Nul i hovedet

Snart kan vi vinke et længe tiltrængt farvel til et årti, som Time Magazine med stor præcision valgte at døbe ”The Decade From Hell”.

Årtiet begyndte med George W. Bush' forunderlige skrivebordssejr 7/11 2000 og sluttede reelt 15/9 2008, da Lehmann Brothers blev erklæret konkurs. Næsten 3.000 dage som ufrivillig passager i en Porsche Cayenne på gule plader og med en turbo af hvidt pulver.

Det var årtiet med ”noget for noget” og følelsen af at blive regeret af en livsstilskonsulent fra Trekantområdet.

Det var årtiet, da helt almindelige lønmodtagere blev gjort til boligspekulanter, og hvor forskellige muligheder i realkreditten blev et yndet samtaleemne rundt omkring i skilsmissekøkkenerne. F1 blev pludselig et kraftfuldt afrodisiakum for verdens lykkeligste folk.

Det var årtiet, da store muligheder blev fejet ned af brættet. Selvfølgelig troede vi på, at Bush nok skulle omgive sig med forstandige folk. Hvor galt kan det egentlig gå? Svaret fik vi hurtigt.

10 års gensyn med 1972

12/9 2001 stod verden samlet bag USA's kamp mod den internationale terrorisme. Men på kort tid lykkedes det Bush' dream team

af en regering at kaste musketerenigheden over bord og fortsætte den første golfkrig. Hvor der kunne have været internationalt sammenhold i kampen for frihed og demokrati, lykkedes det med fantastisk dygtighed at skabe fjender, hvor der før havde været venner.

Det var årtiet, da det var 1972 hele tiden, og hvor værdipolitikken og kampen mod de kloge blev en afgørende politisk ledetråd, mens det lånefinansierede opsving ramte vores økonomi, og designertasker pludselig udgjorde hver kvindes inderste hemmelige drøm om lykken.

Kritik blev affejet som pladder

I Danmark havde Fogh-regeringen en historisk mulighed for at reformere det danske samfund

på toppen af det enorme økonomiske opsving. Men det blev Foghs arv at parkere nødvendige reformer hos kommissioner, som var politisk tonedøve, hvis de rent faktisk foreslog en egentlig reformkurs.

For nationalkonservative har det imidlertid været et fantastisk årti. Man har kunnet bekræfte

sig selv i, at vi daner befolker verdens bedste nation.

Det var årtiet, da der blev brugt store ressourcer på at fejre vores egen fortræffelighed og skrive adskillige kanoner til hyldest af vores kultur, alt imens verden buldrede forbi vores lille egnsmuseum.

Der har undervejs været enkelte kritiske røster. Men efter systemskiftet i 2001 har det været forholdsvis ukompliceret at feje dem til side. Efter opgøret med Klaus Rifbjerg og en 40 år gammel hesteslagtning kunne enhver kritik affejes som elitært humanistpladder.

Og hvis man som økonom tidligt advarede mod en lurende finansiel krise, blev man kørt

ud af landet som bedrevidende mørkemand. Danmark var et fantastisk land at leve i, dansk økonomi var enestående sund, og snart kunne vi købe hele verden.

Og da krisen så kom med enorm forudsigelighed, fik den samme stempel som den muslimske indvandring. Også den økonomiske krise føg som ugræs over vores ubesmittede lands grænser.

På en nedkølet strand

Det borgerlige Danmark kommer til at se tilbage på et årti, da man helt igennem overmatchede

oppositionen, men ikke formåede at ændre Danmark i afgørende borgerlig retning. Det blev den faste samarbejdspartner, der satte dagsordenen. Økonomiske reformer blev parkeret, og nationalromantikken vandt.

Prisen kommer vi til at betale nu. Hvad der i nullerne kunne have været rettidig omhu, bliver nu blodig alvor.

Årtiet slutter derfor med maner i Dubai. Mens verden brænder omkring os, kan vi stille vores Porsche Cayenne og vandre mod vandet på en elektronisk nedkølet sandstrand. Nullerne er endelig ovre.