Offentliggjort 08.01.10 kl. 03:00
Jeg er glad for, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale understregede folkeskolens betydning for udviklingen i samfundet.
Lad os få en seriøs drøftelse af udfordringerne for fremtidens globale samfund og de krav, som det stiller til folkeskolen. Min opfordring til regeringen er: Brug nu lærerne - det er os, der kender eleverne, og det er os, der ved, hvordan man laver god undervisning.
Vi er helt parate til en dialog med regeringen, så vi med inddragelse af alle skolens parter kan gennemføre det 360 graders eftersyn, som statsministeren har bebudet. En række temaer ligger lige for:
En målrettet læsestrategi for hele skoleforløbet med inddragelse af uddannede konsulenter og vejledere i kommuner og på skoler er afgørende for elevernes indlæring.
Dygtige læsere i 2. klasse er ingen garanti for, at eleverne er dygtige læsere i 9. klasse. Det er en faktuel viden, som vi har på baggrund af forskningen. Vi skal derfor have en samlet satsning på læsning i hele skoleforløbet.
Ca. 20 pct. af folkeskolens ressourcer bruges på specialundervisning. Men vi savner en grundlæggende viden om årsagen til, at et stigende antal børn har behov for undervisningstilbud, der rækker ud over normalundervisningen.
Vi må konstatere, at folkeskolen stadig ikke på tilfredsstillende vis formår at løse sin del af integrationsopgaven. Mange både nyuddannede og mere erfarne lærere mangler kvalifikationer i emnet ”dansk som andetsprog”.
Vi ved, at der er et stort uddannelsespotentiale hos indvandrere, men vi mangler stadig grundlæggende viden om, hvorfor så mange tosprogede elever oplever skolen som svær.
Vi har behov for viden om lærernes muligheder for at anvende den nyeste forskning i deres undervisning. Men vi har også behov for, at politiske beslutninger om folkeskolen i højere grad bygger på den viden, som vi har.
Kommunerne har stigende udgifter til sygedagpenge og invaliditetsydelse til lærere. Udgifterne vokser, fordi et stigende antal lærere bliver førtidspensioneret. Det er ulykkeligt for den enkelte, og det er spild af samfundets begrænsede ressourcer. Vi har behov for en konkret og aktiv indsats for at vende udviklingen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fremlagt en række pejlemærker for det danske samfund i 2020. Jeg er sikker på, at vi deler en fælles erkendelse af, at ingen ambitiøse mål for udviklingen af det danske samfund kan nås, hvis ikke vi formår at fastholde en stærk folkeskole. Derfor ser jeg frem til, at vi sammen drøfter, hvordan vi bedst sikrer verdens bedste folkeskole - også til fremtidens samfund.
Annonce:



















