Offentliggjort 04.12.09 kl. 03:00
Der er meget, der tyder på, at folkekirken føler sig i sin gode ret til at gøre de offentlige institutioner til en del af sit missionsområde, og at de offentlige institutioner har givet efter for folkekirkens pres og indflydelse. Gennem årtier har denne proces fundet sted uden den store offentlige debat om det rimelige heri.
De offentlige institutioner, der er interessante for folkekirken, er børnehaver, folkeskoler og hospitaler.
I disse kan man udbrede sine budskaber til modtagelige grupper, der er det, enten fordi de er optaget af gode historier, eller fordi de er i en kritisk situation og har brug for hjælp.
Folkekirken har været særdeles aktiv med at ansætte pædagoger og lærere til at forestå tilbuddene til børnene, og til de syge voksne ansættes præster, der har taget psykoterapeutiske kurser.
Denne praksis kan den legitimere på tre måder. Den ene handler om dens kristne pligt til at missionere, den anden handler om den kristne kulturarv, og den tredje handler om dens forfatningsmæssige ret.
Disse begrundelser er svære at have med at gøre for de offentlige institutioner. Alle må indrømme, at vi er præget af kristendommen gennem århundreder. Hvem kan afvise nogen, der i næstekærlighedens navn vil give børn spændende historier om Jesus? Hvem kan afvise præster, der vil yde sjælesorg for lidende voksne på hospitalerne?
Den forfatningsmæssige ret via grundlovens § 4 er også et kort, der kan være svært at stikke, da denne paragraf godtager en sammenblanding af det kirkelige og det verdslige område.
Fortalerne for en sekulær stat kan imidlertid også tolke paragraffen som en begrænset sammenblanding, der kun handler om et økonomisk bidrag fra staten til folkekirken. Hvilken fortolkning, der skal vælges, er et politisk spørgsmål mere end et juridisk. Så længe debatten om disse fortolkningsmuligheder ikke er fremme i det offentlige rum, kan folkekirkens indtagelse af de offentlige institutioner fortsætte i mere eller mindre ubemærkethed, og folkekirken kan føle sig i god tro.
Man må som tilhænger af et sekulært samfund yde folkekirken modstand. Man kan modarbejde dens indflydelse på børneinstitutioner og folkeskolerne ved at kræve pluralistisk eller livssynsneutral praksis, og med hensyn til sygehuspræsterne må man forlange, at regionerne ikke bidrager økonomisk til deres arbejde og opstiller etiske regler for præsternes kontakt med patienterne.
Annonce:









