige børn.

Jeg taler af personlig erfaring. Jeg taler efter en opvækst i 1970'erne. Den sidste periode, hvor menneskeheden, i hvert fald den del jeg kender til, gik amok i kollektivistisk vanvid, og så undergang overalt. Hvad værre var: Man inddrog børnene i denne ragnarokstungetale.

Derhjemme fik jeg besked på at slukke lyset efter mig - »for du vil vel ikke have atomkraft?«. Man forstod, det var en skæbne værre end døden, skønt det i dag viser sig, at havde vi blot truffet den beslutning dengang, havde vi i Danmark udledt langt mindre CO2.

I æteren lød »vi voksne kan også være bange, og synge lange lange bange sange. Der er så meget, man skal passe på. Jeg har jo dig som jeg skal passe på«. Og man forstod, at denne opgave var alt, alt for stor. At det var - i virkeligheden - et urimeligt og tungt forlangende, at et voksent menneske også skulle passe på sit barn.

Og ressourcerne - overalt fik man at vide, at inden årtiet var omme, ville jordens ressourcer være opbrugt. Det hele var snart slut. Med mindre . . .

Med mindre naturligvis atomtruslen gjorde sit til at udslette os endnu tidligere, end ressourcerne løb ud. Og i stedet for at modstå og kæmpe for frihed var tonaliteten fra de samme kredse; nedlæg våbnene, stop jeres måde at leve på, underkast dig en accept af, at i hvert fald bliver det aldrig anderledes, Sovjet vil altid være stærkt. Og i virkeligheden var det måske bedst, de kom og tog os, for så havde vi da fred.

Ja goddaw Erna . . .

Historien gik anderledes. Fordi en mand - ene mand - sagde fra, og erindrede den vestlige verden om sit enestående grundlag: Troen på det enkelte menneske, og først og sidst troen på, at for hvert eneste problem Vor Herre har skabt, har han også skabt løsningen. Og det er tilsagt mennesket at lede og finde den løsning. Håb. Han erindrede os om håb. Jeg taler naturligvis om den største amerikanske præsident i sidste århundrede, Ronald Reagan.

Når man kan huske den skræk, vi børn blev jaget i livet dengang af dybt uansvarlige voksne, der burde have vidst bedre, og som prædikede død og undergang, i stedet for håb og tro på fremtiden, så er det, man får kvalme, når man hører et vankundigt menneske stå at sige til små børn. »Jorden græder« og ”»Jorden har ondt i maven«. Så bliver man rasende. Og fatter ikke, at mennesket ikke vil lære af historien.

Af fratage børn troen og håbet er det værste, man kan gøre. Der er ikke nogen større forbrydelse. Det er også derfor, pædofile er de mennesker, vi udstøder først og hårdest. For det er, hvad de gør. De fratager barnet muligheden for at være barn og gør det voksent lang tid før, det burde ske. Det er en forbrydelse.

Efter den pågældende udsendelse lagde jeg en kommentar ud på facebook om min vrede. Og fik blandt andet en hilsen fra en bedstemor, der havde talt med et lille barn.

Barnet havde været bange. Hun troede, at når hun blev voksen var Jorden borte. At alle de gode ting i livet var væk. At hun blev den sidste her på Jorden. Og således fik jeg flere beretninger om, hvordan vi er godt i gang med at skræmme livet og håbet ud af en hel generation af børn.

Det er skændigt. Forfærdende. For sagen er den, at de udfordringer, vi står overfor, ikke kan løses i skræk og angst. Og slet ikke ved at tage børnene som gidsler. De kan kun løses ved, at voksne tager sig af voksnes problemer, og at vi uforfærdet giver os i færd med de udfordringer, livet byder os. Og lade børn være børn. De bliver forhærdede voksne tidsnok.