Alt er ligegyldigt

Et af kommunevalgkampens mere kulørte indslag var det såkaldte Nihilistisk Folkeparti, der under mottoet ”Alt er ligegyldigt” krævede stop for kirkeklokker: ”Fuck jeres frelse - vi har tømmermænd”, hed det på deres valgplakater.

Parodi eller ej, udsagnet er logik på højt niveau for nihilister. Nihilister hylder troen på ingenting. Og når alt er tomhed, er det logisk at alt, der modsiger tomheds-troen, støder. Det gør kirkeklokkerne. Hvert minut er betydningsfuldt, kimer de: Derfor lærte munkene os at dele dagen omhyggeligt op i timer og tidebønner, derfor fik vi en tidsfikseret kultur, derfor ringer klokkerne morgen og aften, selv om der egentlig ikke er grund til at slå alarm over, at solen står op. Jo, siger klokkerne, for hver dag er glædelig og meningsfuld, uanset hvor grå, udflydende og ligegyldig den kan virke især i november. Tiden går, men evigheden forestår.

Er dette budskab så hæsligt i nihilisters ører, at de helt vil slukke for det, har de faktisk forstået klokkernes budskab. Og mere parodisk er valgplakaten ikke, end at et lille antal kræver klokkeringning fjernet fra det offentlige rum. Nihilismen er blevet missionerende.

Det nye er altså, at kristendommen ikke bare er genstand for apati, men for fjendtlighed, og spørgsmålet er, om vi ikke snart vil opleve deciderede afkristnings-kampagner som dem, der praktiseredes under Den franske Revolution.

Når f.eks. Dennis Nørmarks lille ateistiske falanks kræver påskeferien omdøbt til forårsferie, er det jo i pixi-format reprise på afskaffelsen af den kristne kalender, som franske revolutionære indførte i 1793.

Når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kræver krucifikser i italienske klasseværelser fjernet, bevæger man sig fra apati til fjendtlighed. Korset er ikke bare ligegyldigt. Det skal væk.

Næste sag for Menneskerettighedsdomstolen må blive de folkeskoler, der beder fadervor. Gør samme Nørmark alvor af sit tidligere udsagn om, at han vil indstævne dem for domstolen i Strasbourg, ser han nu ud til at have en god sag.

Senere kan klapjagten gå ind på morgensang og skoleafslutninger i kirker: Menneskerettighedsdommerne vil med hævet pegefinger kunne fjerne alt fra krybbespil i Nordvestjylland til kors i Italien.

Domstolen slår også ned på islamiske symboler, men det ændrer ikke ved det andet aspekt i sagen. Nemlig at de europæiske folk med denne overstatslige domstolsmagt ikke længere er herrer i eget hus, eget klasseværelse og egen folkeskole. Domstolsstyret underminerer folkestyret.

Derfor er det nødvendigt med et opgør med det overnationale domstolsstyre. Europa må, som medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt skrev for nylig, besinde sig på sin arv. Lige så opmuntrende Messerschmidts engagement i denne sag er, lige så nedslående er det, at juristen i den borgerlige tænketank Cepos, Jakob Mchangama, ikke straks slutter op om denne helt afgørende juridiske kamp, men tværtimod som forleden her i avisen glæder sig over de mange gange, Menneskerettighedsdomstolen er skredet ind over for danske domstole. Jo, selvfølgelig kan vores love være mere eller mindre gode, men lovgivningen bør principielt være en sag for Folketinget, ikke for urørlige menneskeretsjurister.

Sært, at en borgerlig tænketanksjurist ikke kan se det og ikke som noget helt selvfølgeligt vender sig mod det domstolsstyre, der ikke alene underminerer folkestyret, men også er blevet et effektivt redskab for en nihilistisk nedbrydning af europæisk kultur.

Forsvarer vi ikke vores arv, har vi ikke andet end tomhed at give videre til kommende generationer. Det vil være en katastrofe.

Alt er nemlig ikke ligegyldigt.